Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Tilbagebetalingskrav - opholdskommune - handlekommune

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Tilbagebetalingskrav - opholdskommune - handlekommune

Indlægaf Louise Schelde » søn aug 04, 2019 6:22 pm

Ankestyrelsens principafgørelse 14-19 om - tilbagebetaling efter aktivloven - opholdskommune - handlekommune - stedlig kompetence - fraflytningskommunen

Principafgørelsen fastslår
Den kommune, der har udbetalt en ydelse efter aktivloven, der efterfølgende kræves tilbagebetalt, har kompetence til at træffe afgørelse om tilbagebetalingskravet.

Fraflytningskommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, fordi afgørelsen om tilbagebetaling handler om at vurdere den oprindelige afgørelse om bevilling af hjælp, herunder om betingelserne for at bevilge hjælpen var til stede. Tilbagebetalingsafgørelsen har ikke indflydelse på den fremadrettede hjælp og medfører ikke en handle- eller udbetalingsforpligtelse for den aktuelle opholds- og handlekommune.

Den aktuelle opholds- og handlekommune har således hverken retlig eller faktisk interesse i udfaldet af tilbagebetalingssagen.

I sager, der handler om den fremadrettede hjælp, gælder fortsat, at det kun er den aktuelle opholds- og handlekommune, der har kompetence til at træffe afgørelse i borgerens sager.

I den konkrete sag havde X Kommune truffet afgørelse om tilbagebetaling af en ydelse, der var udbetalt, mens borgeren boede i X Kommune. Borgeren var på tidspunktet for tilbagebetalingsafgørelsen flyttet til Y Kommune.

Ankestyrelsen vurderede, at det forhold, at X Kommune ikke var handlekommune på afgørelsestidspunktet, ikke var til hinder for, at kommunen kunne træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at afgørelsen omhandlede et tilbagebetalingskrav for en periode, hvor borgeren var bosiddende i X Kommune.

Ankestyrelsen lagde således vægt på, at afgørelsen ikke havde indflydelse på borgerens ret til hjælp på det tidspunkt, hvor X Kommune traf afgørelse, og at afgørelsen ikke havde indflydelse på borgerens fremtidige ret til hjælp i den kommune, hvor borgeren var bosiddende på afgørelsestidspunktet.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare hvilken kommune, der har kompetence til at træffe afgørelse om tilbagebetaling efter aktivloven, når borgeren på tidspunktet for tilbagebetalingskravets opståen har boet i én kommune, men efterfølgende er flyttet til en anden kommune.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), lov nr. 453 af 10. juni 1997, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018

• § 9, stk. 1 og stk. 2, om opholdskommunen

Praksis

Gældende:
Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

Ankestyrelsens principafgørelse 108-15, som fastslår, at det kun er opholdskommunen, der kan træffe afgørelse om en persons fremadrettede ret til hjælp. I principafgørelsen tages stilling til den situation, hvor Ankestyrelsen hjemviser en sag til fornyet behandling. I det tilfælde vil Ankestyrelsen hjemvise sagen til den oprindelige kommune, hvis afgørelse har været til prøvelse, men det er den aktuelle opholdskommune, der skal træffe den nye afgørelse i sagen.

Ankestyrelsens principafgørelse 96-17, som fastslår, at det er den kommune, der har truffet en afgørelse, der skal genvurdere afgørelsen i forbindelse med en klage. Dette gælder også, selv om borgeren er flyttet til en ny kommune. Sagen omhandlede bortfald af sygedagpenge.

Ankestyrelsens principafgørelse 211-10 og 64-12, som begge fastslår, at afgørelse om ret til sygedagpenge skulle træffes af den aktuelle opholdskommune. Fraflytningskommunen havde ikke kompetence til at træffe afgørelse, selv om sagen var forberedt der, og borgeren var flyttet umiddelbart inden, afgørelsen skulle træffes.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om tilbagebetaling af ressourceforløbsydelse. Kommunen afgjorde sagen den 27. november 2017 og den 18. december 2017.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• X Kommune kan træffe afgørelse om tilbagebetaling.


Begrundelse for afgørelsen om kompetence

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at det forhold, at X Kommune ikke er handlekommune på afgørelsestidspunktet, ikke er til hinder for, at kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling.

Hvad er afgørende for resultatet
Vi er opmærksomme på, at du ikke bor i X Kommune på tidspunktet for afgørelsen.

Vi er således opmærksomme på, at X Kommune ikke er opholds- og dermed handlekommune på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes.

Vi lægger dog vægt på, at afgørelsen omhandler et tilbagebetalingskrav for en periode, hvor du var bosiddende i X Kommune.

Vi lægger altså vægt på, at afgørelsen ikke har indflydelse på din ret til hjælp på det tidspunkt, hvor X Kommune træffer afgørelse og at afgørelsen ikke har indflydelse på din fremtidige ret til hjælp i den kommune, hvor du er bosiddende på afgørelsestidspunktet.

Om reglerne
Efter reglerne er det opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp. En person har som udgangspunkt opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

Efter Ankestyrelsens praksis er det kun opholdskommunen, der kan træffe afgørelse om en persons fremadrettede ret til hjælp.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til kontanthjælp

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster

cron