Side 1 af 1

Uddannelsesordning - Uddannelser - Særlig Uddannelsesydelse

Indlæg: tirs feb 11, 2014 10:28 pm
af Louise Schelde
Ankestyrelsen har i principafgørelse nummer 5-14 truffet afgørelse om, hvilke uddannelser, der kan bevilges særlig uddannelsesydelse til, når dagpengeretten er opbrugt.

Ankestyrelsens principafgørelse 5-14 om - uddannelsesordning - opbrugt dagpengeret - videreuddannelsessystemet - akademiuddannelse - erhvervsakademiuddannelse - driftsteknolog

Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Det er en betingelse for at få den særlige uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge, at uddannelsen er omfattet af lovgivningen på området.
De uddannelser, der giver ret til særlig uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge, er omfattet af lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne (kaldet VFV-loven). Men det omfatter for eksempel ikke uddannelser efter lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.
Den konkrete uddannelse som driftsteknolog er ikke omfattet af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret. Det betød, at ansøger ikke havde ret til særlig uddannelsesydelse.

Lov:
Lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret - lov nr. 1374 af 23. december 2012 - § 4, stk. 1, nr. 10, og stk. 3.

Bekendtgørelse nr. 1419 af 23. december 2012 om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, § 1, nr. 10, litra a.

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om hvilke uddannelser, der er omfattet af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret.

2. Reglerne

Lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret § 4, stk. 1, nr. 10, fastslår, at personer, der er omfattet af loven, kan deltage i uddannelse, der har hjemmel i lov, herunder videregående voksen- og efteruddannelse, der er udbudt af offentlig institution.

Det fremgår af § 1, nr. 10, litra a i bekendtgørelse om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, at videregående voksen- og efteruddannelse, der er udbudt af offentlige institutioner omfatter akademi- diplom- og masteruddannelser efter lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

3. Andre principafgørelser

Der er ingen andre principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om hvilke uddannelser, der er omfattet af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret.

Resultatet er

• X har ikke ret til særlig uddannelsesydelse til uddannelsen som driftsteknolog
Det betyder, at X ikke havde ret til særlig uddannelsesydelse i perioden fra den 18. april 2013 til den 7. juli 2013.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen A.

Vores afgørelse medfører ikke, at X skal tilbagebetale uddannelsesydelsen.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Uddannelsen som driftsteknolog er omfattet af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (kaldet LEP-loven), og giver derfor ikke ret til særlig uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge.

De uddannelser, der giver ret til særlig uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge, er omfattet af lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne (kaldet VFV-loven).

Det er en betingelse for at få den særlige uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge, at uddannelsen er omfattet af lovgivningen på området.

Der er således ret til særlig uddannelsesydelse, når uddannelsen for eksempel er videregående voksen- og efteruddannelse, der er udbudt af offentlige institutioner. Det omfatter for eksempel Akademi-, Diplom- og masteruddannelser efter lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

X har ikke ret til særlig uddannelsesydelse under uddannelsen til driftsteknolog.

Vi har lagt vægt på, at uddannelsen til driftsteknolog ikke er omfattet af lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne (VFV-loven).

X’s ret til arbejdsløshedsdagpenge udløb den 6. januar 2013. Han blev bevilget særlig uddannelsesydelse fra B Kommune i perioden fra 7. januar 2013 til 7. juli 2013 til erhvervelse af truckcertifikat.

X valgte i stedet at begynde uddannelsen som driftsteknolog den 4. februar 2013. X søgte C Kommune om uddannelsesstøtte til denne uddannelse, idet han i mellemtiden var flyttet til C Kommune.

Bemærkninger til klagen

X har oplyst om 9 navngivne personer, som fik uddannelsesydelse til uddannelsen som driftsteknolog.

C Kommune har under sagens behandling oplyst, at C Kommune ikke har bevilget særlig uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge, til uddannelsen som driftsteknolog.