Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Lov om kompensation til handicappede i erhverv

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Lov om kompensation til handicappede i erhverv

Indlægaf Louise Schelde » tors apr 26, 2012 2:18 pm

Ankestyrelsen har truffet afgørelse om personlig assistance efter lov om kompensation til handicappede i erhverv. For uddrag af sagen se nedenfor. For yderligere information henvises til principafgørelse nummer 78-12.

Resumé:
Fjerntolkning/videotolkning kan bevilges som personlig assistance efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v..

Da ansøger efter reglerne skal godkende den personlige assistent, betyder det, at ansøgeren skal godkende fjerntolkning/videotolkning som assistenceordning.

Borgeren kunne således vælge mellem personlig assistance i form af fjerntolkning/videotolkning eller fremmødetolkning.

Afgørelse:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om personlig assistance.

Vi vil behandle sagen for at afklare, om fjerntolkning kan anses for at være personlig assistance i lovens forstand.

Resultatet er:

• Fjerntolkning/videotolkning kan bevilges som personlig assistance efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Den handicappede skal godkende fjerntolkning/videotolkning som assistanceordning.

Det betyder, at du kan vælge, om der skal ydes personlig assistance i form af fjerntolkning/videotolkning eller fremmødetolkning.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Kommunen skal kontakte dig i anledning af den ændrede afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at fjertolkning/videotolkning må anses for personlig assistance, og at fjerntolkning dermed kan bevilges som personlig assistance efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Vi har herved lagt vægt på, at tolken er til stede via en videoterminal, hvormed der sker en direkte formidling/kommunikation mellem tolken og den handicappede og tredjemand.

Vi finder, at der kun kan bevilges personlig assistance i form af fjerntolkning/videotolkning, såfremt den pågældende godkender fjerntolkning/videotolkning som assistanceordning.

Vi har herved lagt vægt på, at det følger af reglerne, at den handicappede skal godkende assistenten.

Det forhold, at kommunen skal behandle ansøgninger om personlig assistance i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, medfører efter vores opfattelse ikke, at kommunen imod den pågældendes vilje retmæssigt kan bestemme, at den personlige assistance skal ydes i form af en specifik assistanceordning, i dette tilfælde fjerntolkning/videotolkning.

Vi finder, at du opfylder betingelserne for ret til personlig assistance.

Vi har herved lagt vægt på, at du har en varig og betydelig funktionsnedsættelse, og at du arbejder som selvstændig erhvervsdrivende, hvormed du er omfattet af lovens personkreds.

Vi har endvidere lagt vægt på, at dit erhverv som frisør ikke kan anses for uforeneligt med dit døvehandicap, og at tolkeassistancen heller ikke får karakter af vikardækning eller almindelig medhjælp.

Du har således ret til at vælge, om der skal ydes personlig assistance i form af fjerntolkning/videotolkning eller fremmødetolkning.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster