Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

arbejdsskade - erstatning - fleksjob i egen virksomhed

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

arbejdsskade - erstatning - fleksjob i egen virksomhed

Indlægaf Louise Schelde » lør okt 11, 2014 1:05 pm

Ankestyrelsen har i principafgørelse nummer 57-14 truffet afgørelse om hvorvidt der kan udbetales erstatning til fleksjobber i egen virksomhed.

Ankestyrelsens principafgørelse 57-14 om arbejdsskade - tab af erhvervsevne - fleksjob - selvstændig erhvervsdrivende -underskudsgivende virksomhed

Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Skadelidte har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne efter overgang til fleksjob i egen underskudsgivende virksomhed, hvis det ikke kan dokumenteres, at det er arbejdsskaden, der er årsag til virksomhedens underskud.
I den konkrete sag havde skadelidte funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden, men der blev særligt lagt vægt på, at skadelidte var selvstændig erhvervsdrivende i en urentabel virksomhed.
Ankestyrelsen vurderede, at virksomheden også uden arbejdsskaden ville have været underskudsgivende. Skadelidte havde derfor ikke dokumenteret et tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden.

Lov:
Lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013 om arbejdsskadesikring - § 17 a

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, om skadelidte efter tilkendelse af fleksjob på grund af arbejdsskadens følger i egen underskudsgivende virksomhed er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

2. Reglerne

Lov om arbejdsskadesikring § 17, stk. 1 og 2, fastslår, at tilskadekomne har ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har nedsat hans evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde.

Efter lovens § 17 a, fastsættes tabet af erhvervsevne for personer, der er i fleksjob på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og indtjeningen i fleksjobbet. Indtjeningen før arbejdsskaden udgør det beløb, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om tab af erhvervsevne som følge af din arbejdsskade den 13. maj 2007, hvor en hest kastede hovedet tilbage og ramte dig på munden, samt din arbejdsskade den 19. maj 2008, hvor en hest drejede hovedet, så du fik et slag i ansigtet over næseryggen. Du har fået anerkendt hjernerystelse og vrid i nakken efter hændelserne.

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af betingelserne for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne til selvstændige erhvervsdrivende, som er i fleksjob i egen underskudsgivende virksomhed på grund af arbejdsskadens følger.

Resultatet er

• Du har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne

• Vi ophæver den fastsatte revision

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Vi vurderer, at du ikke har et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent efter arbejdsskaderne.

Vi har lagt vægt på, at virksomhedens resultater før skaderne ikke skaber en forventning om, at virksomheden ville generere indtægt, selvom du ikke var kommet til skade.

Du er tilkendt fleksjob i egen virksomhed den 14. april 2011. Du har gener i form af konstant hovedpine, lydoverfølsomhed samt hukommelses- og koncentrationsbesvær. Dit varige mén er fastsat til 10 procent.

Du overtog virksomheden fra din mand i september 2007. Du havde siden 2002 været medarbejdende ægtefælle. Virksomheden har været underskudsgivende bortset fra 2008, hvor du solgte en hest. Indtægten fra salget er resultatet af flere års arbejde. Selvom indtægten fra salget af hesten fordeles ud på flere år, vil det alene medføre en udligning af underskuddet eller et mindre overskud.

Virksomhedens resultat er også efter din overgang til fleksjob negativt. Vi finder ikke, at din indtjeningsevne er påvirket af arbejdsskaderne ved sammenligning af din indtjening i fleksjobbet med din skønnede indtægt, hvis du ikke var kommet til skade. Du har derfor ikke ret til erstatning.

Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der gives ikke erstatning, hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 procent.

Erstatningen for tab af erhvervsevne udgør forskellen mellem indtjeningen i fleksjobbet og den hypotetiske indtægt, tilskadekomne ville have haft, hvis skaden ikke var sket.

Indtjeningen i fleksjobbet udgør summen af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen.

Der er tale om en undtagelse til lovens almindelige udgangspunkt om, at der sker en skønsmæssig vurdering af tab af erhvervsevne.

Oplysningsgrundlaget

Oplysningerne fremgår særligt af dine oplysninger om lønforhold før og efter skaden, skatteoplysninger for 2002-2012, årsrapporter for 2003, 2004, 2010, 2011 samt 2012 i udkast og akter i din fleksjobsag hos kommunen.

Bemærkninger til klagen

Forsikringsselskabet mener ikke, at der i lønsammenligningen er taget højde for, at virksomheden kan skabe positive resultater på et senere tidspunkt. Selskabet mener, at der ved udregningen af din indtjening i 2011 bør medtages en gennemsnitlig indtægt fra virksomheden sammenlagt med indtægten på 107.340 kr. (løntilskuddet fra kommunen) med en lavere erhvervsevnetabsprocent til følge.

Vi bemærker, at oplysningerne er indgået i vores vurdering af sagen. Vi har dog lagt vægt på, at der ved gennemgang af virksomhedens resultater før arbejdsskaderne ikke kan skabes en forventning om, at virksomhedens resultater ville se væsentligt anderledes ud, hvis du ikke var kommet til skade. Vi henviser i øvrigt til ovenstående begrundelse for afgørelsen.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster