Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Ressourceforløb - varighed - slutdato - borger over 40 år

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Ressourceforløb - varighed - slutdato - borger over 40 år

Indlægaf Louise Schelde » fre dec 23, 2016 2:10 pm

Ankestyrelsens principafgørelse 82-16 om ressourceforløb - varighed - slutdato - borger over 40 år

Principafgørelsen fastslår
Ressourceforløb
Kommunen kan bevilge ressourceforløb til personer, der har komplekse problemer, der ikke kan løses gennem den almindelige beskæftigelsesrettede indsats.
Ressourceforløbets varighed
Samtidig med afgørelsen om bevilling af ressourceforløb skal kommunen fastsætte den præcise varighed af ressourceforløbet.
Ressourceforløbet skal være af mindst et og højst fem års varighed. Det betyder, at kommunen konkret skal tage stilling til længden af ressourceforløbet.
Kommunen kan tilbyde borgeren flere ressourceforløb efter hinanden.
Ophør af ressourceforløb
Kommunen skal inden ressourceforløbets afslutning træffe afgørelse om, hvilke indsatser der skal iværksættes fremadrettet.
Kommunen kan ikke blot forlænge et ressourceforløb. Kommunen kan give et nyt ressourceforløb, hvis betingelserne er opfyldt, og kommunen følger de særlige sagsbehandlingsregler, der gælder for at tilkende et ressourceforløb, herunder at udarbejde rehabiliteringsplan og forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.
Hvis kommunen ikke når at tage stilling til, hvilken foranstaltning der skal iværksættes efter ressourceforløbet, skal ressourceforløbet og ressourceforløbsydelsen fortsætte, indtil kommunen har taget stilling.
Tilbud om nyt ressourceforløb
Hvis kommunen ønsker at tilbyde borgeren et nyt ressourceforløb, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet inden afgørelsen.
Borger over 40 år
Hvis borgeren er over 40 år, har borgeren ikke pligt til at tage imod mere end ét ressourceforløb.
Hvis borgeren ikke ønsker et nyt ressourceforløb, men fortsat søger om forsørgelse fra kommunen, skal kommunen i samarbejde med borgeren tage stilling til, hvad der så skal ske. Kommunen skal tage stilling på grundlag af alle de muligheder, der findes for hjælp udover ressourceforløb, fx kontanthjælp og tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. At borgeren afviser et ressourceforløb, er ikke ensbetydende med, at borgeren har ret til førtidspension, hvis borgeren ikke opfylder betingelserne for det.
Den konkrete sag
I en konkret sag traf kommunen efter afslutningen af et tidligere ressourceforløb på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling afgørelse om at forlænge ressourceforløbet.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede kommunens afgørelse, idet et ressourceforløb ikke kan forlænges. Kommunens skulle i stedet have givet et tilbud om et nyt ressourceforløb.
Borgeren var over 40 år og havde derfor ikke pligt til at tage imod kommunens tilbud om et nyt ressourceforløb.
Kommunen måtte derfor i samarbejde med borgeren tage stilling til, hvilke foranstaltninger og indsatser borgeren herefter kunne tilbydes, hvis hun fortsat ønskede forsørgelse fra kommunen.
Baggrund for at behandle sagen principielt
Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, hvornår og hvordan varigheden af et ressourceforløb skal fastlægges, og om et ressourceforløb kan forlænges. Afgørelsen skal desuden afklare, hvilken betydning det har i forhold til en borger, der er over 40 år.

Reglerne
Love og bekendtgørelser


Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 807 af 1. juli 2015.

• § 68 a, stk. 4, stk. 7, og stk. 9, om ressourceforløb
Praksis

Gældende:

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

24-14 og 1-15: Beskriver betingelserne for ressourceforløb.

