Side 1 af 1

Arbejdsskade - tab af erhvervsevne - seniorjob

Indlæg: tors sep 10, 2015 10:47 pm
af Louise Schelde
Ankestyrelsens principafgørelse 47-15 om arbejdsskade - tab af erhvervsevne - seniorjob

Resumé:
Når tilskadekomne efter arbejdsskaden er blevet ansat i et seniorjob, fastsættes erhvervsevnetabet med udgangspunkt i en lønnedgangsberegning.
Seniorjobordningen gælder for personer, der har højst 5 år til efterlønsalderen, og som har opbrugt retten til dagpenge. Seniorjobordningen er fastsat ved lov, men i et seniorjob gælder de overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår for det pågældende arbejde eller de vilkår, der sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.
I den konkrete sag havde tilskadekomne en lønnedgang på knap 40 procent i forhold til, hvad han kunne have tjent, hvis erhvervssygdommen ikke var indtrådt. Tilskadekomne var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til denne lønnedgang.
Tilskadekomne var ufaglært og havde gennem hele sit arbejdsliv været beskæftiget inden for samme erhverv. I seniorjobbet arbejdede tilskadekomne på fuld tid med skånehensyn. Ankestyrelsen fandt, at tilskadekomne havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt ved at arbejde i seniorjobbet.

Lovgivning:

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013 - § 17

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, hvordan spørgsmålet om tab af erhvervsevne vurderes, når tilskadekomne efter arbejdsskaden opnår ansættelse i seniorjob.

2. Reglerne

Lov om arbejdsskadesikring § 17, stk. 1, og 2, fastslår, at tilskadekomne har ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har nedsat pågældendes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Tabet skal være på mindst 15 procent. Ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Det fremgår af lov om seniorjob (lovbekendtgørelse nr. 1543 af 20. december 2006) § 7, stk. 1, at løn- og arbejdsvilkårene for personer i seniorjob skal være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om, hvorvidt du er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne som følge af dine kroniske lænderygsmerter.

Resultatet er

• Du har ret til 40 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Vi forhøjer derfor erhvervsevnetabet fra 30 til 40 procent.

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne.

Du vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen, som nu beregner den nye erstatning. Forsikringsselskabet vil herefter udbetale beløbet.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen om tab af erhvervsevne

Ankestyrelsen vurderer, at du har et tab af erhvervsevne på 40 procent, som følge af arbejdsskaden.

Vi har lagt vægt på, at du på grund af arbejdsskadens følger ikke længere kan arbejde som fisker. Du har i hele dit arbejdsliv været beskæftiget som fisker, og du har ingen uddannelses- eller erhvervsmæssig erfaring inden for andre erhverv.

Du har efter en periode med ledighed fået ansættelse i et seniorjob, hvor du er i stand til at arbejde på fuld tid.

Ansættelsen i seniorjobbet har resulteret i en lønnedgang på knap 40 procent i forhold til, hvad du kunne have tjent, hvis din erhvervssygdom ikke var indtrådt. Vi henviser til Arbejdsskadestyrelsens beregninger af lønnedgangen, som fremgår af deres afgørelse af 19. december 2013.

Vi har også lagt vægt på, at du som følge af arbejdsskaden har betydelige skånebehov i forhold til rygbelastende arbejde. Det er indgået i denne vurdering, at du har fået tilkendt et varigt mén på 12 procent på grund af rygsmerter.

Endelig har vi lagt vægt på, at du varetager din tabsbegrænsningspligt ved at finde et nyt relevant arbejde i forhold til dine evner og ressourcer, også selvom dette er sket via et seniorjob.

Vi er opmærksomme på, at din ansættelse i et seniorjob skyldes, at du opfylder en række lovmæssige betingelser for, at du kan få tilbudt denne form for ansættelse. Vi er også opmærksomme på, at ansættelsen i et seniorjob kan ses som udtryk for, at du ikke lykkedes med at blive ansat i et andet job før dagpengeperiodens udløb.

Vi vurderer imidlertid, at din indtjening i seniorjobbet er retvisende for din indtjeningsevne med arbejdsskadens følger henset til arbejdsskadens art og omfang samt din uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund.

Det skyldes, at lønvilkårene i seniorjobbet er udtryk for de sædvanlige lønvilkår for tilsvarende arbejde. Din indtjening i seniorjobbet beløber sig årligt til cirka 286.000 kroner. Vi vurderer, at dette niveau er retvisende for tilsvarende ufaglært arbejde. Hertil kommer, at der, efter det oplyste i sagen, tages behørigt hensyn til dine skånebehov i seniorjobbet.

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at foretage et fradrag i erstatningen på baggrund af dine øvrige helbredsmæssige gener fra højre tommelfinger og den ene hæl. Vi finder således, at disse gener ikke nedsætter din evne til at skaffe dig indtægt ved arbejde.

Det er tilsvarende vores vurdering, at det akutte forløftningstraume, du pådrog dig i 2005, ikke giver grundlag for at foretage et fradrag. Det skyldes, at de helbredsmæssige gener ikke medførte funktionsbegrænsninger, ligesom det ikke resulterede i en lavere indtjening.

Vi har således efter en samlet vurdering af din sag fundet, at du har et erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden på 40 procent.

Oplysningerne fremgår særligt af dine spørgeskemabesvarelser af 12. december 2012 og 13. november 2013, den neurologiske speciallægeerklæring af 18. marts 2013, de kommunale akter om sygedagpenge samt din arbejdsgivers oplysninger om ansættelsen i seniorjobbet.

Om reglerne

Erstatning for tab af erhvervsevne kompenserer for, at arbejdsskaden har forringet tilskadekomnes evne til at tjene penge ved arbejde. Tilskadekomne har bevisbyrden for, at evnen er forringet med mindst 15 procent.

Når tilskadekomne har genoptaget arbejdet eller har fået nyt arbejde efter arbejdsskaden, tager vi udgangspunkt i en sammenligning af lønnen før og efter arbejdsskaden. Herefter foretager vi en vurdering af, om lønnedgangen svarer til, hvad tilskadekomne burde være i stand til at tjene med skadens følger. Vi vurderer, hvilket indtjeningsniveau vi med rimelighed kan forlange af tilskadekomne ud fra evner, uddannelse, alder samt muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. Der er altid tale om en konkret vurdering og vægtning.