Sociale Rettigheder

[Louise Schelde]

Ankestyrelsens principmeddelelse 16-20 om revalidering - målgruppe - arbejdsevne - ufaglært - uddannelse - kompetencer - ressourcer

Principmeddelelsen samler offentliggjort praksis om målgruppen for revalidering.

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af A-4-08, A-11-08, 178-09, 208-09, 227-09, 15-10 og 38-10. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis om målgruppen for revalidering, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.

Revalidering er en ordning for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når

1) øvrige beskæftigelsesrettede indsatser efter beskæftigelsesindsatsloven eller andre indsatser efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at forsørge sig selv, og

2) personen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet, så personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres.

Alle andre støtteordninger skal være udtømte, før revalidering kan iværksættes. Det betyder, at kommunen først kan give tilbud om revalidering, når det efter en konkret vurdering vurderes, at personen ikke ved hjælp af andre tilbud eller ordninger kan få tilknytning til arbejdsmarkedet. Der skal samtidig være en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse.

Det betyder fx, at kontanthjælpsmodtagere eller sygedagpengemodtagere, der kan opnå selvforsørgelse ved at få tilbud på kontanthjælp eller sygedagpenge, ikke er i målgruppen for revalidering. Det betyder også, at personer, der er i målgruppen for ressourceforløb, ikke er i målgruppen for revalidering, fordi de har så komplekse problemer. Det betyder ligeledes, at personer, der ønsker uddannelse, omskoling eller lignende, som udgangspunkt skal bruge de almindelige uddannelses- og beskæftigelsestilbud.

Ikke ret til revalidering - borgeren kan komme tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering

Ankestyrelsen har i en række principielle afgørelser taget stilling til, hvornår begrænsninger i arbejdsevnen ikke giver ret til revalidering, fordi borgeren kan komme tilbage til arbejdsmarkedet ved hjælp af allerede opnåede kompetencer, eventuelt med anvendelse af almindelige uddannelses- eller beskæftigelsestilbud.

Det er i afgørelserne fastslået, at borgerens arbejdsevne skal vurderes i forhold til det brede arbejdsmarked. Der kan ikke gives revalidering, hvis borgeren, fx med en kort oplæring, kan klare ufaglært arbejde.

Borgeren skal anvende kompetencer og ressourcer fra tidligere uddannelse og erhvervsmæssige erfaringer, som kan bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet uden revalidering.

Det forhold, at borgeren har en uddannelse, som borgeren ikke længere kan anvende, giver ikke i sig selv ret til en ny uddannelse.

I sag nr. 1 havde en borger ikke ret til revalidering til at færdiggøre et universitetsstudie, som var afbrudt et år på grund af sygdom. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en studerende i sygdomsperioder under et uddannelsesforløb som udgangspunkt skulle anvende de almindelige ordninger, bl.a. Statens Uddannelsesstøtte, også i situationer, hvor studiet måtte forlænges på grund af sygdom. Borgeren var ikke i en så fastlåst situation, at det kunne begrunde, at der var behov for revalidering. Der blev herved lagt vægt på en god prognose for helbredelse, og at der ikke var tale om en meget betydelig forlængelse af studiet.

I sag nr. 2 var borgeren ikke omfattet af personkredsen for revalidering. Borgerens håndlidelse medførte ikke nedsættelse af arbejdsevnen i et sådant omfang, at hun ikke kunne påtage sig arbejde på normale vilkår inden for ufaglært arbejde, hvor der eventuelt kunne tages hensyn til lidelsen.

Borgeren havde allerede erhvervsmæssig erfaring, der medførte, at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden forudgående omskoling eller lignende. Der blev ved vurderingen lagt vægt på oplysningerne om lidelsen og dens påvirkning af arbejdsevnen samt på borgerens unge alder, tidligere erhverv og beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet.

I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgerens handicap i form af døvhed i sig selv ikke var til hinder for, at han med hjælp efter anden lovgivning - uden revalidering - kunne varetage et ufaglært arbejde og dermed blive selvforsørgende.

I sag nr. 4 var revalidering ikke nødvendig for, at en borger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det forhold, at borgeren havde en uddannelse, som ikke længere kunne bruges, gav ikke i sig selv ret til en ny uddannelse. Borgeren skulle også søge arbejde, som hun ikke var uddannet til, men som hun ville kunne varetage efter en kort oplæring. Borgeren havde via sine tidligere arbejdsforhold opnået kompetencer og ressourcer, som hun kunne gøre brug af. Der skulle foretages en bred vurdering af, hvad der kunne anses som et passende arbejde.

I sag nr. 5 var en 24-årig frisør med eksem, som havde arbejdet 2 år inden for sit fag, ikke omfattet af den personkreds, der havde krav på revalidering. Revalidering var ikke nødvendig for, at borgeren kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Borgeren havde via sin uddannelse og erhvervsmæssige erfaring opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe hende tilbage på arbejdsmarkedet uden revalidering.

Højesteret afsagde den 15. april 2013 dom i sagen og fandt ligesom landsretten, at borgeren ikke havde krav på revalidering, da hun via sin uddannelse som frisør og erhvervserfaring, både efter uddannelsens afslutning og før uddannelsen, havde opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe hende tilbage på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende.

Det forhold, at Ankestyrelsen tidligere havde haft en mere lempelig praksis, var ikke til hinder for indførelsen af en mere restriktiv praksis. Højesteret bemærkede, at hjælp til revalidering er subsidiær i forhold til almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger, herunder f.eks. Statens Uddannelsesstøtte.

I sag nr. 7 havde en yngre borger med en skulderlidelse ikke begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrede, at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende uden hjælp efter reglerne om revalidering. Hun havde alene begrænsninger i arbejdsevnen i forhold til skulderbelastende arbejde. Hun havde ressourcer i form af teoretisk viden fra sin uddannelse til bioanalytiker. Hun havde også arbejdserfaring, som var relevant på arbejdsmarkedet.

Kommunen havde mulighed for at yde andre former for hjælp efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med sigte på, at hun kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge sig selv.

Ret til revalidering - borgeren kan ikke komme tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering

Ankestyrelsen har også i en principiel afgørelse taget stilling til, hvornår begrænsninger i arbejdsevnen kan give ret til revalidering. Det er i afgørelsen fastslået, at selv om borgeren har en uddannelse, der giver kompetencer, skal der foretages en konkret vurdering af, om borgeren kan udnytte disse kompetencer.

I sag nr. 6 var en bygningsmaler, der ikke længere kunne varetage arbejdet som bygningsmaler på grund af en knæskade, omfattet af personkredsen for revalidering. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borgeren ikke havde andre kompetencer, der umiddelbart medførte, at hun kunne komme til at klare sig selv uden revalidering.

Da hun også havde en uddannelse som psykoterapeut, havde hun ikke uden videre ret til HF og derefter en pædagoguddannelse. Hun havde allerede kompetencer, der kunne bygges videre på for at bringe hende hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet. Udvalget vurderede imidlertid, at uddannelsen som psykoterapeut ikke umiddelbart kunne bringe hende tilbage på arbejdsmarkedet. Med hendes baggrund som bygningsmaler ville det være vanskeligt at

komme ind på arbejdsmarkedet som terapeut uden særlige foranstaltninger, som bedst kunne varetages under en revalidering.

Baggrund for at offentliggøre denne principmeddelelse:

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af de tidligere A-4-08, A-11-08, 178-09, 208-09, 227-09, 15-10 og 38-10.

Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis om målgruppen for revalidering, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.

Sammenskrivningen er sket, fordi de tidligere principmeddelelser alle handlede om målgruppen for revalidering. Desuden er reglerne om revalidering flyttet til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Gældende regler

Love og bekendtgørelser

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven), lov nr. 548 af 7. maj 2019.

• § 142, stk. 1, om revalidering som en ordning for personer med begrænsninger i arbejdsevnen.

Praksis

Kasserede:

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af følgende tidligere principmeddelelse, som herefter ikke længere gælder (historisk). Praksis er indarbejdet i denne meddelelse:

A-4-08: En kvinde var ikke berettiget til revalideringshjælp til at færdiggøre sit universitetsstudie, som var blevet afbrudt et år på grund af sygdom. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en studerende i sygdomsperioder under et uddannelsesforløb som udgangspunkt skulle anvende de almindelige ordninger bl.a. Statens Uddannelsesstøtte, også i situationer, hvor studiet måtte forlænges på grund af sygdom.

A-11-08: Ikke omfattet af personkredsen for revalidering. Ansøgers håndlidelse medførte ikke nedsættelse af arbejdsevnen i et sådant omfang, at hun ikke kunne påtage sig arbejde på normale vilkår inden for ufaglært arbejde, hvor der eventuelt kunne tages hensyn til lidelsen.

178-09: Ikke omfattet af personkredsen for revalidering. Ansøgers handicap i form af døvhed var i sig selv ikke til hinder for, at borgeren med hjælp efter anden lovgivning kunne varetage et ufaglært arbejde og hermed blive selvforsørgende.

208-09: Revalidering var ikke nødvendig for, at en ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det forhold, at ansøger havde en uddannelse, som ikke længere kunne bruges, gav ikke i sig selv ret til en ny uddannelse.

227-09: Revalidering var ikke nødvendig for, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ansøger havde via sin uddannelse og erhvervsmæssige erfaring opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe hende tilbage på arbejdsmarkedet uden revalidering.

15-10: En bygningsmaler, der ikke længere kunne varetage arbejdet som bygningsmaler på grund af en knæskade, var omfattet af personkredsen med begrænsninger i arbejdsevnen, som har ret til revalidering. Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at personen ikke havde andre kompetencer, der umiddelbart medførte, at hun kunne komme til at klare sig selv uden revalidering.

38-10: En yngre ansøger med en skulderlidelse havde ikke begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrede, at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende uden hjælp efter reglerne om revalidering.

Vejledninger

Vejledning om lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, nr. 10084 af 29. november 2019.

• Pkt. 486 om revalidering som en ordning for personer med begrænsninger i arbejdsevnen

De konkrete afgørelser, der dannede grundlag for de tidligere principmeddelelser

Sag nr. 1, tidligere principmeddelelse A-4-08, j.nr. 2000373-07

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 46

Afgørelse

Ansøger, der var 24 år, søgte i august 2005 kommunen om hjælp til revalidering til færdiggørelse af sit universitetsstudie.

Hun havde påbegyndt et studium i september 2001. Hun havde sideløbende med studiet 15 timers erhvervsarbejde som studentermedhjælper. Herudover forsørgede hun sig med SU stipendium. Hun ønskede ikke at tage SU lån.

Da hun gik på 2. år på studiet, begyndte hun at tabe sig og udviklede siden svær anoreksi. Hun var i behandling under indlæggelse 1 måned i foråret 2004. Blev udskrevet i april 2004 og fortsatte med ugentlige psykologsamtaler og gik til diætist indtil den 10. november 2004, hvor hun blev indskrevet på dagafsnittet på et hospital. Under forløbet afsluttede hun bachelorgraden i juni 2004.

Hun magtede ikke samtidig med ugentlige samtaleforløb hos psykolog og diætist at genoptage studiejobbet og ophørte i jobbet som studentermedhjælper august 2004.

Hun sygemeldte sig tillige fra september 2004 på Universitetet, idet der kun var kræfter til at arbejde med helbredelsen af anoreksien.

Medens hun var i behandling på daghospitalet fra november 2004, ønskede hun så småt at genoptage sit studium. Fra semesterstart februar 2005 tog hun et fag på overbygningen på studiet. Dette gik godt, og det blev således aftalt, at hun skulle fortsætte og færdiggøre 7. semester med start september 2005.

Hun var sygemeldt fra Universitetet i perioden fra september 2004 til juni 2005. Denne sygemelding på 1 år udskød således slutdato på overbygningsstudiet med 1 år. På 7. semester kunne hun således nøjes med at tage 2 fag, idet hun havde opnået 1 fag fra dette semester i den foregående sygeperiode.

Hun skulle samtidig fortsætte den igangværende behandling i ambulant regi.

Det fremgik af statusattest af 27. april 2006 fra overlægen på hospitalet, at ansøger havde været indlagt på dagafsnittet frem til juli 2005, og at hun fortsat havde brug for at fortsætte i et intensivt og krævende ambulant behandlingsforløb i de næste par år. Der var gode udsigter til, at hun kunne gennemføre den resterende del af studiet på normal tid, og at hun i løbet af nogle år blev fuldstændig rask og kunne deltage i normalt omfang på arbejdsmarkedet. Ansøger ville derfor næppe kunne overkomme supplerende indtjening ud over SU.

Kommunen fandt ikke, at ansøger var omfattet af aktivlovens § 46.

Ved afgørelsen var der lagt vægt på, at der havde været et sygeforløb med indlæggelse forud for ansøgning om revalidering. Behandlingen for spiseforstyrrelsen var på ansøgningstidspunktet så effektiv, at ansøger igen påbegyndte uddannelsen på stort set almindelige vilkår.

Hun fandtes ikke at have en nedsat arbejdsevne af et sådant omfang, som berettigede til revalidering. Efter praksis antoges det, at arbejdsevnen skulle være nedsat længerevarende. Der henvistes til Principafgørelse O-114-97 (modsætningsvis).

Der fandtes ikke, at være nedsat arbejdsevne, idet hun efter kommunens vurdering ville kunne påtage sig arbejde.

Der var endvidere lagt vægt på, at unge burde henvises til SU med de muligheder, hvilket også havde været tilfældet i den konkrete sag. Der henvistes til Principafgørelse O-37-99.

Beskæftigelsesankenævnet fandt, at ansøger var berettiget til revalidering til færdiggørelse af studiet.

Begrundelsen var, at hun var omfattet af personkredsen for revalidering, jf. aktivlovens § 46.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens lægelige akter, hvoraf det fremgik, at ansøger i 2003 blev syg med svær anoreksi, og at hun siden foråret 2004 havde været i behandling først i form af indlæggelse på en Psykiatrisk Klinik og siden i et ambulant behandlingsforløb. Det fremgik endvidere, at der i hendes tilfælde først kunne forventes normal arbejdskraft efter 4-5 års behandling.

Nævnet fandt endvidere, at ansøger ikke kunne blive selvforsørgende alene med en bachelorgrad, men at det var nødvendigt med en kandidatgrad.

Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ansøger, der led af anoreksi, var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46. Hvis dette var tilfældet, ville der tillige blive taget stilling til, om ansøger kunne blive selvforsørgende med en bachelorgrad i jura.

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i aktivlovens bestemmelse om revalidering.

Det betød, at hun ikke var berettiget til revalideringshjælp til færdiggørelse af studiet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde ved afgørelsen til grund, at sigtet med revalidering var erhvervsrettet. Udgangspunktet var således at kvalificere revalidenden til at klare et arbejde på normale vilkår.

Det er en betingelse for at få støtte til revalidering, at der skal være tale om

• en person med begrænsninger i arbejdsevnen,

• hvor der er en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse, og

• erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige for at bringe pågældende ind i eller tilbage til en erhvervsmæssig tilværelse

Udvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke sås at have begrænsninger i arbejdsevnen i forhold til normalt arbejde.

Hun havde påbegyndt studiet på normale vilkår, og havde mellem bachelorgraden og påbegyndelse af overbygningen haft en sygdomsperiode, hvor hun havde været sygemeldt fra studiet. Hun led af en alvorlig anoreksi, en sygdom som ifølge overlægen kunne helbredes.

Hun var ved påbegyndelse af overbygningen fortsat i behandling med god effekt, og på ansøgningstidspunktet havde hun genoptaget studiet og forventede at afslutte den sidste del på normal tid.

Udvalget lagde endvidere vægt på, at revalideringshjælp var subsidiær i forhold til, at et beskæftigelsesproblem umiddelbart kunne løses gennem deltagelse i erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning eller ved tilbud om aktivering.

Personer, der ønskede uddannelse, omskoling eller lignende skulle derfor som udgangspunkt bruge de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt derfor, at en studerende også i sygdomsperioder under et uddannelsesforløb, som udgangspunkt skulle anvende de almindelige ordninger inden for bl.a. Statens Uddannelsesstøtte, herunder i situationer, hvor studiet måtte forlænges på grund af sygdom.

Beskæftigelsesudvalget fandt ikke, at det kunne tillægges betydning, at hun ikke havde ønsket at tage studielån, eller at hun ikke kunne påtage sig studierelevant arbejde i samme omfang som tidligere, jf. også principperne i Principafgørelse O-37-99. I denne principafgørelse fandtes en person med en velreguleret diabetes ikke at være omfattet af personkredsen for revalidering. Af sagen fremgik, at personen ikke havde optaget studielån og ikke kunne påtage sig ekstra arbejde, da det ville overanstrenge hende og forværre sygdommen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt ikke, at ansøger var i en så fastlåst situation, at det kunne begrunde, at der reelt var behov for en erhvervsmæssig revalidering, eller at der var grundlag for at yde hjælp til færdiggørelse af studiet efter revalideringsbestemmelserne.

Der var herved lagt vægt på den gunstige prognose for helbredelse, og at der ikke var tale om en meget betydelig forlængelse af studiet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Den hjælp, der måtte være udbetalt som følge af nævnets afgørelse, skulle dog ikke tilbagebetales.

Sag nr. 2, tidligere principmeddelelse A-11-08, j.nr. 2000412-07

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 46

Afgørelse

Sagsfremstilling:

En 27-årig kvinde søgte om revalidering til ikke håndbelastende arbejde. Hun ville gerne være pædagog, og havde også fået plads på et pædagogseminarium. Hun delte lejlighed med en veninde og havde ikke forsørgelse over for mindreårige børn.

Hun havde afsluttet gymnasiet, og i perioden 1999-2004 arbejdede hun som ufaglært pædagogmedhjælper og tilkaldevikar i perioder på næsten fuld tid. Hun havde desuden grundforløb fra Teknisk Skole fra 2001, idet hun på daværende tidspunkt ønskede at blive frisør. I 2004 kom hun i kokkelære, men måtte afbryde uddannelsen grundet håndskaden. Hendes fagforening oplyste i forbindelse med klagen, at hun afsluttede uddannelsen til kok.

Af de lægelige oplysninger fremgik det, at hun i 2006 blev opereret for en seneknude på håndryggen. Hun havde efterfølgende været generet af nogle smerter og føleforstyrrelser. Egen læge oplyste, at der ikke havde været kontakt med hende siden september 2006.

Kommunen gav afslag på revalidering, idet arbejdsevnen ikke vurderedes at være nedsat inden for hidtidigt arbejdsområde samt inden for andre relevante erhverv.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse, idet hun på tidspunktet for kommunens afgørelse ikke vurderedes omfattet af den personkreds, der var berettiget til revalidering.

Nævnet lagde vægt på, at hun ikke havde væsentlige begrænsninger i sin arbejdsevne af psykiske, fysiske eller sociale årsager.

Hendes fagforbund klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en person kunne anses for berettiget til revalideringsydelse.

Afgørelse:

Ansøger var ikke berettiget til revalideringsstøtte til gennemførelse af pædagoguddannelsen.

Ansøger havde ikke en sådan væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen, at hun ikke kunne klare sig selv.

Hun opfyldte derfor ikke betingelserne for at få revalidering.

Ved afgørelsen lagde Beskæftigelsesudvalget vægt på hendes alder, tidligere erhverv, samt hvordan lidelsen påvirkede hendes arbejdsevne. Endvidere lagde Beskæftigelsesudvalget vægt på beskæftigelsesmulighederne på arbejdsmarkedet.

Ansøger var 27 år og havde ikke forsørgelse over for mindreårige børn. Efter hun havde afsluttet gymnasiet, havde hun arbejdet som ufaglært pædagogmedhjælper. Efterfølgende kom hun i lære som kok. I 2006 blev hun opereret for en seneknude i højre håndled. Dette medførte begrænsninger inden for kokkefaget, idet der var tale om hårdt håndledsbelastende arbejde. Hun havde på trods af gener afsluttet uddannelsen, men hun havde ikke fået erfaring inden for dette fag. Hun havde derfor i stedet søgt om revalidering til pædagoguddannelsen. Hun var optaget på pædagoguddannelsen.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at lidelsen ikke medførte nedsættelse af arbejdsevnen i et sådant omfang, at hun ikke kunne påtage sig arbejde på normale vilkår inden for ufaglært arbejde, hvor der eventuelt kunne tages hensyn til hendes håndled. Hun kunne for eksempel allerede nu søge arbejde som pædagogmedhjælper.

Beskæftigelsesudvalget vurderede således, at ansøger allerede på nuværende tidspunkt havde en erhvervsmæssig erfaring, der medførte, at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden forudgående omskoling eller lignende.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.

Sag nr. 3, tidligere principmeddelelse 178-09, j.nr. 2000521-08

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 46

Afgørelse

Sagsfremstilling:

Kommunen traf afgørelse om afslag på revalidering.

Kommunen vurderede, at ansøgers arbejdsevne ikke var nedsat i en sådan væsentlig grad, at ansøger opfyldte betingelserne for en revalidering. Kommunen vurderede endvidere, at ansøgers behov for uddannelse kunne løses via SU-systemet.

Kommunen lagde vægt på, at ansøger havde brug for at få bevilget revalidering på grund af sin økonomiske situation, og at dette i sig selv ikke var en indikation for revalidering. Kommunen lagde desuden vægt på, at ansøger havde formået at være selvforsørgende igennem sit job om lørdagen.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke kunne anses for at være omfattet af personkredsen, der kunne bevilges revalidering. Nævnet lagde vægt på, at ansøger efter det oplyste ikke havde så væsentlige hindringer i sin arbejdsevne, at ansøger ikke ville kunne blive selvforsørgende uden revalidering eller ved hjælp af andre tiltag i henhold til anden lovgivning.

Nævnet tillagde det afgørende betydning, at ansøger på ansøgningstidspunktet var i et uddannelsesforløb på VUC, samt at ansøger havde deltidsbeskæftigelse.

Det forhold, at ansøger var døv på begge ører, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøger kunne anses for omfattet af personkredsen, der kunne bevilges revalidering. Nævnet lagde vægt på, at en vurdering af, om en person var berettiget til revalidering eller ej, alene skulle tage udgangspunkt i, om den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen var af sådan intensitet og karakter, at den pågældende ikke ville kunne blive selvforsørgende uden en revalidering.

Nævnet bemærkede, at ansøger i forbindelse med sin uddannelse og arbejde havde mulighed for at søge kommunen om hjælp, såfremt ansøger havde brug for eventuelle hjælpemidler, idet ansøger var døv på begge ører.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse. I klagen oplyste han, at han havde været jobsøgende hos Jobnet siden juni, efter han sagde sit arbejde op. Han fik afslag gang på gang på grund af sit handicap, idet han ikke kunne tale i telefon, skulle bruge alternative kommunikationsformer og ikke kunne kommunikere optimalt på andre måder end tegnesprog.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af den personkreds, der kunne bevilges revalidering.

Afgørelse:

Ansøger havde ikke ret til revalidering, idet han ikke var omfattet af den personkreds, der kunne bevilges revalidering.

Det var en betingelse for at få bevilget revalidering, at erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning, herunder lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke var tilstrækkelige til, at ansøger kunne klare sig selv.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at ansøgers handicap i sig selv ikke var til hinder for, at han allerede nu med hjælp efter en anden lovgivning kunne varetage et ufaglært arbejde og hermed blive selvforsørgende.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at ansøger havde haft arbejde.

Beskæftigelsesudvalget lagde desuden vægt på, at ansøger generelt og i forbindelse med sin uddannelse eller arbejde havde mulighed for at søge kommunen om hjælp til eventuelle hjælpemidler på grund af sit handicap. Der var desuden efter SU-reglerne mulighed for at søge handicaptillæg under uddannelsen.

Beskæftigelsesudvalget vurderede således, at hans døvhed ikke i sig selv kunne anses for en sådan begrænsning i arbejdsevnen, at han ikke kunne klare sig selv med hjælp fra en anden lovgivning.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.

Sag nr. 4, tidligere principmeddelelse 208-09, j.nr. 2000243-09

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 46

Afgørelse

Sagsfremstilling:

Ansøger, der tidligere havde arbejdet som socialrådgiver, søgte kommunen om revalidering til uddannelse som planteskolegartner. Ansøger havde forud for arbejdet som socialrådgiver også haft andet arbejde, blandt andet som pædagogmedhjælper.