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ressourceforløb. X Kommune afgjorde sagen den 11. maj 2015.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er
• Kommunen kunne ikke ved sin afgørelse af 11. maj 2015 forlænge dit ressourceforløb.
• Du har ret til et nyt ressourceforløb.
• Du har ikke pligt til at tage imod et nyt tilbud om ressourceforløb efter den 1. april 2015.
Det betyder, at vi ophæver kommunens afgørelse om forlængelse af ressourceforløb. Da du er fyldt 40 år, betyder det, at kommunen efter reglerne kun kan tilbyde dig et ressourceforløb, hvis du selv ønsker det.

Vi stadfæster kommunens afgørelse om, at du fortsat er i målgruppen for et ressourceforløb, da vi er kommet til det samme resultat. Det betyder, at du ikke har ret til førtidspension.

Vi bemærker, at kommunen først kunne stoppe dit tidligere ressourceforløb og udbetaling af ressourceforløbsydelse fra kommunens afgørelse den 11. maj 2015. Først på det tidspunkt har kommunen taget stilling til, hvilke indsatser der skal iværksættes fremadrettet. Du har derfor ret til ressourceforløbsydelse til og med den 11. maj 2015.

Kommunen vil kontakte dig. Hvis du fortsat ønsker forsørgelse fra kommunen, skal kommunen i samarbejde med dig tage stilling til, hvad der nu skal ske, herunder hvilken forsørgelse du skal have, og om der skal iværksættes andre foranstaltninger og indsatser.

Vi kritiserer, at X Kommune har begået fejl i sagsbehandlingen. Fejlene er, at kommunen har anvendt sin egen lægekonsulent i stedet for klinisk funktion til lægelig rådgivning og vurdering, samt at kommunen ved et tidligere ophør af ressourceforløb i august 2014 ikke har forelagt din sag for rehabiliteringsteamet inden tilkendelse af nyt ressourceforløb. Fejlene har ikke betydning for resultatet af vores afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen om nyt ressourceforløb

Sådan vurderer vi sagen om forlængelse af ressourceforløb

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at dit forudgående ressourceforløb er ophørt den 1. april 2015.

Det betyder, at kommunens afgørelse af 11. maj 2015 ikke er en afgørelse om at forlænge ressourceforløbet, men må være et tilbud om et nyt ressourceforløb. Kommunen kan efter reglerne ikke blot forlænge et ressourceforløb udover den på forhånd fastsatte ophørsdato.

Kommunen kan give et nyt ressourceforløb, hvis betingelserne er opfyldt.

Vi bemærker, at kommunen burde have forelagt din sag for rehabiliteringsteamet og truffet afgørelse inden udløbet af ressourceforløbet den 1. april 2015.

Det er en betingelse, at kommunen har truffet beslutning om, hvilke indsatser der skal iværksættes fremadrettet inden et ressourceforløbs afslutning. Det er desuden en betingelse for tilkendelse af et nyt ressourceforløb, at rehabiliteringsteamet forinden har afgivet indstilling i sagen.

Vi bemærker også, at kommunen allerede fra starten af bevillingen af ressourceforløb klart skulle have fastsat ressourceforløbets længde. Efter reglerne skal et ressourceforløb vare mellem et og fem år. Vi vurderer, at ressourceforløb ikke løbende kan forlænges, indtil det har varet i fem år i alt.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at kommunen i sin afgørelse af 7. august 2014 oplyser, at ressourceforløbet forventes at stoppe den 1. april 2015. Du har derfor haft en berettiget forventning om, at ressourceforløbet skulle ophøre den 1. april 2015.

Vi lægger endvidere vægt på, at dit ressourceforløb alene indeholdt en indsats i form af mentor. Dette mentorforløb blev afsluttet i starten af 2015, da du ikke længere ønskede at have en mentor.

Perioden for mentorstøtte har været fastsat fra 6. september 2013 til 6. januar 2015. Ved status på mentorforløb, januar 2015, indstiller mentor til afslutning af forløbet, idet du ikke længere ønsker mentor. Det fremgår af rehabiliteringsplanens indsatsdel af 10. november 2014, at indsatsen alene indeholder et forløb med mentor.

Det fremgår af kommunens journalakter, at der løbende er blevet fulgt op på mentorforløbet, siden det blev iværksat den 6. september 2013. Ifølge journalnotat af 4. juni 2014 blev mentorordningen forlænget til 4. februar 2015.

Om reglerne

Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.

Kommunen kan som udgangspunkt tilbyde flere på hinanden følgende ressourceforløb. Inden kommunen træffer beslutning om og tilkender ressourceforløb, skal rehabiliteringsteamet afgive en indstilling.

Kommunen skal inden ressourceforløbets afslutning træffe beslutning om, hvilke indsatser der skal iværksættes fremadrettet.

Begrundelsen for afgørelsen om, at du har ret til et nyt ressourceforløb

Sådan vurderer vi sagen om ret til ressourceforløb

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du fortsat er i målgruppen for et ressourceforløb.

Vi vurderer i den forbindelse, at du har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og at der fortsat er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at der fortsat er uafprøvede indsatsmuligheder, idet rehabiliteringsteamet den 5. maj 2015 har anbefalet, at du undersøges af reumatolog med henblik på behandlingsmuligheder og eventuel træning, og at du undersøges psykiatrisk. Endvidere fremgår det af status på dit mentorforløb, at du har brug for fysioterapi på grund af dine muskelsmerter, og at et forløb med mindfulness er en mulighed. Det fremgår også, at der har været fremgang med din psykiske tilstand, men at der kom tilbagefald, da din mor blev alvorligt syg.

Vi er enige med rehabiliteringsteamet og kommunen i, at du fortsat er berettiget til ressourceforløb.

Om reglerne

Efter reglerne kan ressourceforløb gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og hvor kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

Begrundelsen for afgørelsen om, at du ikke har pligt til at tage imod et nyt ressourceforløb

Ressourceforløb til borgere over 40 år

Da du er over 40 år, er du ikke forpligtet til at tage imod tilbud om mere end ét ressourceforløb. Du har derfor ret til at afslå tilbuddet om et yderligere ressourceforløb efter 1. april 2015.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du er 54 år og allerede har været i et ressourceforløb.

Vi lægger herudover vægt på, at det fremgår af din klage, at du ikke ønsker endnu et ressourceforløb.

Om reglerne

For personer over 40 år, kan kommunen kun tilbyde mere end ét ressourceforløb, hvis personen ønsker det.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Bemærkninger til klagen

A har på dine vegne oplyst, at din helbredsmæssige tilstand har været stationær siden 2013 og ikke er blevet bedret siden. A kan ikke se, hvad formålet med forlængelsen af ressourceforløbet er.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Bemærkninger til X Kommune

I sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, kan kommunen alene benytte sundhedsfaglig rådgivning fra klinisk funktion i regionen og borgerens praktiserende læge. Det fremgår af § 15 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kritiserer derfor, at kommunen har anvendt sin egen lægekonsulent til vurderingen, der blev sendt pr. mail den 12. marts 2015.

Vi kritiserer desuden, at kommunen i forbindelse med ophør af ressourceforløb og genbevilling i august 2014 traf afgørelse uden forinden at forelægge din sag for rehabiliteringsteamet.

Kommunen traf den 20. august 2013 afgørelse om tilkendelse af ressourceforløb med ressourceforløbsydelse for perioden 1. august 2013 -

31. juli 2014.

Det fremgår af rehabiliteringsteamets indstilling af 8. august 2013, at teamet ønskede at se sagen igen i juni 2014.

Kommunen forelagde ikke forud for afgørelse af 7. august 2014 sagen for rehabiliteringsteamet.

Du har ikke klaget over kommunens afgørelse af 7. august 2014.

Vi vurderer, at fejlene ikke er så væsentlige, at afgørelsen er ugyldig. Grunden er, at fejlene ikke har påvirket afgørelsen.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til førtidspension

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster

cron