Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Arbejdsskade - erhvervsevnetab - fleksjob - midlertidig

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Arbejdsskade - erhvervsevnetab - fleksjob - midlertidig

Indlægaf Louise Schelde » lør jan 09, 2021 4:42 pm

Ankestyrelsens principmeddelelse 14-20 om arbejdsskade - erhvervsevnetab - fleksjob - midlertidig afgørelse

Principmeddelelsen fastslår


Hvis et indtægtstab som følge af en arbejdsskade er lidt mindre end 15 procent, kan tilskadekomne i visse tilfælde alligevel tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent. Det forudsætter dog, at der er dokumenteret et blivende indtægtstab af nogen betydning. Dette gælder også, selvom erstatningen for tab af erhvervsevne er tilkendt midlertidigt.

Blivende indtægtstab

Ved vurderingen af om et indtægtstab kan anses som blivende, skal der foretages en bedømmelse af, om den tilskadekomne har udsigt til en væsentlig højere indtjening fremadrettet.

I den vurdering indgår særligt tilskadekomnes funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden og i hvilket omfang disse funktionsbegrænsninger hindrer den tilskadekomne i at skaffe sig indtjening fremover.

Visitation til midlertidigt fleksjob

Når tilskadekomne efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob, fastsættes erhvervsevnetabet efter en særlig beregningsregel. Indtægtstabet beregnes som forskellen mellem den indtjening, tilskadekomne ville have haft, hvis arbejdsskaden ikke var sket, og indtjeningen i fleksjobbet, inklusiv tilskuddet fra kommunen eller ledighedsydelsen.

Ankestyrelsen har tidligere fastslået, at der – også i de situationer, hvor den tilskadekomne er visiteret til fleksjob – kan ydes erstatning for tab af erhvervsevne, selvom tabet ikke udgør mindst 15 procent, hvis der er dokumenteret et blivende indtægtstab af nogen betydning.

Dette princip gælder også, selvom den tilskadekomne er visiteret til et midlertidigt fleksjob, og der dermed som udgangspunkt bliver truffet en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne.

I den konkrete sag var den tilskadekomne visiteret til et midlertidigt fleksjob og havde dokumenteret en lønnedgang på 14,2 procent, mens tilskadekomne var ansat i et tidsbegrænset fleksjob.

Vi vurderede, at der var dokumenteret et blivende indtægtstab af nogen betydning. Tilskadekomne havde derfor ret til en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for nærmere afklaring af, om et erhvervsevnetab på lidt mindre end 15 procent under et midlertidigt fleksjob, kan anses som et blivende tab af en sådan betydning, at det alligevel kan berettige til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.

Ankestyrelsen har således taget stilling til, om princippet fra tidligere offentliggjorte principmeddelelser U-19-04 og 15-14 også finder anvendelse, når tilskadekomne er visiteret til et midlertidigt fleksjob.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsskadesikring (arbejdsskadeloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020.

• § 17, om tab af erhvervsevne

• § 17 a, omhandlende erstatning for tab af erhvervsevne af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob

Praksis

Følgende principmeddelelser er anvendt i afgørelsen og gælder stadig:

Ankestyrelsens principmeddelelse U-19-04

I principmeddelelsen tog vi konkret stilling til, at tilskadekomne, som havde dokumenteret en lønnedgang på 13,5 procent som følge af sin arbejdsskade, havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.

Principmeddelelsen slog således fast, at den nedre grænse i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1 ikke er fast, men at man som tilskadekomne kan få erstatning, såfremt der er dokumenteret et blivende indtægtstab samt en indtægtsnedgang af nogen betydning.

Ankestyrelsens principmeddelelse 15-14

I principmeddelelsen tog vi konkret stilling til, at tilskadekomne, som havde dokumenteret en lønnedgang på 13,4 procent efter visitering og overgang til fleksjob som følge af sin arbejdsskade, havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.

Principmeddelelsen slog således fast, at principperne fra U-19-04 også gør sig gældende, når der er tale om en vurdering efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a.

Den konkrete afgørelse

X Forsikring klagede over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne af 9. marts 2018.

Den 4. april 2019 traf Ankestyrelsen afgørelse om stadfæstelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse. Vi har ved brev af 4. juni 2019 meddelt, at vi genoptog sagen på ulovbestemt grundlag.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag på ny.

Resultatet er:

• Du har ret til 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne.

Det betyder, at vi fastholder vores afgørelse af 4. april 2019 og dermed fortsat stadfæster Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 9. marts 2018.

• Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal tage spørgsmålet om tab af erhvervsevne op til revision snarest.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kontakter dig.

Begrundelsen for afgørelsen

Vi har genoptaget vores afgørelse af 4. april 2019 om tab af erhvervsevne på ulovbestemt grundlag.

Vi har genoptaget sagen for at undersøge, om den praksis, som vi har offentliggjort i principmeddelelserne U-19-04 og 15-14 også gælder, når tilskadekomne er bevilget et midlertidigt fleksjob.

Sådan vurderer vi sagen efter genoptagelse

Ankestyrelsen vurderer fortsat, at du som følge af arbejdsskaden har ret til en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent, mens du er ansat i fleksjob hos X Kommune.

Det har ingen betydning for resultatet, at du er ansat i et tidsbegrænset fleksjob eller at dit erhvervsevnetab er fastsat midlertidigt. Det skyldes, at vi vurderer, at du henset til dine funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden ikke har udsigt til en væsentlig højere indtjening fremadrettet. Vi vurderer dermed, at du har dokumenteret et blivende indtægtstab af nogen betydning.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi vurderer, at du har en lønnedgang på 14,2 procent, mens du er ansat i fleksjob hos X Kommune.

Ankestyrelsen har ved principmeddelelse U-19-04 taget stilling til, at den nedre grænse på 15 procent i arbejdsskadesikringslovens § 17 ikke er fast. Der kan således ydes erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er dokumenteret et blivende tab af nogen betydning, selvom tabet er lidt mindre end 15 procent.

Det fremgår af principmeddelelse 15-14, at det samme princip gør sig gældende, når der træffes afgørelse om tab af erhvervsevne efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven § 17 a.

Vi er opmærksomme på, at principmeddelelserne U-19-04 og 15-14 fastslår, at der skal være dokumenteret et blivende indtægtstab, før der kan ydes erstatning for tab af erhvervsevne, selvom et tab er lidt mindre end 15 procent. Vi er i den forbindelse også opmærksomme på, at du er ansat i et tidsbegrænset fleksjob, hvorfor din indtjening kan ændre sig fremover med større eller mindre lønnedgang til følge.

Vi vurderer dog, at spørgsmålet om hvorvidt der er tale om et blivende indtægtstab, skal vurderes ud fra, om du har udsigt til en væsentlig højere indtjening fremadrettet, når der tages højde for de funktionsbegrænsninger, som arbejdsskaden har medført.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at arbejdsskaden har medført varige funktionsbegrænsninger i form af skånebehov for arbejdsopgaver, som belaster højre arm. Det fremgår af din fleksjobbevilling af 24. september 2016, at du skal skånes for tungt fysisk arbejde og have mulighed for vekslende arbejdsstillinger efter behov. Derudover har du skånehensyn i form af nedsat arbejdstempo og nedsat arbejdstid.

Vi vurderer, at disse funktionsbegrænsninger er hindrende for, at du fremover vil kunne oppebære en indtjening på nogenlunde samme niveau som forud for skaden.

Vi vurderer på baggrund af ovenstående, at du har dokumenteret et blivende indtægtstab af nogen betydning, og at du derfor er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent, mens du er i fleksjob ved X Kommune.

Vi bemærker hertil, at reglerne om fleksjob blev ændret ved Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fra 1. januar 2013. Herefter er det første fleksjob som udgangspunkt gjort midlertidigt. Som konsekvens heraf, træffer arbejdsskademyndigheden som udgangspunkt en midlertidig afgørelse, når en tilskadekommen er ansat i et midlertidigt fleksjob.

Som følge af ændringen af reglerne om fleksjob er der også sket en ændring af arbejdsskadesikringslovens § 17 a, hvor der blev indsat et stk. 4. Udgangspunktet efter § 17 a, stk. 4 er herefter, at der træffes en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne ikke er bevilget et permanent fleksjob. Da bestemmelsen henviser til, at der træffes en midlertidig afgørelse efter stk. 1, så vurderer vi, at erhvervsevnetabet skal fastsættes i overensstemmelse hermed.

Vi mener dermed, at det forhold, at der træffes en midlertidig afgørelse ikke i sig selv afskærer tilskadekomne fra en erstatning for tab af erhvervsevne, som tilskadekomne ellers ville være berettiget til efter principperne i U-19-04 og 15-14.

Vi vurderer dermed, at princippet fra principmeddelelse 15-14 også gør sig gældende, når fleksjobbet er bevilget midlertidigt.

Vi har beregnet dit indtægtstab ud fra forskellen mellem den indtjening, du ville have haft, hvis arbejdsskaden ikke var sket, og indtjeningen i fleksjobbet, inklusive tilskuddet fra kommunen. Nedenfor følger vores beregninger.

Om indtjeningen hvis arbejdsskaden ikke var sket

Vi vurderer, at du i 2017 ville have tjent 298.384,44 kroner, hvis arbejdsskaden ikke var sket.

Før skaden kunne du tjene 274.097,33 kroner årligt. Vi har taget udgangspunkt i, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved deres afgørelse af 18. maj 2017 har fastsat din årsløn til 274.000 kroner.

Vi finder, at den fastsatte årsløn er retvisende for din indtjeningsevne forud for arbejdsskadens indtræden og henviser i det hele til beregningerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 18. maj 2017.

Når der tages højde for den almindelige lønudvikling svarer det til, at du vil kunne tjene 298.384,44 kroner i 2017-niveau.

Opreguleringen til 2017-niveau sker ved at gange din indtjening på skadestidspunktet med brøken 516.000 / 474.000 som er maksimumårslønnen i henholdsvis 2017 og 2012.

Om indtjeningen i fleksjobbet

Vi vurderer, at din årlige indtjening i fleksjobbet hos X Kommune, inklusive tilskuddet fra kommunen er 255.969,06 kroner.

Vi tager udgangspunkt i lønoplysninger fra eIndkomst for perioden 1. december 2017 til 31. januar 2018, svarende til 2 måneder.

Det fremgår heraf, at du i perioden tjente 8.373,02 kroner i løn.

Derudover har du fået 34.288,49 kroner i tilskud fra kommunen, inkl. ATP. Dette svarer samlet til 42.661,51 kroner.

Vi har herefter omregnet dette beløb til 12 måneder ved følgende beregning: 42.661,51 / 2 x 12 = 255.969,06 kroner

Den samlede indtjening i fleksjobbet udgør herefter 255.969,06 kroner årligt.

Om lønnedgangen i procent

Lønforskellen er herefter 42.415,38 kroner, hvilket svarer til en procentvis lønnedgang på 14,2 procent.

Vi har foretaget følgende beregning: (298.384,44 –255.969,06) / 298.384,44 * 100 = 14,2 procent

Oplysningerne fremgår særligt af lønoplysninger fra eIndkomst for perioden 1. december 2017 til 31. januar 2018 samt dine kommunale oplysninger om fleksjobansættelse.

Om reglerne

Erstatning for tab af erhvervsevne kræver, at arbejdsskaden varigt har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Tabet skal som udgangspunkt skal være mindst 15 procent.

Hvis tilskadekomne bliver visiteret til et midlertidigt fleksjob som følge af en arbejdsskade, har tilskadekomne ret til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne svarende til forskellen mellem indtjeningen i fleksjobbet og den hypotetiske indtægt, tilskadekomne ville have haft, hvis arbejdsskaden ikke var sket.

Indtjeningen i fleksjobbet udgør summen af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen.

Der er tale om en undtagelse til arbejdsskadelovens almindelige udgangspunkt om, at der skal ske en skønsmæssig vurdering af tab af erhvervsevne.

Bemærkninger til revisionstidspunktet

Din erhvervsmæssige situation er uafklaret, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har fastsat revision i din sag til den 1. maj 2019.

Da revisionstidspunktet er overskredet, beder vi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse i sagen snarest.

Vi beder i den forbindelse Arbejdsmarkedets Erhvervssikring være opmærksomme på oplysningerne fra dit fagforbunds henvendelse af 20. juni 2019. Det fremgår heraf, at dit fleksjob er ophørt pr. 31. juli 2019, hvorefter du er overgået til ledighedsydelse.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster

cron