Er du selvstændig erhvervsdrivende eller overvejer du at blive det, kan du med fordel overveje dine muligheder for en sygedagpengeforsikring?
Du kan ved kommunen tegne en forsikring, som sikrer dig fra 1. sygefraværsdag. Se nærmere oplysninger i sygedagpengelovens § 45 - indsat nedenfor. Du kan ringe og forhøre dig nærmere hos din bopælskommune.
§ 45. Personer, der har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, kan sikre sig ret til sygedagpenge fra kommunen i de første 2 uger af sygeperioden.
Stk. 2. Sygedagpengene udgør mindst 2/3 af det beløb, der er nævnt i § 50, stk. 1, fra 3. fraværsdag, medmindre den selvstændige har sikret sig ret til sygedagpenge fra 1. fraværsdag.
Stk. 3. Sygedagpengene kan udgøre et højere beløb end nævnt i stk. 2, hvis der er tegnet forsikring for det beløb, der er nævnt i § 50, stk. 1, og indtægten berettiger til det.
Stk. 4. Præmien til sygedagpengeforsikringen fastsættes i forhold til størrelsen af de sikrede sygedagpenge og den periode, de dækker. De samlede præmier skal fastsættes således, at de skønnes at dække 55 pct. af udgifterne, hvis der er sikret sygedagpenge fra 3. fraværsdag, og 85 pct., hvis der er sikret sygedagpenge fra 1. fraværsdag.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for sygedagpengeforsikringen for selvstændige erhvervsdrivende, herunder regler om præmiens størrelse, opkrævning af præmiebidrag, gebyr ved manglende rettidig betaling af præmie, optagelse, udmeldelse, udelukkelse m.v.