Ansøger var sygemeldt på grund af stress.

Det fremgik af statusattest fra behandlingsstedet, at ansøger havde fået det betragtelig bedre i behandlingsforløbet, og at prognosen blev skønnet god, og at arbejdsevnen var ved at blive restitueret.

Kommunen gav afslag på revalidering.

Kommunen fandt, at ansøger ikke havde begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrede, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Kommunen vurderede, at ansøger havde mulighed for at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet på lige vilkår med øvrige arbejdssøgende inden for sit arbejdsområde i en administrativ funktion uden borgerkontakt.

Beskæftigelsesankenævnet fandt, at ansøger var berettiget til revalidering. Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.

Nævnet vurderede, at ansøger af helbredsmæssige årsager havde så væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, at ansøger var omfattet af personkredsen for revalidering.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger på grund af sin lidelse ikke havde mulighed for at varetage et job som socialrådgiver med borgerkontakt.

Nævnet lagde yderligere vægt på, at det ikke var en realistisk jobmulighed, at ansøger skulle stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet i et administrativt job som socialrådgiver. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgers fagforening havde oplyst til nævnet, at det var meget svært at få relevante administrative jobs som socialrådgiver, og at når der endelig var en ledig administrativ stilling, så blev den typisk besat internt til medarbejdere, som trængte til en pause fra borgerkontakten.

Kommunen klagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Kommunen anførte i klagen, at ansøger ikke havde væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrede en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Kommunen fandt, at det var af principiel og generel betydning at få fastslået, om ansøger med sine arbejdsmæssige og særligt uddannelsesmæssige kompetencer og i ophørt behandling med god prognose var omfattet af aktivlovens § 46. Kommunen bemærkede hertil, at ansøger havde stillet sig fuldtids til rådighed for arbejdsmarkedet i A-kassen afbrudt af arbejdsindtægt.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af personkredsen for revalidering.

Note:

Principafgørelse 0-24-99 og 0-8-99 ophæves hermed.

Afgørelse:

Ansøger havde ikke ret til revalidering.

Begrundelsen var, at ansøger ikke var omfattet af den personkreds, der kunne bevilges revalidering.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at ansøger ikke havde begrænsninger i sin arbejdsevne, der hindrede, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende.

Beskæftigelsesudvalget fandt således ikke, at en revalidering var nødvendig for, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Revalidering er subsidiær i forhold til, om der eventuelt skal iværksættes andre foranstaltninger for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesudvalget lagde ved vurderingen af, at revalidering ikke var nødvendig for ansøgers tilbagevenden til arbejdsmarkedet, vægt på, at ansøger via sin uddannelses-og erhvervsmæssige erfaring, herunder også sin erhvervsmæssige erfaring før uddannelsen til socialrådgiver, havde opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe ansøger tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering. Udvalget bemærkede i den forbindelse, at der også skulle søges arbejde, som ansøger ikke var uddannet til, men som ansøger ville kunne varetage, eventuelt via en kort oplæring.

Beskæftigelsesudvalget lagde afslutningsvis vægt på, at det af statusattest fra psykiater på behandlingsstedet fremgik, at ansøgers prognose var god.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Kommunen skulle kontakte ansøger i forhold til, hvilke andre foranstaltninger, der skulle iværksættes i forhold til ansøgers tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Sag nr. 5, tidligere principmeddelelse 227-09, j.nr. 2100102-09

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 46

Afgørelse

Sagsfremstilling:

Kommunen gav afslag på revalidering og henviste til, at ansøgers arbejdsevne ikke var nedsat, så hun ikke kunne forsørge sig selv, herunder i ufaglærte job. Hun havde kompetencer på andre områder end frisørfaget, idet hun havde haft forskellige fritidsjobs. Hun ville kunne søge arbejde som for eksempel receptionist, i butiksfag og telemarketing, som billetsælger eller lignende. Kommunen henviste til Principafgørelse A-11-08.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt hende omfattet af personkredsen for revalidering.

Nævnet lagde vægt på, at hun var uddannet som frisør og havde arbejdet i 2 år som sådan, samt at hun på grund af eksem ikke længere kunne fortsætte som frisør. Nævnet fandt ikke, at hun var kompenseret ved henvisning til at søge ufaglært arbejde eller uddannelse gennem forsørgelse på SU, da behovet for revalidering skulle vurderes i forhold til hendes arbejde som frisør. Nævnet henviste til Principafgørelse O-24-99.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at hun havde mange kompetencer fra sin ansættelse som frisør, der med de nødvendige skånehensyn om at undgå fugtigt og beskidt arbejdsmiljø, kunne bruges i andre jobsammenhænge, f.eks. bestille varer, arrangere møder, undervisning/formidling af viden. Herudover kunne der ikke ses bort fra hendes kompetencer fra fritidsjobs.

Kommunen anførte desuden, at kompensation i forhold til det konkrete uddannelsesniveau var i strid med gældende praksis, da der var tale om en arbejdsevnevurdering, der pegede på ressourcer, udviklingsmuligheder, barrierer og muligheder for at blive selvforsørgende med henvisning til konkret specificerede arbejdsopgaver.

Kommunen påpegede endeligt, at hun ikke var forsørger, og at hun fortsat var i den almindelige uddannelsessøgende alder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken personkreds, der kunne få hjælp efter reglerne om revalidering og som supplement til Principafgørelse A-11-08.

Afgørelse:

Ansøger havde ikke ret til revalidering. Hun var ikke omfattet af den personkreds, der havde krav på revalidering.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at hun ikke havde begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrede, at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Revalidering var derfor ikke nødvendig.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at ansøger via hendes uddannelse som frisør og hendes erhvervsmæssige erfaring, både efter uddannelsens afslutning og før uddannelsen, havde opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe hende tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering. Det fremgik således blandt andet af ressourceprofilen, at hun havde mange kompetencer fra sin ansættelse som frisør. Med de nødvendige skånehensyn om at undgå fugtigt og beskidt arbejdsmiljø på grund af håndeksem kunne disse kompetencer bruges i andre jobsammenhænge, for eksempel inden for butiks- og serviceområdet. Herudover kunne der ikke ses bort fra hendes kompetencer fra fritidsjobs.

Beskæftigelsesudvalget bemærkede i den forbindelse, at der også skulle søges arbejde, som hun ikke var uddannet til, men som hun ville kunne varetage, eventuelt via en kort oplæring.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Sag nr. 6, tidligere principmeddelelse 15-10, j.nr. 2100070-09

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 46 og § 47

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om revalidering

• Du er omfattet af personkredsen, der har ret til revalidering

• Du har ikke uden videre ret til HF- og senere pædagoguddannelse

Det betyder, at kommunen i samarbejde med dig skal tilrettelægge en jobplan, der kan bringe dig tilbage til arbejdsmarkedet med anvendelse af dine allerede opnåede kompetencer, herunder din uddannelse til psykoterapeut.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet.

Din kommune vil kontakte dig.

Begrundelsen for afgørelsen

Du er omfattet af den personkreds, der har krav på revalidering. Vi vurderer, at du har begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrer, at du kan vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Revalidering er derfor nødvendig.

Vi har lagt vægt på, at du på grund af din knæskade ikke kan varetage knæbelastende arbejde og derfor ikke længere kan klare arbejde som bygningsmaler. Du har heller ikke kompetencer, der umiddelbart medfører, at du kan komme til at klare dig selv uden revalidering.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du har en 4-årig diplomuddannelse i oplevelsesorienteret psykoterapi, som du afsluttede i 2008. Vi vurderer imidlertid ikke at denne uddannelse umiddelbart kan bringe dig tilbage på arbejdsmarkedet. Med din baggrund som bygningsmaler vil det være vanskeligt for dig at komme ind på arbejdsmarkedet som terapeut uden særlige foranstaltninger, som bedst kan varetages under en revalidering.

Du har imidlertid ikke uden videre ret til HF- og senere pædagoguddannelse. Vi vurderer, at du via terapeutuddannelsen allerede har kompetencer, der kan bygges videre på for at bringe dig hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet. Det kan for eksempel som nævnt af direktøren for Psykoterapeutisk Institut være som selvstændig terapeut, kontaktperson på ambulatorier, i fængselsvæsenet, eller i privat regi som HR medarbejder.

Bemærkninger til klagen

Du har blandt andet oplyst, at uddannelsen til terapeut ikke kan sammenlignes med den håndværksmæssige uddannelse, hvor du er eksamineret.

Vi bemærker, at det ikke er afgørende, hvis du har mulighed for med revalidering at komme ind på arbejdsmarkedet med uddannelsen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå, da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 26. august 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 14. september 2009

• Nævnets genvurdering

Kommunen traf den 31. marts 2009 afgørelse om, at du ikke var berettiget til revalidering. Kommunen vurderede, at du stod til rådighed for det ordinære arbejdsmarked uden hjælp, hvis skånebehovet i forhold til knæbelastende arbejde blev tilgodeset. Kommunen vurderede, at du grundet din psykoterapeutiske uddannelse kunne stå til rådighed for det psykoterapeutiske fagområde. Kommunen lagde vægt på din uddannelse og samlede erhvervserfaring.

Nævnet var enigt med kommunen i, at du ikke var berettiget til revalideringsstøtte til gennemførelse af pædagoguddannelsen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at du ikke vurderes at være omfattet af personkredsen for revalidering. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke har væsentlige begrænsninger i din arbejdsevne af psykiske eller sociale årsager.

Nævnet lagde videre vægt på, at du ved en arbejdsskade i 2005 pådrog dig en menisklæsion, hvilket medførte, at du ikke kan varetage knæbelastende arbejde.

Nævnet lagde desuden vægt på, at du er uddannet bygningsmaler, og at du har mange års arbejdsmarkedserfaring inden for bygningsmalerfaget.

Nævnet lagde endeligt vægt på, at du har en 4-årig uddannelse i oplevelsesorienteret psykoterapi, som du afsluttede i 2008. Nævnet fandt herefter, at din arbejdsevne inden for det psykoterapeutiske område ikke kunne anses for nedsat.

Du har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen har du anført, at du ikke længere kan være bygningsmaler på grund af en knæskade. Den 4-årige uddannelse i oplevelsesorienteret psykoterapi er en diplomuddannelse, der ikke er godkendt af et ministerium. Psykoterapeuttitlen er ikke beskyttet. Uddannelsen til terapeut kan derfor ikke sammenlignes med den håndværksmæssige uddannelse, hvor du er eksamineret.

Formålet med behandlingen af sagen

Vi har behandlet sagen for at belyse reglerne om personkredsen for revalidering, herunder betydningen af en tidligere uddannelse.

Sag nr. 7, tidligere principmeddelelse 38-10, j.nr. 2100121-09

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 46

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om revalidering

Resultatet er:

• NN har ikke ret til revalidering

Det betyder, at der ikke skal udarbejdes jobplan med henblik på iværksættelse af revalidering, og at eventuel revalideringsydelse standses.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.

Vores afgørelse medfører ikke, at NN skal tilbagebetale eventuelle ydelser, som er udbetalt på baggrund af beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen

NN er ikke omfattet af den personkreds, der har krav på revalidering.

Vi vurderer, at NN ikke har begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrer, at hun kan vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende uden hjælp efter reglerne om revalidering.

Vi vurderer, at NN alene har begrænsninger i arbejdsevnen i forhold til skulderbelastende arbejde.

Vi har også lagt vægt på, at NN har ressourcer i form af teoretisk viden fra sin uddannelse til bioanalytiker. Hun har også arbejdserfaring, som er relevant på arbejdsmarkedet.

Vi finder endvidere, at der er udviklingsmuligheder ved, at NN kan benytte sig af tilbud og vejledning fra sin A-kasse. Vi lægger dertil vægt på, at der er en række muligheder for hjælp efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med sigte på, at hun kan komme tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge sig selv. Kommunen er forpligtet til at yde den nødvendige hjælp.

Vi bemærker i den forbindelse, at NN også må søge arbejde, som hun ikke er uddannet til, men som hun vil kunne varetage, eventuelt efter en kort oplæring.

Vi bemærker endvidere, at Principafgørelserne O-8-99 og O-24-99 blev ophævet i forbindelse med udsendelse af Principafgørelse 208-09.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 11. juni 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 26. juni 2009

• Nævnets genvurdering

Kommunen gav afslag på revalidering, da kommunen vurderede, at NN ikke havde begrænsninger i arbejdsevnen i et sådant omfang, at revalidering var nødvendig.

Kommunen skønnede, at hun på grund af slimsækbetændelse i højre skulder havde et let nedsat funktionsniveau med skånehensyn i forhold til skulderbelastende arbejde med armene i eller over vandret stilling. Det var derfor ikke realistisk, at hun ville kunne genoptage sit hidtidige arbejde som bioanalytiker, da skånehensynene ikke ansås for forenelige med denne jobfunktion.

Kommunen lagde vægt på, at det fremgik af arbejdsevnevurderingen, at NN kunne stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet med de nævnte skånehensyn og derved havde mulighed for at blive selvforsørgende.

Kommunen pegede på mulige arbejdsområder så som tele-/marketingsområdet, pædagogmedhjælper og lettere butiksarbejde.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at NN var uddannet bioanalytiker og havde brugt sin uddannelse i 2 år, indtil sygemelding den 20. oktober 2008.

Nævnet lagde desuden bl.a. vægt på en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at det ikke var hensigtsmæssigt med skulderbelastende arbejde med armene i eller over vandret stilling. Hvis hun vendte tilbage til det tidligere arbejde kunne man frygte, at symptomerne ville komme tilbage i løbet af kort tid.

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde haft grundlag for at henvise til ufaglært arbejde. Nævnet henviste til Principafgørelserne O-8-99 og O-24-99.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Kommunen anførte blandt andet, at kompensation i forhold til det konkrete uddannelsesniveau var i strid med praksis, da der var tale om en arbejdsevnevurdering, der pegede på ressourcer, udviklingsmuligheder, barrierer og muligheder for at blive selvforsørgende.

Kommunen henviste endvidere til, at man i overensstemmelse med arbejdsevnebekendtgørelsen havde peget på konkrete arbejdsopgaver, som NN ville kunne varetage, og at Principafgørelserne O-8-99 og O-24-99 var truffet inden indførelse af arbejdsevnemetoden.

Retsregler

Vi har truffet afgørelse efter lov om aktiv social politik (aktivloven).

Vi henviser endvidere til Principafgørelserne 208-09 og 227-09.