Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Ledighedsydelse - afsoning i fængsel

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Ledighedsydelse - afsoning i fængsel

Indlægaf Louise Schelde » tors apr 26, 2012 2:07 pm

Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sag om ledighedsydelse ved afsoning i fængsel. Læs uddrag af sagen nedenfor. For yderligere information henvises til principafgørelse nummer 75-12.

Resumé:
Under afsoning i fængsel står borgeren ikke til rådighed for fleksjob og mister derfor retten til ledighedsydelse. Det betyder, at borgeren på ny skal optjene ret til ledighedsydelse, når han bliver løsladt og igen er til rådighed.

Afgørelse:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt en borger, som har været indsat i fængsel til afsoning, og som indtil indsættelsen havde ret til ledighedsydelse, skal optjene ret til ledighedsydelse på ny.

Resultatet er

• Du skal optjene ret til ledighedsydelse på ny

Det betyder, at du først igen kan få ledighedsydelse, når du har været ansat i fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at en borger, som har været indsat i fængsel til afsoning, og som indtil indsættelsen havde ret til ledighedsydelse, skal optjene ret til ledighedsydelse på ny.

En person, der ikke står til rådighed for fleksjob, mister retten til ledighedsydelse. Opstår der tvivl om rådigheden, skal kommunen afprøve personens rådighed og træffe afgørelse om standsning af ledighedsydelse, hvis personen ikke er til rådighed.

En person, der har mistet retten til ledighedsydelse, fordi den pågældende ikke står til rådighed for fleksjob, pålægges et genoptjeningskrav, således at personen først igen har ret til ledighedsydelse, når denne har været ansat i fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.

Der er ikke tvivl om, at du ikke har været til rådighed for et fleksjob under fængslingen.

Kommunen har i afgørelsen af 19. maj 2011 truffet afgørelse om, at du ikke havde ret til ledighedsydelse under fængslingen på grund af manglende rådighed.

På den baggrund finder vi, at du skal pålægges et genoptjeningskrav, da du har mistet retten til ledighedsydelse på grund af manglende rådighed.

Det forhold, at kommunen først den 19. maj 2011 i forbindelse med din løsladelse fra fængsel og din anmodning om på ny at modtage ledighedsydelse, traf afgørelse om, at du på et tidligere tidspunkt havde mistet retten til ledighedsydelse på grund af manglende rådighed som følge af fængsling, vurderes ikke at kunne medføre, at du ikke kan pålægges et genoptjeningskrav.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster