Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Fleksjob-bibeskæftigelse-selvstændig-ansættelse

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Fleksjob-bibeskæftigelse-selvstændig-ansættelse

Indlægaf Louise Schelde » tors maj 02, 2013 7:14 pm

Ankestyrelsen har i principafgørelse nummer 62-13 taget stilling til muligheden for, at drive selvstændig bibeskæftigelse sideløbende med bevilling af deltidsfleksjob. Se uddrag af sagen nedenfor.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Selvstændig bibeskæftigelse og deltids fleksjob
En borger, der er visiteret til fleksjob, og som forud for sin sygdom har været ansat som lønmodtager på deltid og derudover har haft selvstændig virksomhed i begrænset omfang, har mulighed for fortsat at drive selvstændig bibeskæftigelse samtidig med beskæftigelse i et deltids fleksjob.

Kommunen skal dog i hvert enkelt tilfælde vurdere konkret, i hvilket omfang den selvstændige bibeskæftigelse kan fortsætte samtidig med et fleksjob på deltid. Kommunen skal vurdere det timetal, borgeren vil skulle bruge på virksomheden i forhold til den selvstændige virksomheds art og karakter. Det er en forudsætning, at borgeren ikke har drevet den selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse før afgørelsen om fleksjob.

Kommunen skal fastlægge det ugentlige timetal for et deltids fleksjob ud fra den ugentlige arbejdstid som lønmodtager i borgerens seneste ordinære beskæftigelse forud for sygemeldingen.

Ophør med selvstændig bibeskæftigelse og fuldtids fleksjob
Hvis en borger ved overgang til fleksjob vælger at ophøre helt med sin selvstændige bibeskæftigelse, vil borgeren have ret til et fuldtids fleksjob.

Det forudsættes, at borgeren forud for sin sygemelding har været beskæftiget på fuldtid, når timerne med beskæftigelse som lønmodtager og arbejdet ved selvstændig bibeskæftigelse lægges sammen.

Hobby og fleksjob
Det beror på en konkret vurdering, om en selvstændig bibeskæftigelse kan anses for hobby. Det er ikke afgørende hvilket antal timer, borgeren anvender på driften. Kommunen skal konkret vurdere, om arbejdet efter sin art og karakter normalt vil være en hobby.

Afgørelse:
1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen for at afklare, om en borger har ret til at drive selvstændig virksomhed i større eller mindre omfang samtidig med ansættelse i et fuldtids/deltids fleksjob.

2. Reglerne

§ 69, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Beskæftigelsesindsatsloven fastslår, at jobcenteret sørger for, at personer under folkepensionsalderen med varige begrænsninger i arbejdsevnen, har mulighed for ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i fleksjob eller støtte til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

Om fleksjob på fuld tid og deltid fremgår det af lovens § 72, stk. 2, og stk. 3, at jobcenteret skal give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre personen foretrækker deltidsansættelse eller er omfattet af bestemmelsen i stk. 3.

Jobcenteret skal give tilbud om fleksjob på deltid, hvis den seneste ordinære beskæftigelse forud for visitationen til fleksjob var deltidsbeskæftigelse, og personen i den seneste periode på sammenlagt 12 måneder med beskæftigelse har været deltidsbeskæftiget. Som deltidsbeskæftigelse betragtes beskæftigelse, hvis varighed over en periode på 4 uger i gennemsnit er højst 30 timer om ugen.

Lovens § 75, stk. 1, fastslår videre, at jobcenteret giver tilbud om støtte i form af tilskud til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og som på grund af varige begrænsninger i arbejdsevnen har vanskeligt ved at opretholde beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed.

Det fremgår af § 4, stk. 3, i dagældende bekendtgørelse nr. 829 af 26. august 2009 om fleksjob, at den selvstændige virksomhed inden for de sidste 24 måneder skal have været udøvet i sammenlagt 12 måneder og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.

3. Andre Principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag, som er antaget for at afklare om en borger har ret til at drive selvstændig virksomhed i større eller mindre omfang samtidig med ansættelse i fuldtids/deltids fleksjob.

Resultatet er

• Du har ret til at drive selvstændig bibeskæftigelse i begrænset omfang samtidig med beskæftigelse i et fleksjob på 24 timer om ugen

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at du har ret til at drive selvstændig bibeskæftigelse som psykoterapeut i begrænset omfang samtidig med beskæftigelse i et deltids fleksjob på 24 timer om ugen.

Udvalget finder desuden, at du er berettiget til et fleksjob på fuld tid, såfremt du ophører med at drive din selvstændige virksomhed.

Udvalget finder, at selvstændig virksomhed som psykoterapeut, uanset at det drives i meget begrænset omfang, ikke kan anses som hobbyvirksomhed, som ikke skal have indflydelse på dit fleksjob.

Vi skal bemærke, at det er kommunen, der skal vurdere, i hvilket omfang den selvstændige bibeskæftigelse kan drives samtidig med et deltids fleksjob som lønmodtager.

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at kommunen har vurderet, at du er omfattet af målgruppen, der er berettiget til fleksjob, da du har en væsentlig og varig nedsat arbejdsevne.

Vi har desuden lagt til grund, at kommunen har vurderet, at du forud for din sygemelding har været beskæftiget på fuldtid, idet du har arbejdet 24 timer om ugen som lønmodtager og 15 timer i egen virksomhed.

Vi har lagt vægt på, at du i din seneste ordinære beskæftigelse forud for din sygdomsperiode har arbejdet som lønmodtager i 24 timer om ugen. Dette betyder, at du ikke kan kompenseres for mere end 24 timer i dit fleksjob, når du fortsat driver din egen virksomhed i begrænset omfang.

Vi har desuden lagt vægt på, at du ikke har drevet din selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse i en periode på 12 måneder inden for de seneste 24 måneder før afgørelsen om fleksjob. Du kan derfor ikke få tilbudt et fleksjob på fuld tid alene på grundlag af drift af selvstændig virksomhed.

Ved afgørelsen om, at selvstændig virksomhed som psykoterapeut ikke kan anses som hobbyvirksomhed, har vi lagt vægt på, at arbejdet efter sin art og karakter ikke normalt anses for en hobby.

Vi skal bemærke, at det ved denne vurdering ikke er afgørende, i hvor få timer din selvstændige virksomhed udøves.

Ifølge reglerne er det Jobcenteret, der sørger for, at personer under folkepensionsalderen med varige begrænsninger i arbejdsevnen har mulighed for ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i fleksjob eller støtte til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

Som udgangspunkt skal Jobcenteret give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre borgeren foretrækker deltidsansættelse eller borgerens seneste ordinære beskæftigelse forud for visitationen til fleksjob var deltidsbeskæftigelse. Som deltidsbeskæftigelse betragtes beskæftigelse, hvis varighed over en periode på 4 uger i gennemsnit er højst 30 timer om ugen.

Jobcenteret kan give støtte i form af tilskud til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og som på grund af varige begrænsninger i arbejdsevnen har vanskeligt ved at opretholde beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed.

Ved beregning af tilskud til fleksjob i egen selvstændige virksomhed er det blandt andet en betingelse, at den selvstændige virksomhed inden for de sidste 24 måneder skal have været udøvet i sammenlagt 12 måneder og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.

Bemærkninger til klagen

I din klage anmoder du Ankestyrelsen om at tage stilling til,

- hvorvidt der er muligt at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i meget beskedent omfang, samtidig med at man er ansat i et deltids fleksjob
- om der er korrekt, som antaget af Rudersdal Kommune, at psykoterapi ikke under nogen omstændigheder kan betragtes som hobbyvirksomhed, uanset hvor beskedent et omfang der er tale om

Du redegør desuden for baggrunden for din ansøgning om fleksjob samt for sagsforløbet hos Rudersdal Kommune og hos Beskæftigelsesankenævnet.

Du anfører, at du finder sagen principiel, da der mangler en afklaring af, om det er muligt at drive selvstændig virksomhed i et begrænset omfang samtidig med ansættelse i et fleksjob.

Du anfører videre, at det er din opfattelse, at nævnet ikke har taget stilling til det relevante spørgsmål. Du mener, at nævnet har givet afslag på, at du kan få tilskud til drift af egen virksomhed, hvilket ikke er eller har været meningen.

Du anfører endeligt, at spørgsmålet er, om du i et meget begrænset omfang kan drive selvstændig bibeskæftigelse samtidig med ansættelse i et deltidsfleksjob.

Vi bemærker, at dine oplysninger i klagen er indgået i vores vurdering af sagen.

Vi henviser til det oven for under begrundelsen anførte.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst