Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Social begivenhed - stor indtægt - formue

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Social begivenhed - stor indtægt - formue

Indlægaf Louise Schelde » ons nov 29, 2017 7:11 pm

Ankestyrelsens principafgørelse 82-17 om social begivenhed - stor indtægt - formue - kontanthjælp - uddannelseshjælp - integrationsydelse

Principafgørelsen fastslår

Det er en betingelse for at få hjælp, at man har været ude for ændringer i sine forhold, og at ændringerne bevirker, at man ikke har mulighed for at skaffe det fornødne til sin forsørgelse.
Der kan ikke ydes hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov.
Indtægter skal som hovedregel trækkes fra i hjælpen. Indtægter, der er udbetalt før tidspunktet for bevilling af kontanthjælp, trækkes ikke fra i hjælpen. Indtægter udbetalt efter bevillingstidspunktet trækkes fra i hjælpen på tidspunktet for udbetalingen af indtægten.
Hvis borgeren har større indtægter, kan der være tale om, at retten til kontanthjælp først indtræder, når beløbet er levet op, idet man ved udbetaling af en større indtægt ikke længere står i en situation, hvor man ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin forsørgelse.
Udbetales indtægten før ansøgningen, skal borgeren i disse tilfælde have afslag på hjælp. Udbetales indtægten på et tidspunkt, hvor borgeren får hjælp, skal hjælpen i disse tilfælde ophøre.
En stor indtægt er en indtægt, der betydeligt overstiger et beløb svarende til to månedslønninger excl. pension og feriepenge for en fuldtidsstilling på almindelige løn-og arbejdsvilkår inden for et reguleret lavtlønsområde.
En stor indtægt betragtes som en formue, når der er gået mere end 2 måneder efter erhvervelsen, såfremt borgeren i dette tidsrum ikke har modtaget eller ansøgt om hjælp til forsørgelse, hvor indtægter skal fratrækkes hjælpen.
Søger borgeren således hjælp til forsørgelse mere end 2 måneder efter, at indtægten er udbetalt, skal beløbet betragtes som en formue ved vurderingen af, hvor længe borgeren skal forsørge sig selv.
I sag nr. 1 havde borgeren i de seneste 3 måneder inden afgørelsen en bruttoløn på 40.586 kr. i oktober 2016, 24.586 kr. i november 2016 og 58.637 kr. i december 2016. Borgeren søgte om hjælp den 2. december.
Kommunen gav afslag på uddannelseshjælp med den begrundelse, at borgeren havde en stor indtægt, som han skulle leve op.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede kommunens afgørelse, da udbetalingen for december måned 2016 betydeligt oversteg et beløb svarende til 2 måneds lønindtægt for en fuldtidsstilling på almindelige løn- og arbejdsvilkår inden for et reguleret lavtlønsområde. Indtægten skulle derfor betragtes som en stor indtægt.
I sag nr. 2 fik borgeren den 31. marts en erstatning på 665.000 kr. Borger søgte først hjælp i november samme år. Kommunen gav afslag med den begrundelse, at der var tale om en stor indtægt, der skulle leves op.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgers erstatning skulle betragtes som en formue (opsparede midler) på grund af den tid, der var gået fra erhvervelsen af erstatningen til ansøgningstidspunktet. Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at der var gået mere end 2 måneder fra udbetalingen af erstatningen til ansøgningen om hjælp.
Beskæftigelsesudvalget vurderede, at formuen var så stor, at der næppe skulle ses bort fra hele beløbet til bolig- og/eller erhvervs og uddannelsesformål. Kommunen skulle dog foretage en ny beregning af selvforsørgelsesperioden og i den forbindelse tage stilling til, om der skulle ses bort fra en del af formuen til bolig- og/eller erhvervs og uddannelsesformål.
Baggrund for at behandle sagerne principielt

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager principielt. Det har vi gjort for at afklare praksis i forhold til store indtægter, herunder hvor stort et beløb skal være, før der er tale om en stor indtægt, hvor længe en indtægt forbliver en indtægt, og hvornår en indtægt kan betragtes som opsparede midler og dermed formue i forhold til aktivlovens regler.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017.

• § 11, stk. 2 om social begivenhed
• § 14, stk. 1 og stk. 2 om formueopgørelse.
• § 30, stk. 1 om fradrag for indtægter.
Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

Principafgørelse 40-15, der fastslår, at en indtægt, der blev udbetalt ca. 2 måneder, før borgeren ansøgte om hjælp, og som stadig var helt eller delvist i behold på ansøgningstidspunktet skulle betragtes som en større indtægt, der skulle leves op, før retten til hjælp kunne indtræde.

Principafgørelse A-25-02, der fastslår, at en kommune var berettiget til at standse kontanthjælpen, idet der ved vurderingen ikke var hjemmel til at se bort fra formue, som stammede fra opsparet kontanthjælp.

Principafgørelse O-31-97, der fastslår, at når en indtægt trækkes fra i hjælpen, overføres et eventuelt månedligt overskud, set i forhold til familiens kontanthjælpsniveau til fradrag i de følgende måneders beregnede kontanthjælp i det omfang, indtægterne med tillæg af den forrige måneds eventuelle overskud overstiger den kontanthjælp, som familien er berettiget til. Der kan således alene udbetales kontanthjælp i de måneder, hvor indtægten sammen med det overførte beløb ligger under familiens kontanthjælpsniveau.

Følgende principafgørelse kasseres, da praksis er indarbejdet i denne principafgørelse:

Principafgørelse 107-12, der fastslår, at hvis der er tale om en større indtægt kan der være tale om, at retten til kontanthjælp først indtræder, når beløbet er levet op. Dette skyldes reglen i § 11 om, at det er en betingelse for at få hjælp, at de ændringer, personen skal have været ude for, bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

De konkrete afgørelser

Sag nr. 1, j.nr. 2017-4027-11474

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om afslag på uddannelseshjælp. X Kommune afgjorde sagen den 24. januar 2017.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Du har ikke ret til uddannelseshjælp fra den 2. december 2016.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at dit forsørgelsesbehov er dækket af din indtægt udbetalt den 29. december 2016.

Vi vurderer i den forbindelse, at din indtægt den 29. december 2016 skal betragtes som en stor indtægt ved vurderingen af din berettigelse til uddannelseshjælp.

Vi vurderer også, at der ikke er grund til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at du kan forsørge dig selv af din indtægt frem til den 1. marts 2017.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du den 29. december 2016 får udbetalt brutto 58.637 kr. i løn og bonus.

Vi lægger også vægt på, at din indtægt for december 2016 overstiger et beløb svarende til mere end to måneders løn for en fuldtidsstilling på almindelige løn-og arbejdsvilkår inden for et reguleret lavtlønsområde.

Vi lægger endelig vægt på, at kommunen ved vurderingen af, hvor længe du skal leve af din indtægt, har anvendt den sats, du ville være berettiget til, hvis du ikke have haft indtægt, med tillæg af den særlige støtte, du ville være berettiget til.

Vi er opmærksomme på, at du er blevet opsagt fra dit arbejde med virkning fra den 30. november 2016.

Det kan ikke føre til et andet resultat, da din indtægt den 29. december 2016 er så stor, at den kan dække dit forsørgelsesbehov frem til den 1. marts 2017.

Om reglerne

Efter reglerne skal indtægter som udgangspunkt fratrækkes i hjælpen.

Efter Ankestyrelsens praksis skal mindre indtægter, der er blevet udbetalt efter datoen for bevilling af hjælp, trækkes fra i borgerens hjælp efter reglerne om fradrag for indtægter.

Hvis der er tale om en større indtægt, der bliver udbetalt, mens borgeren modtager hjælp, ophører borgerens ret til hjælp fra det tidspunkt, hvor beløbet bliver udbetalt.

Udbetales en stor indtægt, før borgeren har ansøgt om hjælp, og er beløbet stadig helt eller delvist i behold på ansøgningstidspunktet, har borgeren ikke ret til hjælp.

Efter Ankestyrelsens praksis er en større indtægt en indtægt, der overstiger et beløb svarende til mere end to måneders løn for en fuldtidsstilling på almindelige løn-og arbejdsvilkår inden for et reguleret lavtlønsområde.

Efter reglerne er det en betingelse for at få hjælp, at man har været udsat for ændringer i sine forhold, som bevirker, at man ikke kan skaffe det fornødne til sin forsørgelse.

Efter Ankestyrelsens praksis skal kommunen, ved fastsættelsen af en periode, hvor en person skønnes at kunne forsørge sig selv, tilgodese, at personen som minimum har et beløb til rådighed, som svarer til, hvad personen ville kunne have modtaget netto per måned, hvis der havde været ret til hjælp til forsørgelse.

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Sag nr. 2, j.nr. 2017-4027-15772

Du har klaget over Y Kommunes afgørelse om afslag på kontanthjælp og særlig støtte. Y Kommune afgjorde sagen den 2. december 2016 og den 10. januar 2017.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Du har ikke ret til kontanthjælp og særlig støtte fra den 28. november 2016.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat. Vi ændrer dog kommunens begrundelse.

Kommunen kontakter dig med en ny beregning af din selvforsørgelsesperiode.

Kommunen har begået fejl i sagsbehandlingen. Fejlen er, at kommunen ikke har overholdt fristen på 4 uger for at genvurdere afgørelsen. Fejlen har ikke betydning for vores afgørelse.

◊Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at din erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som er udbetalt den 31. marts 2016, ikke skal betragtes som en indtægt ved vurderingen af din berettigelse til kontanthjælp.

Vi vurderer, at din erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal betragtes som en formue.

Vi vurderer i den forbindelse, at der er gået så lang tid, siden erstatningen blev udbetalt, at den må betragtes som opsparede midler.

Vi vurderer, at din formue er så stor, at du – selv om kommunen måtte komme frem til, at der skal ses bort fra en del af formuen til bolig- eller erhvervs- og uddannelsesformål – fortsat vil have formue af en størrelse, så du er i stand til at forsørge dig selv i en periode.

Vi vurderer, at kommunen skal beregne din selvforsørgelsesperiode på ny. Ved den nye vurdering skal kommunen tage stilling til, om der kan ses bort fra en del af formuen til bolig- eller erhvervs- og uddannelsesformål.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du den 31. marts 2016 får udbetalt en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 665.000 kr. og at erstatningen er i behold på ansøgningstidspunktet i november 2016.

Vi er opmærksomme på, at en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er en indtægt, når den kommer til udbetaling.

Vi lægger dog vægt på, at der er gået mere end to måneder mellem udbetalingen af erstatningen og ansøgningen om kontanthjælp. Erstatningsbeløbet må herefter betragtes som opsparede midler.

Vi er opmærksomme på, at kommunen har vurderet, i hvor lang tid du skal leve af din erstatning. Vi er også opmærksomme på, at kommunen ved vurderingen har anvendt den sats, du ville være berettiget til, hvis du ikke have haft indtægt, med tillæg af den særlige støtte, du ville være berettiget til.

Vi lægger dog vægt på, at kommunen ikke har vurderet, om der er grund til at se bort fra et beløb til at bevare eller opnå en nødvendig boligstandard eller af hensyn til dine eller din families erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Kommunen skal derfor tage stilling hertil og beregne din selvforsørgelsesperiode igen.

Om reglerne

Efter reglerne skal indtægter som udgangspunkt fratrækkes i hjælpen.

Efter Ankestyrelsens praksis er der ikke ret til hjælp, hvis borgeren har en større indtægt, der er blevet udbetalt, før ansøgningen om hjælp, og som stadig helt eller delvist er i behold på ansøgningstidspunktet.

Efter Ankestyrelsens praksis er en større indtægt en indtægt, der overstiger et beløb svarende til mere end to måneders løn for en fuldtidsstilling på almindelige løn-og arbejdsvilkår inden for et reguleret lavtlønsområde.

Efter Ankestyrelsens praksis betragtes en indtægt, der fortsat er i behold, som formue efter mere end to måneder, når den, der modtager indtægten ikke i denne periode har søgt om eller har modtaget hjælp til forsørgelse, hvor indtægter skal trækkes fra i hjælpen.

Efter reglerne kan kommunen ikke yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov.

Kommunen ser dog bort fra beløb på 10.000 kr. for enlige, og 20.000 kr. for ægtefæller.

Der ses desuden bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til kontanthjælp

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster