Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Boligstøtte

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Boligstøtte

Indlægaf Louise Schelde » ons aug 03, 2011 10:40 am

Såfremt du modtager boligstøtte eller skal modtage i fremtiden, skal du være opmærksom på eventuelle ændringer i din indkomst, huslejeudgifter og ansøgningstidspunkter. Sørg for at informere din kommune om ændringer, der kan have betydning.

Ankestyrelsen har truffet afgørelse i en sag om ændringer og ansøgning. For uddybelse se nedenfor eller tjek SM Nummer 167-09.

Resumé:
Omregning af boligstøtte på grund af huslejeforhøjelse kunne tidligst ske fra begyndelsen af måneden efter ansøgerens meddelelse om ændringen til kommunen. Der kunne derfor ikke omregnes med tilbagevirkende kraft på grund af en lejeforhøjelse, der var sket året før.

Det kunne ikke tillægges betydning, at kommunen havde været bekendt med, at der havde været huslejestigninger i ejendommen, fordi andre beboere havde bedt om omregning.


Sagsfremstilling:
En modtager af boligstøtte boede i en privat andelsboligforening.

I maj 2008 bad han kommunen om efterregulering for perioden 1. maj 2007 til 31. december 2007, da huslejen var steget fra den 1. maj 2007.

Kommunen traf afgørelse om, at boligstøtten kunne omregnes den efterfølgende 1. i en måned, efter at borgeren havde orienteret kommunen og havde dokumenteret huslejestigningen.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Afgørelsen var begrundet med, at omberegning af boligstøtten kun kunne ske i boligstøtteåret, og at omberegning på grund af stigning i huslejen efter lovens § 44, stk. 1, tidligst kunne ske med virkning fra begyndelsen af måneden efter meddelelsen til kommunen.

Nævnet lagde vægt på, at støttemodtageren ikke i løbet af 2007 havde oplyst kommunen om lejestigningen.

Det var efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt, at mange beboere i et boligselskab modtog boligstøtte, og at kommunen dermed vidste, at der havde været stigninger i huslejen i det pågældende boligselskab.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen havde handlet mod bedre vidende. Kommunen havde vidst, at der var sket lejeforhøjelse og havde været forpligtet til at bruge denne viden i forhold til ham. Støttemodtageren henviste til lovens § 47, stk.7, jf. § 43, stk. 3.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse praksis for omregning af boligstøtte i forbindelse med huslejeændringer.

Afgørelse:
Støttemodtageren havde ikke ret til udbetaling af yderligere boligydelse for 2007.

Det fremgik af loven, at omregning af boligstøtte ved ændringer i beregningsgrundlaget i løbet af støtteåret tidligst kunne ske fra begyndelsen af måneden efter ansøgerens meddelelse om ændringen til kommunalbestyrelsen.

Det betød, at boligstøtten ikke kunne omregnes med tilbagevirkende kraft.

Da støttemodtageren først i maj 2008 gav meddelelse til kommunen om lejeforhøjelsen fra den 1. maj 2007, havde han ikke ret til yderligere udbetaling af boligstøtte for 2007.

For så vidt angik støttemodtagerens henvisning til lovens § 47, stk. 7, bemærkede Ankestyrelsen, at bestemmelsen ikke kunne bruges i støttemodtagerens situation. Begrundelsen var, at § 47 handlede om tilfælde, hvor der var udbetalt for meget i boligstøtte i det foregående år. Dette blev understreget af, at der i § 47, stk. 7, var henvist til § 43, stk. 3, og § 46, stk. 1. Begge bestemmelser drejede sig om pligten til at give kommunen oplysninger om forhold, der kunne medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til dagpenge

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster