Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Seniorjob - inddragelse af borgeren - indhold

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Seniorjob - inddragelse af borgeren - indhold

Indlægaf Louise Schelde » tors maj 02, 2013 7:19 pm

Ankestyrelsen har i principafgørelse nummer 63-12 taget stilling til, hvordan indhold i et seniorjob skal aftales. Se uddrag af sagen nedenfor.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ved fastlæggelsen af indhold og omfang af et seniorjob gælder de samme principper for arbejdets indhold, som for arbejde på det ordinære arbejdsmarked, der bliver anvist en ledig, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse.

Kommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med ansøgeren og blandt andet under hensyntagen til vedkommendes kvalifikationer og interesser.

Et seniorjob svarer til et arbejde på det ordinære arbejdsmarked. Kommunen anses for arbejdsgiver i forhold til seniorjob. Det gælder generelt i arbejdsforhold, at det er arbejdsgiver, der fastsætter arbejdets indhold.

Seniorjobbets indhold skal være i overensstemmelse med gældende arbejdsretlige principper og svare til arbejde, der kunne blive udbudt som hovedbeskæftigelse.

Afgørelse:
1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen for at afklare, om kommunen ved fastsættelsen af indhold for et seniorjob kan undlade at tage hensyn til ansøgerens kvalifikationer og interesser, herunder på hvilken måde ansøgerens kvalifikationer og interesser bliver inddraget.

2. Reglerne

Lov om seniorjob § 6, stk. 1 fastslår, at kommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med ansøgeren og bl.a. under hensyn til vedkommendes kvalifikationer og interesser.

Det fremgår af punkt 6 i vejledning nr. 9071 af 27. februar 2008 om seniorjob, at der skal være tale om arbejde med et reelt indhold, så den enkelte ikke mister motivation og udvikling i jobbet. Det er kommunen, der fastsætter arbejdsområdet og det konkrete indhold af seniorjobbet. Det skal ske på baggrund af samtale med den ledige, og der skal ved fastlæggelsen heraf tages udgangspunkt i personens forudsætninger og interesser. Personen har ikke noget krav på ansættelse inden for bestemte områder, men kommunerne bør blandt andet lægge vægt på personens kvalifikationer, herunder uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund samt interesser.

3. Andre Principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag, som er antaget for at afklare, hvorvidt kommunen ved fastsættelse af indholdet i et seniorjob kan undlade at tage hensyn til en ansøgers kvalifikationer og interesser, herunder på hvilken måde ansøgerens kvalifikationer og interesser bliver inddraget.

Resultatet er

• Kommunens tilbud om seniorjob er i overensstemmelse med lov om seniorjob.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.

Afgørelsen er truffet af et flertal.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen. Mødedeltageren mente, at der i processen ikke i tilstrækkelig grad er taget hensyn til dine kvalifikationer, interesser og forudsætninger.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at seniorjobbets indhold er i overensstemmelse med lov om seniorjob, når arbejdet er i overensstemmelse med gældende arbejdsretlige principper og i øvrigt vil kunne blive udbudt som hovedbeskæftigelse.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at målgruppen for seniorjob er ledige medlemmer af en a-kasse over en bestemt alder, som har mistet retten til arbejdsløshedsdagpenge. Et seniorjob skal medvirke til, at den ledige bevarer kvalifikationer og motivation samt medvirke til, at pågældende vil kunne påtage sig arbejde på det ordinære arbejdsmarked, hvis det bliver tilbudt.

Vi har desuden lagt vægt på, at du har været til samtale, hvor forventningerne blev afstemt.

Et seniorjob træder i stedet for arbejde på det ordinære arbejdsmarked.

På det ordinære arbejdsmarked bestemmer arbejdsgiveren arbejdets indhold.

Vi har inddraget de principper, der gælder for arbejdet på det ordinære arbejdsmarked, herunder i hvilket omfang et ledigt medlem af en a-kasse kan afslå anvist arbejde.

Vi har derfor lagt vægt på, at de krav, der kan stilles til indholdet af ordinært arbejdet i en kommune, må være vejledende for indholdet af et seniorjob.

Vi vurderer, at hvis arbejdets indhold ligger inden for rammerne af gældende arbejdsretlige principper således, at der for eksempel ikke er fare for liv, ære og velfærd eller overtrædelse af ligebehandlingsregler, er kravene til arbejdets indhold efter lov om seniorjob opfyldt.

Vi vurderer også, at det har betydning, om arbejdet kan blive udbudt som hovedbeskæftigelse i et ordinært arbejde, fordi arbejdet skal kunne bevare den lediges kvalifikationer og motivation.

Ansættelse i seniorjob hører under kommunen som arbejdsgiver. Kommunen fastlægger som arbejdsgiver arbejdsområdet i et seniorjob. Kommunen tilstræber i den forbindelse ved en samtale med ansøgeren, at fastlæggelsen af arbejdsområdet sker under hensyn til ansøgerens forudsætninger og interesser.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at det arbejde, som A Kommune tilbyder dig som teknisk servicemedarbejder/specialarbejder ved rådhuset og kommunens materielgård, er i overensstemmelse med de forhold, som vi har lagt vægt på ved fastlæggelsen af indholdet i et seniorjob.

Der var ikke enighed om afgørelsen. En mødedeltager mente, at der i processen ikke i tilstrækkelig grad er taget hensyn til dine kvalifikationer, interesser og forudsætninger, idet mindretallet fremhæver, at ordningen med seniorjob blandt andet har det formål at være et hensigtsmæssigt og perspektivrigt beskæftigelsespolitisk instrument.

Bemærkninger til klagen

X vurderer, at det er i modstrid med lovgivningen om seniorjob, når kommunen tilbyder dig et seniorjob ud fra en jobbeskrivelse, der er udarbejdet før din samtale med kommunens personalechef, og uden at jobbeskrivelsen tog afsæt i dine kvalifikationer og interesser.

X henviser til, at referater fra møder i ledergruppen og Lokaludvalget dokumenterer, at kommunen besluttede at søge efter ufaglærte arbejdsfunktioner rundt i kommunen og sammensatte disse funktioner til et kommende seniorjob. Kommunen undersøgte ikke muligheden for at bruge dine kvalifikationer og erhvervserfaring, og alle forslag fra din side blevet afvist.

X oplyser, at kommunen nu har præfabrikeret en række seniorjob, som man vil kunne tilbyde borgere, og kommunen har lagt vægt på, at disse job skal være til den lavest mulige løn og dermed billigst for kommunen. Prosa mener, at kommunen forbryder sig mod loven ved, at jobbenes indhold ikke bliver tilpasset individuelt i forhold til kvalifikationer og erhvervserfaring, men alene til kommunens økonomi.

X vurderer, at sagen skal behandles på grundlag af en juridisk vurdering, der tager udgangspunkt i, hvad der faktisk står, og hvad der faktisk har været hensigten med loven.

Hensigten har ikke været en ”parkeringsordning”, men en ordning, hvor borgeren kunne vedligeholde og udvikle sine faglige kvalifikationer med henblik på at komme i ordinær beskæftigelse.

Beskæftigelsesudvalget har ved vurderingen tager udgangspunkt i, hvad der står i lovgivningen, og hvad der har været hensigten med seniorjobordningen.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2045
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til dagpenge

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster