Side 1 af 1

Kan man selv bede om at få vurderet om man er til fleksjob?

Indlæg: fre mar 15, 2013 10:36 pm
af Bbt2468
Kan man selv bede om at få vurderet om man er til fleksjob? Hvis fx kommunen ikke er enig i man skal indstilles til fleksjob, kan man så selv søge og få sygedagpengene forlænget efter forlængelsesparagrafferne og få en afgørelse om men er til fleks eller ej?

Re: Kan man selv bede om at få vurderet om man er til fleksj

Indlæg: tirs mar 19, 2013 3:55 pm
af Louise Schelde
Kære Bbt2468,

Lad os antage, at en kommune ikke på noget tidspunkt ønsker at træffe afgørelse om fleksjob. I en sådan situation, vil det være umuligt for den enkelte borger, at få prøvet sin ret i forhold til fleksjob. Derfor skal kommunen tage stilling til bevilling eller afslag ved en konkret ansøgning. Desværre er det ikke alle kommuner der er opmærksomme på, at en konkret ansøgning bør behandles.

Førtidspension kan ansøges på det foreliggende i henhold til pensionslovens § 17. En lignende bestemmelse findes ikke for revalidering eller fleksjob, men skal til trods herfor stadig behandles ved konkret ansøgning. Revalideringsansøgninger bliver som udgangspunkt altid behandlet, hvilket også bør gør sig gældende for fleksjob.

Det er min opfattelse, at et nej til at indstille, kan sidestilles med et afslag, og bør derfor følges op med en afgørelse og klagevejledning. Dette vil under alle omstændigheder være god forvaltningsskik og holde sig indenfor reglerne i forvaltningsloven. Jeg indsætter relevante bestemmelse nedenfor.

I spørgsmålet om fleksjob, efter gældende lov, vil sagsbehandleren skulle udfærdige rehabiliteringsplanens 1 del og indstille til behandling i rehabiliteringsteamet. Dette team kan derefter give grøn lys for endelig indstilling til- bevilling eller afslag til fleksjob. Afslutningsvis vil kommunens pensions- og fleksudvalg typisk komme med en endelig vurdering og afgørelse.

Jeg håber det var svar nok.

De bedste hilsner

Louise Schelde Frederiksen

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3. § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.

Kapitel 7
Klagevejledning

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i stk. 1.

§ 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom.