Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Særlig støtte - rimelig billigere bolig - reel mulighed

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Særlig støtte - rimelig billigere bolig - reel mulighed

Indlægaf Louise Schelde » søn aug 04, 2019 6:35 pm

Ankestyrelsens principafgørelse 16-19 om særlig støtte - rimelig billigere bolig - tidspunkt for beregning - konkret ledig - reel mulighed for indflytning

Principafgørelsen fastslår
Der kan ydes særlig støtte til høje boligudgifter og stor forsørgerbyrde til personer, der opfylder betingelserne om social begivenhed i aktivloven.

For at en person kan være berettiget til særlig støtte, skal dennes nettoboligudgift overstige et grænsebeløb, der fastsættes efter reglerne i bekendtgørelsen om særlig støtte.

Grænsebeløbet angiver den udgift, som den pågældende selv antages at kunne afholde til bolig.

Kommunen skal, før den yder særlig støtte, undersøge, om der kan skaffes en rimelig og billigere bolig, og hvis der kan skaffes en rimelig og billigere bolig, så er det nettoboligudgiften til denne, der lægges til grund ved beregningen af den særlige støtte. Det er op til borger selv at afgøre, om han eller hun ønsker at flytte til den rimelige og billigere bolig. Konsekvensen af at afslå flytning vil imidlertid være, at den særlige støtte beregnes ud fra udgiften til den afviste rimelige og billigere bolig.

Hvis kommunen har fundet en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, kan den særlige støtte tidligst ophøre eller nedsættes fra det tidspunkt, hvor en rimelig og billigere bolig kan skaffes. Det er således et krav, at kommunen har peget på en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, inden den særlige støtte ophører eller nedsættes, så borgeren har reel mulighed for at flytte til boligen.

Kommunen kan derfor tidligst beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgifterne til den konkret ledige, rimelige og billigere bolig fra den 1. i den efterfølgende måned efter, at kommunen har truffet afgørelse om en konkret ledig, rimelig og billigere bolig.

Hvis den rimelige og billigere bolig først er ledig til indflytning på et senere tidspunkt, kan støtten først nedsættes eller ophøre fra dette senere tidspunkt.

Hvis kommunen i forbindelse med sin genvurdering af sagen, finder en anden rimelig og billigere bolig, er der tale om en ny afgørelse fra kommunen, og den særlige støtte kan derfor tidligst ophøre eller nedsættes fra den 1. i den efterfølgende måned efter genvurderingen.

I sag nr. 1 havde borgeren søgt om særlig støtte den 16. februar 2018.

Kommunen traf den 28. februar 2018 afgørelse om afslag på særlig støtte. Kommunen havde vurderet, at borgeren var omfattet af målgruppen for særlig støtte, men at der fandtes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig. Nettoboligudgiften til denne bolig oversteg ikke grænsebeløbet for enlige uden forsørgelsespligt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen kunne beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den konkret ledige, rimelige og billigere bolig med virkning fra den 1. marts 2018, da kommunen først i sin afgørelse af 28. februar 2018 havde oplyst borgeren om den konkret ledige, rimelige og billigere bolig. Kommunen kunne derfor først beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den rimelige og billigere bolig fra den 1. i den efterfølgende måned.

Borgeren havde derfor ret til særlig støtte til nettoboligudgiften til sin faktiske bolig i perioden fra den 1. februar 2018 til den 28. februar 2018.

Sagen blev ændret.

I sag nr. 2 havde borgeren søgt om særlig støtte den 11. juni 2018.

Kommunen traf den 4. juli 2018 afgørelse om afslag på særlig støtte. Kommunen havde vurderet, at der fandtes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig beliggende i område X. Nettoboligudgiften til denne bolig oversteg ikke grænsebeløbet for enlige uden forsørgelsespligt.

Borgeren klagede bl.a. over beliggenheden af den rimelige og billigere bolig. Kommunen fandt i forbindelse med sin genvurdering af den 27. juli 2018 en anden rimelig og billigere bolig beliggende i område Y. Nettoboligudgiften til denne bolig oversteg heller ikke grænsebeløbet og kommunen fastholdt derfor sit afslag på særlig støtte.

Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen kunne beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den konkret ledig, rimelig og billigere bolig med virkning fra den 1. august 2018, da kommunen først i sin genvurdering af den 27. juli 2018 havde oplyst borgeren om en ny konkret ledig, rimelig og billigere bolig. Kommunen kunne derfor først beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den rimelige og billigere bolig fra den 1. i den efterfølgende måned.

Borgeren havde derfor ret til særlig støtte til nettoboligudgiften til sin faktiske bolig i perioden fra den 1. juni 2018 til den 31. juli 2018.

Sagen blev ændret.
Baggrund for at behandle sagerne principielt

Ankestyrelsen har behandlet 2 principielt. Det har vi gjort for at præcisere fra hvilket tidspunkt kommunen kan beregne den særlige støtte efter aktivlovens § 34 på grundlag af nettoboligudgiften til en rimelig og billigere bolig.

Reglerne


Love og bekendtgørelser
Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 247 af 13. marts 2019.

• § 34, stk. 1, om særlig støtte til høje boligudgifter og stor forsørgerbyrde
• § 34, stk. 2, om en rimelig og billigere bolig

Bekendtgørelse om særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik (bekendtgørelse om særlig støtte), nr. 1605 af 18. december 2018.

• § 1, om personkredsen
• § 3, om grænsebeløbet
• § 4, stk. 1 og stk. 3, om beregning af nettoboligudgiften
• § 5, stk.1, om beregningen af den særlige støtte
• § 5, stk. 2, om en rimelig og billigere bolig

Praksis
Gældende:
Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

43-16: der fastslår, at den særlige støtte, der kommer til udbetaling i slutningen af måneden skal beregnes bagud for den måned, hvor hjælpen udbetales. Den særlige støtte beregnes på baggrund af en konkret dokumenteret udgift til boligen (nettoboligudgiften).

Det betyder, at de dokumenterede nettoboligudgifter, som en borger afholder i løbet af en måned, ligger til grund for beregningen af den særlige støtte, der kommer til udbetaling i slutningen af den samme måned.

48-16: der fastslår, at den særlige støtte først kan beregnes efter udgifterne til en rimelig billiger bolig fra det tidspunkt, hvor en anden konkret ledig, rimelig og billigere bolig kan skaffes.

Det betyder, at det er en betingelse, for at kommunen kan beregne den særlige støtte på baggrund af udgifterne til en rimelig billigere bolig, at kommunen har peget på en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, så ansøgeren har en reel mulighed for at flytte til en billigere bolig. Hvis der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, og ansøgeren fravælger at flytte til denne bolig, skal kommunen beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den billigere bolig.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Vejledninger
Vi har også anvendt Vejledning om lov om aktiv socialpolitik, nr. 39 af 5. marts 1998.

• Pkt. 112, om en rimelig boligudgift

Vi har også anvendt Forarbejderne til aktivlovens § 34, Lovforslag 230/1996.

• Bemærkninger til § 34

Den konkrete afgørelse

Sag nr. 1, j.nr. 18-49317
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om særlig støtte. Kommunen afgjorde sagen den 28. februar 2018.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Du har ret til særlig støtte på grundlag af nettoboligudgiften til din faktiske bolig i perioden fra den 1. februar 2018 til den 28. februar 2018.

• Kommunen er berettiget til at beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til en rimelig og billigere bolig med virkning fra den 1. marts 2018.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse, for så vidt angår særlig støtte i perioden fra den 1. februar 2018 til den 28. februar 2018.

Det betyder også, at vi stadfæster kommunens afgørelse, for så vidt angår beregning af særlig støtte på grundlag af nettoboligudgiften til en rimelig og billigere bolig fra den 1. marts 2018 og frem, da vi er kommet til samme resultat.

Vi kritiserer, at kommunen ikke har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt præcist og ikke har overholdt fristen på 4 uger for at genvurdere afgørelsen. Det fører dog ikke til et andet resultat.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du er berettiget til særlig støtte beregnet på grundlag af nettoboligudgiften til din faktiske bolig i perioden fra den 1. februar 2018 til den 28. februar 2018.

Vi vurderer også, at kommunen er berettiget til at beregne den særlige støtte, som du er berettiget til, på grundlag af nettoboligudgiften til en konkret ledig, rimelig og billigere bolig med virkning fra den 1. marts 2018.

Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du har søgt om særlig støtte den 16. februar 2018.

