Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Fleksjob - genforelæggelse i rehabiliteringstemaet - ugyldig

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Fleksjob - genforelæggelse i rehabiliteringstemaet - ugyldig

Indlægaf Louise Schelde » ons maj 28, 2014 7:54 pm

Ankestyrelsen har i principafgørelse nummer 20-14 taget stilling til, hvornår en sag om fleksjob igen skal forelægges rehabiliteringsteamet.

Ankestyrelsens principafgørelse 20-14 om fleksjob - rehabiliteringsteam - genforelæggelse - ugyldighed - garantiforskrift

Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Pligten til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny
Hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling i en sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension, skal kommunen forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny. Kommunen kan først træffe afgørelse i sagen, når rehabiliteringsteamet har haft mulighed for at revurdere sagen.
Denne pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny er lovbestemt og etableret af hensyn til borgeren for at sikre, at der træffes en indholdsmæssig rigtig afgørelse. Borgeren har et retskrav på at få en ny dialog om og vurdering af sin sag.
Da der er tale om en garantiforskrift, vil kommunens afgørelse som udgangspunkt være ugyldig, hvis kommunen ikke har forelagt sagen for rehabiliteringsteamet på ny.
I den konkrete sag kunne Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ikke udelukke, at sagen ville være faldet anderledes ud, hvis den havde været forelagt for rehabiliteringsteamet på ny. Det kunne ikke udelukkes, at yderligere dialog om borgerens forhold kunne have ført til en anden vurdering af sagen. Afgørelsen var derfor ugyldig.

Lov:

Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 731 af 15. juni 2010 med de ændringer, der følger af ændringslov nr. 1380 af 23. december 2012 - § 25 a, stk. 6

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen principielt for at afklare, hvad konsekvensen er af, at kommunen ikke har genforelagt sagen for rehabiliteringsteamet, når kommunen ikke følger teamets indstilling.

2. Reglerne

Det følger af § 25 a, stk. 6, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, at kommunen træffer afgørelse i sagen på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling. Hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden der træffes afgørelse. Når rehabiliteringsteamet har revurderet sagen, træffer kommunen afgørelse.

3. Andre principafgørelser

Følgende principafgørelser er anvendt og gælder stadig:

22-14: En borger havde ansøgt om førtidspension på det foreliggende grundlag. Har borgeren ikke været indkaldt til mødet i rehabiliteringsteamet, vil det som hovedregel betyde, at kommunens afgørelse er ugyldig.

Hvis det ikke kan udelukkes, at den manglende borgerinddragelse har haft betydning for afgørelsens resultat, er kommunens afgørelse ugyldig.

R-11-01: Et nævn havde i forbindelse med behandlingen af 3 klagesager undladt at sende klagerne til genvurdering (remonstration) i kommunen. Der var tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, men tilsidesættelsen fandtes ikke at medføre afgørelsernes ugyldighed.

R-4-07: En kommune havde truffet en afgørelse om standsning af personlig hjælpeordning uden at inddrage borgeren i det omfang, kommunen havde stillet ham i udsigt. Det kunne ikke udelukkes, at fejlen havde haft betydning for afgørelsens resultat. Fejlen medførte derfor, at kommunens og nævnets afgørelser var ugyldige.

P-30-04: En kommunes afgørelse om afslag på førtidspension blev anset for ugyldig, fordi ansøgeren ikke inden der blev truffet afgørelse havde fået tilbud om i et møde at udtale sig over for den eller de personer, der skulle træffe afgørelse om pension.

D-8-03: Sag om forlængelse af sygedagpenge blev hjemvist til ny vurdering i kommunen, da reglerne om opfølgning ikke var overholdt.

F-2-01: Et nævn havde i forbindelse med behandlingen af en sag om forhøjelse af førtidspension undladt at partshøre ansøgers advokat over en indhentet specifik helbredsattest. Afgørelsen blev anset for ugyldig.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet principiel afgørelse i din sag om afslag på fleksjob.

Vi har med afgørelsen taget stilling til, hvad konsekvensen er af, at kommunen ikke har genforelagt sagen for rehabiliteringsteamet, når kommunen ikke følger teamets indstilling.

Resultatet er:

• Kommunens afgørelse om afslag på fleksjob anses for ugyldig. Sagen hjemvises til kommunen med henblik på, at sagen forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden kommunen træffer en ny afgørelse i sagen

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse om din eventuelle ret til fleksjob.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at det er en væsentlig mangel, at kommunen ikke har forelagt din sag for rehabiliteringsteamet på ny, inden kommunen traf afgørelse om afslag på fleksjob. Afgørelsen er derfor ugyldig.

Vi har lagt vægt på, at kommunen efter reglerne har pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny, hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling. Først når rehabiliteringsteamet har revurderet sagen, kan kommunen træffe afgørelse i sagen.

Det er vores opfattelse, at pligten til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny har til formål at sikre, at kommunen træffer en indholdsmæssig rigtig afgørelse, da rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, der med dets brede sammensætning af fagkundskab skal sikre, at borgeren får den indsats, som er nødvendig for, at pågældende kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Vi finder, at der er tale om en garantiforskrift, da pligten til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny er lovbestemt og etableret af hensyn til borgeren for at sikre, at der træffes en indholdsmæssig rigtig afgørelse, og da den må antages at give borgeren et retskrav på at få en ny dialog om og vurdering af sin sag.

Vi vurderer, at det ikke kan udelukkes, at kommunen ville have truffet en anden afgørelse, hvis sagen havde været forelagt for rehabiliteringsteamet på ny, da det ikke kan udelukkes, at yderligere dialog om dine forhold kunne have ført til en anden vurdering af sagen.

Vi har lagt vægt på, at rehabiliteringsteamet i sin indstilling har anført, at virksomhedspraktikken hos Borgerservice har vist, at du kunne arbejde på nedsat tid, ca. 20 timer om ugen med fratræk af flere daglige pauser og ekstra hjælp, således at den effektive arbejdstid var mindre. Kommunen har i sin afgørelse gået ud fra, at arbejdsindsatsen var på 20 timer om ugen med en effektivitet på 100 %.

Vi hjemviser derfor sagen til kommunen med henblik på, at din sag forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden kommunen træffer en ny afgørelse i sagen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• de oplysninger, som forelå, da A Kommune traf afgørelse i sagen

• kommunens afgørelse af 3. juni 2013

• klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 17. juni 2013

• kommunens genvurdering af 25. juli 2013

• yderligere oplysninger fra kommunen i telefonsamtale af 21. januar 2014
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster

cron