Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Modregning i ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Modregning i ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb

Indlægaf Louise Schelde » tirs jan 23, 2018 9:42 pm

Ankestyrelsens principafgørelse 99-17 om ressourceforløbsydelse - fradrag - lønindtægt - erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Principafgørelsen fastslår


Når en person får ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, skal indtægter som hovedregel fradrages fuldt ud (krone for krone) i ressourceforløbsydelsen.

Lønindtægt

Lønindtægter skal fradrages fuldt ud (krone for krone) i ressourceforløbsydelsen, hvis lønindtægten stammer fra en ansættelse, som personen er i før påbegyndelse af jobafklaringsforløbet.

Hvis lønindtægten stammer fra en ansættelse, som personen kommer i efter påbegyndelse af jobafklaringsforløbet, skal lønindtægten fradrages efter en lempelig fradragsregel, hvor ressourceforløbsydelsen nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil den samlede lønindtægt inklusive pension udgør 14.116 kr. (2017-niveau), og med 55 pct. af lønindtægten derudover.

Lønindtægter er i forhold til reglerne om fradrag i ressourceforløbsydelse defineret som indtægter, der stammer fra arbejde på det ordinære arbejdsmarked, herunder beløb, som den pågældende modtager fra arbejdsgiveren eller Lønmodtagernes Garantifond ved ophør af ansættelsen.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal fradrages fuldt ud (krone for krone) i ressourceforløbsydelsen, da erstatningen ikke er nævnt som en undtagelse til hovedreglen om, at indtægter medfører fradrag i ydelsen.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan ikke i forhold til reglerne om fradrag i ressourceforløbsydelse anses for en lønindtægt, fordi udbetalingen stammer fra en privat forsikringsordning og ikke fra arbejde på det ordinære arbejdsmarked, herunder beløb fra arbejdsgiveren eller Lønmodtagernes Garantifond ved ophør af ansættelsen.

Den konkrete sag

I den konkrete sag havde kommunen anset den udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for lønindtægt. Kommunen havde derfor nedsat ressourceforløbsydelsen med 30 og 55 pct.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at fortolkning af lovens ordlyd og forarbejderne førte til, at udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke var lønindtægt i forhold til reglerne om fradrag i ressourceforløbsydelse, og at udbetalingen derfor skulle fradrages fuldt ud (krone for krone) i ressourceforløbsydelsen.

Ankestyrelsen vurderer, at samme fortolkning gælder for personer i ressourceforløb, som modtager ressourceforløbsydelse.

Tidligere afgørelser

Ankestyrelsen har i et mindre antal afgørelser anset erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en lønindtægt, som skal fradrages efter den lempelige fradragsregel for lønindtægt.

Da de tidligere afgørelser var gunstigere for borgerne, er der ikke grundlag for at genoptage sager, hvor der er truffet afgørelse om fradrag af udbetalinger af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter den lempelige fradragsregel for lønindtægt.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, om udbetalinger af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal anses for lønindtægt i forhold til reglerne om fradrag i ressourceforløbsydelse.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017.

• § 69 j, stk. 5, om fradrag for indtægter i ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.

• § 69 j, stk. 6, om at løn og fleksløntilskud medfører fuldt fradrag i ressourceforløbsydelsen under jobafklaringsforløb for personer, der ved påbegyndelsen af jobafklaringsforløbet modtager løn under sygdom.

• § 69 j, stk. 9, om at lønindtægter, herunder beløb fra arbejdsgiveren eller Lønmodtagernes Garantifond, som modtages ved ophør af ansættelsen, medfører fradrag i ressourceforløbsydelsen med 30 pct. af lønindtægten, indtil den samlede lønindtægt inklusive pension udgør 14.116 kr. (2017-niveau), og med 55 pct. af lønindtægten derudover.

• § 69 j, stk. 12, om at § 33 finder anvendelse for fradrag i ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.

• § 33, om hvilke indtægter, der ikke medfører fradrag i ressourceforløbsydelse.

• § 14, stk. 4 og 5, om hvilke erstatninger for tab af erhvervsevne, der ikke medfører fradrag i ressourceforløbsydelse.

Lovforslag

Lovforslag nr. 194, 2013:

• Bemærkningerne til § 69 j, stk. 6 og 9.

Praksis

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

• 40-15: En erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er i forhold til retten til uddannelses- og kontanthjælp en indtægt, da den træder i stedet for en arbejdsindkomst. Det gælder også, hvis erstatningen bliver udbetalt som et større engangsbeløb for en periode, der er gået. Erstatningen er en indtægt, uanset om den bliver udbetalt, mens borgeren modtager hjælp, eller før borgeren har ansøgt om hjælp.

• 80-14: Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste medfører ikke fradrag i revalideringsydelse. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan ikke anses for omfattet af udtrykket ”løbende udbetaling fra forsikringer” i aktivlovens § 59, der efter retspraksis skal fortolkes restriktivt.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb nr. 9622 af 4. juli 2017.

• Pkt. 3.1. Ydelse under jobafklaringsforløb (§ 69 j).

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ressourceforløbsydelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Udbetalingen i december 2016 af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal fradrages fuldt ud (krone for krone) i din ressourceforløbsydelse for december 2016.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Det betyder også, at din ressourceforløbsydelse for december 2016 efter fradrag udgør 0 kr.

Du vil få en særskilt afgørelse om din klage over kommunens tilbagebetalingskrav.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen


Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra X er en indtægt, som ikke er undtaget fra hovedreglen om, at indtægter skal fradrages i ressourceforløbsydelsen.

Vi vurderer også, at udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke kan anses for lønindtægt, da den ikke stammer fra arbejde på det ordinære arbejdsmarked eller fra din arbejdsgiver eller Lønmodtagernes Garantifond ved ophør af ansættelsen.

Udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som i december 2016 udgør 16.595 kr., skal derfor fradrages fuldt ud (krone for krone) i din ressourceforløbsydelse, som for december 2016 udgør 14.575 kr.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du er overgået til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse den 1. november 2016.

Du har for december 2016 fået udbetalt 14.575 kr. i ressourceforløbsydelse og 16.595 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra X.

Vi lægger vægt på, at udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra X er en udbetaling fra en privat forsikringsordning, som ikke er undtaget for fradrag. Der er i aktivloven udtømmende gjort op med de tilfælde, hvor der ved beregning af hjælp kan ses bort fra indtægter.

Vi lægger også vægt på, at udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra X er en indtægt, der ikke stammer fra arbejde på det ordinære arbejdsmarked eller fra din arbejdsgiver eller Lønmodtagernes Garantifond ved ophør af ansættelsen.

Om reglerne

Efter reglerne har en person ret til ressourceforløbsydelse uden hensyn

til egen formue eller en eventuel ægtefælles indtægts- og formueforhold.

Hvis modtageren af ressourceforløbsydelsen har indtægter, skal disse som hovedregel fradrages i ressourceforløbsydelsen.

Der foretages ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen i de tilfælde, hvor indtægter ikke skal fradrages efter undtagelsesbestemmelserne i aktivloven. Udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er ikke omfattet af undtagelsesbestemmelserne.

Efter lovforarbejderne er lønindtægt i forhold til reglerne om fradrag i ressourceforløbsydelse en indtægt, der stammer fra arbejde på det ordinære arbejdsmarked.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.

Der er enighed om afgørelsen.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til sygedagpenge

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster