Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Vurdering af arbejdsevnen - Fleksjob

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Vurdering af arbejdsevnen - Fleksjob

Indlægaf Louise Schelde » ons sep 07, 2011 1:45 pm

Kommunen skal i forbindelse med afklaring til fleksjob vurdere din arbejdsevnenedsættelse ud fra en arbejdsuge normeret til 37 timer. Dette uafhængigt af, hvor mange timer din arbejdsuge indeholder på ansøgningstidspunktet. Ankestyrelsen har truffet afgørelse i en sådan sag, som du kan læse uddarg af nedenfor. Ønsker du yderligere information se SM Nummer 149-11.

Resumé:
Ved ansøgning om visitation til fleksjob skulle kommunen vurdere nedsættelsen af ansøgerens arbejdsevne i forhold til normalt fuldtidsarbejde (37 timer), uanset at ansøgeren arbejdede mindre end fuldtid forud for ansøgningen om fleksjob.

Afgørelse:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, på hvilket grundlag nedsættelsen af arbejdsevnen skal vurderes, når ansøgeren ikke har arbejdet på fuldtid forud for ansøgningen om fleksjob.

Resultatet er:

• nedsættelsen af arbejdsevnen skal vurderes i forhold til normalt fuldtidsarbejde (37 timer)

Det betyder, at A Kommune skal træffe en ny afgørelse om, hvorvidt NN har ret til fleksjob.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen. Mødedeltageren mente, at det ikke har været lovgivers intention at kompensere for et tab, som borgeren aldrig har haft, da hun efter mødedeltagerens opfattelse fortsat er i stand til at arbejde i samme omfang, som hun gjorde forud for ansøgningen om fleksjob.

Begrundelsen for afgørelsen:

Det er en betingelse for fleksjob, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat.

Beskæftigelsesudvalget finder, at nedsættelsen af arbejdsevnen skal vurderes i forhold til normalt fuldtidsarbejde (37 timer), uanset at ansøgeren arbejdede mindre end fuldtid forud for ansøgningen om fleksjob.

Vi har lagt vægt på, at det ikke fremgår af reglerne om fleksjob eller forarbejderne hertil, at det har betydning for retten til visitation til fleksjob, herunder vurderingen af nedsættelsen af arbejdsevnen, at ansøgeren ikke har arbejdet på fuldtid forud for ansøgningen om fleksjob.

Det fremgår af reglerne, at arbejde på mindre end fuldtid forud for tilkendelse af fleksjob kan betyde, at fleksjob skal gives på deltid og ikke fuldtid. Lovgiver har således været opmærksom på den situation, hvor en ansøger forud for visitationen har arbejdet mindre end fuldtid, men har ikke fastsat regler om, at dette har betydning i forbindelse med visitationen til fleksjob.

Der var ikke enighed om afgørelsen. En mødedeltager mente, at det ikke har været lovgivers intention at kompensere for et tab, som borgeren aldrig har haft, da hun efter mødedeltagerens opfattelse fortsat er i stand til at arbejde i samme omfang, som hun gjorde forud for ansøgningen om fleksjob.

Bemærkninger til klagen:

Kommunen har i klagen anført, at NN på afgørelsestidspunktet kunne klare 20 timers arbejde som massør og kranio-sakral terapeut på ordinære vilkår. Kommunen anfører videre, at der således er tale om en meget begrænset reduktion i forhold til hendes tidligere forsørgelsesgrundlag.

Vi skal hertil bemærke, at vurderingen af, i hvilket omfang NNs arbejdsevne er nedsat, som nævnt skal ske i forhold til normalt fuldtidsarbejde (37 timer), og ikke på baggrund af det lavere timetal, hun arbejdede forud for ansøgningen om fleksjob.

Det bemærkes endvidere, at nedsættelsen af arbejdsevnen ikke alene skal vurderes på baggrund af det færre antal arbejdstimer end 37 timer, som ansøgeren kan klare, men også skal vurderes i forhold til effektiviteten i arbejdet, jf. Principafgørelse N-11-06.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster

cron