Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Uddannelseshjælp - kontanthjælp - ophold i udlandet-sanktion

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Uddannelseshjælp - kontanthjælp - ophold i udlandet-sanktion

Indlægaf Louise Schelde » lør nov 07, 2015 7:17 am

Ankestyrelsens principafgørelse 64-15 om uddannelses- og kontanthjælp - sanktioner - ophold i udlandet - oplysningspligt - gentagelsestilfælde

Resumé:
Kommunen skal give sanktion i uddannelses- og kontanthjælp i tilfælde, hvor modtageren af hjælp mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.
Ved gentagelsestilfælde skal kommunen give skærpede sanktioner.
Aktivlovens bestemmelser om sanktion for mod bedre vidende at tilsidesætte pligten til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget at modtage hjælp i udlandet er opdelt i 3 led.

Førstegangssanktionen er nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 3 uger.
Hvis kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion og modtageren af hjælp derefter på ny begår en forseelse omfattet af bestemmelsen, træffer kommunen afgørelse om en skærpet sanktion ved at nedsætte hjælpen med 1/3 i 20 uger.

Hvis modtageren af hjælp begår endnu en eller flere forseelser omfattet af bestemmelsen efter en gentagelsessanktion, træffer kommunen afgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger for hver efterfølgende forseelse. Den udbetalte hjælp gøres desuden tilbagebetalingspligtig.

Det er således en forudsætning for, at kommunen kan give en skærpet sanktion i gentagelsestilfælde, at kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion, før modtageren af hjælp begår endnu en forseelse.

Hvis kommunen ikke har truffet en afgørelse om sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en forseelse, kan den anden forseelse alene udløse en afgørelse om en førstegangssanktion.

Det er uden betydning for anvendelse af reglerne om skærpet sanktion, om der er tale om gentagelse af samme type forseelse. Hvis en person tidligere har fået en førstegangssanktion for tilsidesættelse af pligten til at oplyse om arbejde, kan kommunen således træffe afgørelse om skærpet sanktion ved et efterfølgende ophold i udlandet uden tilladelse.

Kommunen skal i afgørelsen om førstegangssanktion vejlede borgeren om, at der træffes afgørelse om nedsættelse og eventuelt tilbagebetaling af hjælp, hvis en person efterfølgende mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.

Lovgivning:
Lov om aktiv socialpolitik – lovbekendtgørelse nr. 806 af 1. juli 2015 - § 42

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen principielt for at afklare, om kommunen kan træffe afgørelse efter aktivlovens § 42, stk. 3, om nedsættelse og tilbagebetaling af hjælp ved gentagne ophold i udlandet uden tilladelse, når der ikke forinden er truffet en førstegangs- og andengangsafgørelse efter aktivlovens § 42, stk. 1, og 2, om nedsættelse af hjælp.

2. Reglerne

Lov om aktiv social politik § 42 fastslår, at en person, der mod bedre vidende ikke har oplyst om ophold i udlandet og samtidig har modtaget hjælp, skal have en sanktion. Sanktionen gives således:

1.gang: nedsættelse af hjælpen med 1/3 i tre uger (§ 42, stk. 1)

2.gang: nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger (§ 42, stk. 2)

3.og flere gange: nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger for hver gang oplysningspligten tilsidesættes og tilbagebetaling af hjælpen (§ 42, stk. 3)

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse i din sag om klage over kommunens afgørelse truffet den 8. december 2014.

Resultatet er:

• Din kontanthjælp skal nedsættes med 1/3 i 3 uger.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse om nedsættelse af din kontanthjælp med 1/3 i 123 uger og tilbagebetaling af den nedsatte hjælp for 120 uger.

Du vil høre fra kommunen.

Begrundelsen for nedsættelse af kontanthjælp med 1/3 i tre uger

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Vi vurderer derfor, at din kontanthjælp skal nedsættes med 1/3 i tre uger.

Vi har lagt vægt på, at du i forbindelse med din ansøgning om kontanthjælp af 5. september 2012 blev vejledt om, at du havde pligt til at oplyse om ophold uden for landets grænser.

Det fremgår også af vejledningen, at personer der modtager hjælp kun må forlade landet, når der inden udrejsen er indgået en aftale med kommunen.

Vi har særligt lagt vægt på, at kommunen den 17. november 2014 har fået besked fra Lufthavnstilsynet om, at du har været rejst ud af Danmark i perioden fra den 13. september 2014 til den 22. september 2014.

Vi er opmærksomme på, at det også fremgår af orienteringsskrivelsen fra Lufthavnstilsynet, at du har været udrejst i perioderne 2. december 2012 til 15. december 2012, 28. januar 2013 til 3. februar 2013, 7. maj 2013 til 13. maj 2013, 3. juni 2013 til 14. juni 2013, 23. november 2013 til 30. november 2013 og 14. juni 2014 til 21. juni 2014.

Vi bemærker, at det fremgår af forarbejderne til loven (lovforslag nr. 187, Folketingsåret 2010/ 2011, Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., integrationsloven og forskellige andre love), at det er en betingelse for at sanktionere for gentagne ophold i udlandet, at kommunen forinden har truffet en førstegangsafgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 3 uger.

Da kommunen ikke tidligere har nedsat din hjælp som følge af ophold i udlandet eller uoplyst arbejde, kan din 7. udrejse alene udløse en førstegangssanktion om nedsættelse af hjælp med 1/3 i tre uger.

På denne baggrund ændrer vi kommunens afgørelse.

Efter reglerne skal kommunen træffe afgørelse om at nedsætte hjælpen med 1/3 i tre uger, hvis en person mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Hvis en person to gange inden for de seneste fem år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet, skal kommunen træffe afgørelse om at nedsætte hjælpen med 1/3 i 20 uger.

Hvis en person tre eller flere gange inden for de seneste fem år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet, skal kommunen træffe afgørelse om at nedsætte hjælpen med 1/3 i 20 uger, for hver forseelse. Den nedsatte hjælp ydes med tilbagebetalingspligt.

Kommunen skal i afgørelser om sanktion vejlede om, at der træffes afgørelse om skærpet sanktion og eventuelt tilbagebetaling af hjælp, hvis en person efterfølgende mod bedre vidende tilsidesætter sin pligt til at oplyse om arbejde eller uberettiget og mod bedre vidende modtager hjælp under ophold i udlandet.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til kontanthjælp

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster

cron