Vi lægger også vægt på, at nettoboligudgiften til din bolig på tidspunktet for kommunens afgørelse udgør i alt 4.826 kr. pr. måned efter fradrag af boligstøtte.

Vi lægger desuden vægt på, at kommunen træffer afgørelse om, at den særlige støtte beregnes på grundlag af nettoboligudgiften til en rimelige og billigere bolig med virkning fra ansøgningstidspunktet.

Vi lægger videre vægt på, at der på tidspunktet for kommunens afgørelse findes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, beliggende på X adresse. Det fremgår af sagens oplysninger, at denne bolig er ledig til indflytning på tidspunktet for kommunens afgørelse.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at kommunen først oplyser dig om den konkret ledige bolig i afgørelsen af 28. februar 2018.

Vi lægger herved vægt på, at du ikke har haft mulighed for at flytte til den billigere bolig, før den særlige støtte ophører. Den særlige støtte efter aktivlovens § 34 kan nedsættes eller ophøre fra det tidspunkt, hvor en konkret rimelig og billigere bolig kan skaffes.

Det er således et krav, at kommunen har peget på en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, inden den særlige støtte nedsættes eller ophører, sådan at borgeren har reel mulighed for at flytte til den konkret rimelige og billigere bolig fra det tidspunkt hvor den særlige støtte nedsættes eller bortfalder.

Vi lægger desuden vægt på, at kommunen har beregnet boligudgiften til den ledige og billigere bolig til at udgøre i alt 3.250 kr. pr. måned.

Vi lægger videre vægt på, at kommunen i beregningen af nettoboligudgiften til den ledige og billigere bolig har medtaget en skønsmæssig udgift til el, som svarer til udgiften til el i en sammenlignelig hustand.

Vi lægger tillige vægt på, at kommunen har beregnet den boligstøtte, som du vil være berettiget til i den ledige og billigere bolig, til at udgøre 397 kr. pr. måned.

Vi lægger således vægt på, at nettoboligudgiften til den ledige, rimelige og billigere bolig udgør i alt 2.853 kr. pr. måned.

Vi bemærker, at det fremgår af sagens oplysninger, at den ledige bolig er på 35 m2, indeholdende 1 værelse med eget køkken og bad.

Vi lægger videre vægt på, at du bor alene på bopælen.

Vi bemærker videre, at den ledige bolig er beliggende i X og i geografisk nærhed af din bolig på tidspunktet for kommunens afgørelse.

Vi bemærker også, at der er offentlig transport i umiddelbar nærhed af boligen.

Vi lægger vægt på, at kommunen har vurderet, at den konkrete ledige bolig udgør en rimelig bolig for dig.

Vi finder ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den ledige og billigere bolig er en rimelig bolig for dig.

Om reglerne

Efter reglerne kan personer, der opfylder betingelserne om social begivenhed, og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, særskilt eller i forbindelse med udbetaling af uddannelses- og kontanthjælp få særlig støtte.

Der kan som udgangspunkt ydes særlig støtte til høje boligudgifter, når nettoboligudgiften overstiger det grænsebeløb, der fastsættes efter bekendtgørelsen om særlig støtte.

Grænsebeløbet for, hvornår nettoboligudgiften kan berettige til beregning af særlig støtte, udgør i 2018 3.000 kr. for personer, der ikke har forsørgelsespligt over for børn.

Efter aktivlovens regler skal kommunen inden bevilling af særlig støtte til høje boligudgifter, undersøge, om der kan skaffes en rimelig og billigere bolig.

Efter reglerne kan kommunen, hvis den hidtidige boligudgift efter en
samlet bedømmelse ud fra ansøgerens forhold skønnes at være for høj, og der kan skaffes en rimelig og billigere bolig, beregne den særlige støtte ud fra nettoboligudgifterne til den billigere bolig.

Hvis der kan skaffes en rimelig og billigere bolig, og ansøgeren
fravælger at flytte til denne bolig, skal kommunen beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgifterne til den billigere bolig.

Vi skal oplyse, at det er afgørende, at der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig.

Efter bekendtgørelsen om særlig støtte indgår huslejeudgiften, udgifter til vand, varme, gas, el og andre løbende udgifter, som er knyttet til boligen, ved beregningen af nettoboligudgiften.

Nettoboligudgiften indeholder også bidrag til fælles antenneanlæg, hvis der er en ufravigelig pligt til at afholde udgiften.

Nettoboligudgiften fradrages tilskud efter boliglovgivningen (boligstøtte).

Vi bemærker, at hvor der ikke foreligger oplysninger om den faktiske forbrugsudgift, skal kommunen lade et anslået beløb indgå i beregningen af nettoboligudgiften til den billigere bolig.

Vi bemærker, at kommunen kan indhente oplysninger om den gennemsnitlige forbrugsudgift for en sammenlignelig husstand hos udbyderen.

Endelig bemærker vi, at kommunen kan beregne den boligstøtte, som borgeren ville være berettiget til ved en billigere bolig, på Udbetaling DK hjemmeside

Den særlige støtte kan nedsættes fra det tidspunkt, hvor en konkret rimelig og billigere bolig kan skaffes. Vi henviser til vores principafgørelse 48-16.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Et udvalgsmedlem var ikke enig i afgørelsen, for så vidt angår kommunens vurdering af, om boligen var rimelig for borger.

Sag nr. 2, j.nr. 18-48574

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om særlig støtte. Kommunen afgjorde sagen den 4. juli 2018.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Du har ret til særlig støtte på grundlag af nettoboligudgiften til din faktiske bolig i perioden fra den 1. juni 2018 til den 31. juli 2018.

• Kommunen er dog berettiget til at beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til en rimelig og billigere bolig med virkning fra den 1. august 2018.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse, for så vidt angår særlig støtte i perioden fra den 1. juni 2018 til den 31. juli 2018.

Det betyder også, at vi stadfæster kommunens afgørelse, for så vidt angår beregning af særlig støtte på grundlag af nettoboligudgiften til en rimelig og billigere bolig fra den 1. august 2018 og frem, da vi er kommet til samme resultat.

Vi kritiserer, at kommunen ikke har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt præcist. Det fører dog ikke til et andet resultat.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du er berettiget til særlig støtte på grundlag af nettoboligudgiften til din faktiske bolig i perioden fra den 1. juni 2018 til den 31. juli 2018.

Vi vurderer også, at kommunen er berettiget til at beregne den særlige støtte, som du er berettiget til, på grundlag af nettoboligudgiften til en konkret ledig, rimelig og billigere bolig med virkning fra den 1. august 2018.

Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du har søgt om særlig støtte den 11. juni 2018.

Det fremgår af sagen, at kommunen i afgørelse af den 4. juli 2018 har fundet en konkret ledig rimelig og billigere bolig i X, som kommunen har beregnet den særlige støtte på grundlag af.

Det fremgår også af sagen, at du den 11. juli 2018 har klaget over kommunens afgørelse og at kommunen i sin genvurdering af 27. juli 2018 har fundet en anden konkret ledig, rimelig og billigere bolig i Y, som kommunen har beregnet den særlige støtte på grundlag af.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at nettoboligudgiften til din bolig på tidspunktet for kommunens afgørelse udgør i alt 5.040 kr. pr. måned efter fradrag af boligstøtte.

Vi lægger videre vægt på, at der på tidspunktet for kommunens genvurdering findes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, beliggende Y. Det fremgår af sagens oplysninger, at denne bolig er ledig til indflytning på tidspunktet for kommunens genvurdering.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at kommunen først oplyser dig om den konkret ledige bolig i Y i sin genvurdering af 27. juli 2018.

Vi lægger herved vægt på, at du ikke har haft mulighed for at flytte til den billigere bolig, før den særlige støtte ophører. Den særlige støtte efter aktivlovens § 34 kan nedsættes eller ophøre fra det tidspunkt, hvor en konkret rimelig og billigere bolig kan skaffes.

Det er således et krav, at kommunen har peget på en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, inden den særlige støtte nedsættes eller ophøre, sådan at borgeren har reel mulighed for at tilflytte den konkret rimelige og billigere bolig, på det tidspunkt hvor den særlige støtte nedsættes eller ophører.

Vi er opmærksomme på, at kommunen i sin afgørelse af den 4. juli 2018 havde fundet en konkret ledig rimelig og billigere bolig i X.

Vi lægger dog vægt på, at kommunen i forbindelse med sin genvurdering har fundet en anden konkret ledig rimelig og billigere bolig i Y.

Kommunen træffer således en ny afgørelse den 27. juli 2018, og den særlige støtte kan som følge heraf først beregnes på grundlag af nettoboligudgiften til den anden rimelige og billigere bolig i Y fra det tidspunkt, hvor du er blevet oplyst om denne rimelige og billigere bolig.

Vi lægger desuden vægt på, at kommunen har beregnet boligudgiften til den ledige og billigere bolig i Y til at udgøre i alt 2.950 kr. pr. måned.

Vi lægger videre vægt på, at kommunen i beregningen af nettoboligudgiften til den ledige og billigere bolig har medtaget en skønsmæssig udgift til el, som svarer til udgiften til el i din nuværende bolig.

Vi lægger tillige vægt på, at kommunen har beregnet den boligstøtte, som du vil være berettiget til i den ledige og billigere bolig, til at udgøre 0 kr. pr. måned.

Vi lægger således vægt på, at nettoboligudgiften til den ledige, rimelige og billigere bolig udgør i alt 2.950 kr. pr. måned.

Vi bemærker, at det fremgår af sagens oplysninger, at den ledige bolig er på 28 m2, indeholdende 1 værelse med eget køkken og bad.

Vi lægger videre vægt på, at du bor alene på bopælen.

Vi bemærker videre, at den ledige bolig er beliggende i Y og i geografisk nærhed af din bolig på tidspunktet for kommunens afgørelse.

Vi bemærker også, at der er offentlig transport i umiddelbar nærhed af boligen.

Vi lægger vægt på, at kommunen har vurderet, at den konkrete ledige bolig ud fra den foreliggende dokumentation om dine helbredsforhold udgør en rimelig bolig for dig.

Vi finder ikke er anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den ledige og billigere bolig udgør en rimelig bolig for dig.

Om reglerne
Efter reglerne kan personer, der opfylder betingelserne om social begivenhed, og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, særskilt eller i forbindelse med udbetaling af uddannelses- og kontanthjælp få særlig støtte.

Der kan som udgangspunkt ydes særlig støtte til høje boligudgifter, når nettoboligudgiften overstiger det grænsebeløb, der fastsættes efter bekendtgørelsen om særlig støtte.

Grænsebeløbet for, hvornår nettoboligudgiften kan berettige til beregning af særlig støtte, udgør 3.000 kr. for personer, der ikke har forsørgelsespligt over for børn.

Efter aktivlovens regler skal kommunen inden bevilling af særlig støtte til høje boligudgifter, undersøge, om der kan skaffes en rimelig og billigere bolig.

Efter reglerne kan kommunen, hvis den hidtidige boligudgift efter en
samlet bedømmelse ud fra ansøgerens forhold skønnes at være for høj, og der kan skaffes en rimelig og billigere bolig, beregne den særlige støtte ud fra nettoboligudgifterne til den billigere bolig.

Hvis der kan skaffes en rimelig og billigere bolig, og ansøgeren
fravælger at flytte til denne bolig, skal kommunen beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgifterne til den billigere bolig.

Vi skal oplyse, at det er afgørende, at der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig.

Efter bekendtgørelsen om særlig støtte indgår huslejeudgiften, udgifter til vand, varme, gas, el og andre løbende udgifter, som er knyttet til boligen, ved beregningen af nettoboligudgiften.

Nettoboligudgiften indeholder også bidrag til fælles antenneanlæg, hvis der er en ufravigelig pligt til at afholde udgiften.

Nettoboligudgiften fradrages tilskud efter boliglovgivningen (boligstøtte).

Vi bemærker, at hvor der ikke foreligger oplysninger om den faktiske forbrugsudgift, skal kommunen lade et anslået beløb indgå i beregningen af nettoboligudgiften til den billigere bolig.

Vi bemærker, at kommunen kan indhente oplysninger om den gennemsnitlige forbrugsudgift for en sammenlignelig husstand hos udbyderen.

Endelig bemærker vi, at kommunen kan beregne den boligstøtte, som borgeren ville være berettiget til ved en billigere bolig, på Udbetaling DK hjemmeside

Den særlige støtte kan nedsættes fra det tidspunkt, hvor en konkret rimelig og billigere bolig kan skaffes. Vi henviser til vores principafgørelse 48-16.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til kontanthjælp

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster