Side 1 af 1

Støtte til køb af bil

Indlæg: ons okt 05, 2011 10:57 am
af Louise Schelde
Ankestyrelsen har truffet afgørelse om økonomisk støtte til køb af bil efter Servicelovens § 114 stk. 1, på grund af svær funktionsnedsættelse. Læs uddrag af sagen nedenfor. For yderligere information henvises til principafgørelse 157-11.

Resumé:
En stærkt bevægelseshæmmet 54-årig mand var berettiget til støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag.

Manden havde svær lammelse i begge ben, højresidig lammelse i kroppen i øvrigt, svære sproglige og kommunikative vanskeligheder (afasi og apraksi) efter blodprop i hjernen. Han var permanent kørestolsbruger.

Der var oplyst et væsentligt kørselsbehov i forbindelse med daglige indkøb, næsten daglige genoptræninger, ugentlige besøg hos familiemedlemmer, ugentlige læge- og hospitalsbesøg, og til forskellige fritids-, idræts- og kulturaktiviteter.

Ankestyrelsen fandt, at kørselsbehovet ikke var af en sådan karakter, at det mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved brug af andre ordninger, herunder ordninger om individuel handicaptransport.


Afgørelse:
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag, hvor vi har foretaget yderligere afklaring af praksis for støtte til køb af bil.

Resultatet er:

• Du er berettiget til støtte til køb af bil og afgiftsfritagelse

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen:

Vi vurderer på baggrund af dine helbredsmæssige forhold og dit kørselsbehov, at du opfylder betingelserne for støtte til bil. Du har en varigt nedsat funktionsevne, der i væsentlig grad nedsætter din evne til at færdes uden brug af bil.

Vi har foretaget en konkret, individuel og samlet vurdering af dine forhold, karakteren af din svære funktionsnedsættelse såvel fysisk og kommunikativt, det angivne kørselsbehov, og de væsentlige problemer og smerter, der kan opstå, når du skal benytte individuelle kørselsordninger.

Vi vurderer, at du opfylder de helbredsmæssige betingelser for støtte til køb af bil.

Vi har til støtte for dette lagt til grund, at du har følgende lidelser: svær lammelse i begge ben, højresidig lammelse i kroppen i øvrigt, svære sproglige, kommunikative vanskeligheder (afasi og apraksi) efter blodprop i hjernen. Det er oplyst, at du er permanent kørestolsbruger. Du har et smerteniveau i ryggen, der sjældent er under niveau 5. Det er oplyst, at du har tiltagende smerter i ryggen, som gør, at du maksimalt kan sidde 2-3 timer før der er behov for at ligge ned og hvile ryggen.

Vi vurderer derfor, at din funktionsevne er massivt og varigt nedsat og at din mobilitet er forringet i væsentlig grad.

Vi vurderer, at du har et væsentligt kørselsbehov i forbindelse med daglige indkøb, næsten daglige genoptræninger, ugentlige besøg hos familiemedlemmer, ugentlige læge- og hospitalsbesøg, og til forskellige fritids-, idræts- og kulturaktiviteter.

Vi finder således sammenfattende, at dine helbredsmæssige forhold, din stærkt nedsatte funktionsevne og dit kørselsbehov er af en sådan art, at du opfylder betingelserne for at være berettiget til støtte til bil.

Vi finder, at dit kørselsbehov ikke er af en sådan karakter, at det mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved brug af andre ordninger herunder ordninger om individuel handicaptransport. Vi har lagt vægt på din væsentligt nedsatte funktionsevne. Vi har videre lagt vægt på, at du har væsentlige smertesymptomer i ryggen, som forværres ved længere ventetid.

Vi har inddraget oplysningerne om, at du er visiteret til kørsel til træning 4 gange om ugen og til computertræning, og at du har mulighed for at benytte Movia Flextrafik og DSB’s ordning med handicapledsagelse. Men vi vurderer, at oplysningerne ikke kan føre til et andet resultat.

Bemærkninger til klagen:

Du og din hustru har i klagen rejst spørgsmålet, om det kan være rigtigt, at en handicappet skal være spærret inde i sit hjem. Det fremgik af de i alt 8 bilag til klagen, at du i praksis ville være spærret inde i dit hjem uden brug af bil. Til gengæld ville du med en bil med særlig indretning næsten kunne komme hvor som helst hen i verden, da du ville kunne medbringe en transportabel lift, en seng og remedier til lejring. Det ville være en plage for dig at skulle leve uden at have nogen bevægelsesfrihed.

Vi henviser til begrundelsen for vores afgørelse.