Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Fleksjob- retten til fuld tid eller deltid

Læs om sager fra den virkelige verden og bliv klogere på din egen situation.

Fleksjob- retten til fuld tid eller deltid

Indlægaf Louise Schelde » søn jan 06, 2013 9:03 pm

Ankestyrelsen har truffet afgørelse om retten til fleksjob på fuld tid eller deltid. Se uddrag af sagen nedenfor. For yderligere oplysninger kan der henvises til principafgørelse nummer 4-13.


Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Fleksjob på fuld tid eller deltid
En borger har som udgangspunkt ret til fleksjob på fuld tid.

En borger har dog kun ret til fleksjob på deltid, hvis den seneste ordinære beskæftigelse forud for visitationen til fleksjob var deltidsbeskæftigelse på højst 30 timer om ugen.

Undtagelser, hvor fleksjob gives på fuld tid, selv om personen har været deltidsansat tidligere
En person har ret til et tilbud om fleksjob på fuld tid, hvis personen godtgør, at deltidsbeskæftigelsen har været begrundet i forhold, der også er årsag til visitationen til fleksjob, eller hvis personen har været ude for samlivsophør eller andre ændringer i de personlige forhold.

Tilfælde, der ikke giver ret til fleksjob på fuld tid, når personen har været deltidsansat tidligere
En person har ikke ret til fleksjob på fuld tid, blot fordi personen har været fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse og/eller sygemeldt på fuld tid.

Det fremgår udtrykkeligt af reglerne, at det er den forudgående beskæftigelsesgrad, der som udgangspunkt er afgørende for vurderingen af, om en person har ret til fleksjob på fuld tid eller deltid.

Det fremgår ikke af reglerne eller forarbejderne hertil, at det ved vurderingen af, om kommunen skal tilbyde fleksjob på fuld tid eller deltid, har betydning, om den pågældende er fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse eller sygemeldt på fuld tid.


Afgørelse:
1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen for at afklare, om det har betydning ved vurderingen af, om en person skal tilbydes fleksjob på fuld tid eller deltid, at personen, som arbejder 30 timer om ugen, er fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse og anses for sygemeldt på fuld tid.

2. Reglerne

Det fremgår af § 72, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at jobcenteret skal give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre personen foretrækker deltidsansættelse eller er omfattet af bestemmelsen i stk. 3.

Det fremgår af § 72, stk. 3, at jobcenteret skal give tilbud om fleksjob på deltid, hvis den seneste ordinære beskæftigelse forud for visitationen til fleksjob var deltidsbeskæftigelse og personen i den seneste periode på sammenlagt 12 måneder med beskæftigelse har været deltidsbeskæftiget. Som deltidsbeskæftigelse betragtes beskæftigelse, hvis varighed over en periode på 4 uger i gennemsnit er højst 30 timer om ugen.

Det fremgår endvidere af § 72, stk. 4, at personer omfattet af stk. 3 kan få tilbud om fleksjob på et antal timer svarende til den seneste ordinære ansættelse på deltid.

Det fremgår desuden § 72, stk. 5, at personer, der er omfattet af stk. 3, dog har ret til et tilbud om fleksjob på fuld tid, hvis personen godtgør, at deltidsbeskæftigelsen har været begrundet i forhold, der også er årsag til visitationen til fleksjob.

Endelig fremgår det af § 72, stk. 6, at personer, der er omfattet af stk. 3, endvidere har ret til et tilbud om fleksjob på fuld tid, hvis personen kommer ud for samlivsophør eller andre ændringer i sine personlige forhold.

3. Andre Principafgørelser

Gældende

149-11: Ved vurderingen af retten til fleksjob skal kommunen vurdere nedsættelsen af borgerens arbejdsevne i forhold til normalt fuldtidsarbejde (37 timer), uanset at borgeren arbejdede mindre end fuldtid forud for ansøgningen om fleksjob. Det er først ved visitationen til et konkret fleksjob, at forudgående deltidsbeskæftigelse har betydning for timetal og aflønning i det konkrete job.

199-09: Ansøger havde ikke været i beskæftigelse i adskillige år. Ansøgers seneste ordinære beskæftigelse havde således ikke været deltidsbeskæftigelse, og ansøger havde derfor ret til fleksjob på fuld tid.

196-09: En ansøger, der er bevilget flekskjob, har ret til tilbud om fleksjob på fuld tid, uanset den seneste ordinære beskæftigelse kun har været på 32 timer om ugen. Der blev lagt vægt på, at deltidsbeskæftigelse efter loven er defineret som beskæftigelse på højst 30 timer om ugen.

164-09: En kvinde havde ret til fleksjob på fuld tid, selv om hun tidligere havde arbejdet på deltid. Hun havde forud for bevilling af fleksjob ophævet samlivet med sin ægtefælle og havde derfor ret til fleksjob på fuld tid. Der kunne ikke stilles krav om, at samlivsophævelsen skulle være sket efter bevilling af fleksjob.

N-12-08: Ansøger havde ret til tilbud om fleksjob på fuld tid. Ansøger var på grund af slidgigt på eget initiativ gået på deltid et par år før ansøgningen om fleksjob. Ansøger havde godtgjort, at deltidsbeskæftigelsen var begrundet i de samme forhold, som var årsag til visitation til fleksjob.

Kasserede

A-37-00: Kommunen havde fundet ansøger berettiget til fleksjob og var derfor forpligtet til at tilbyde fleksjob på fuld tid, uanset at ansøger fandt, at hun kun kunne arbejde 20 timer om ugen. Det blev ved afgørelsen forudsat, at ansøger i den nedsatte arbejdstid ydede en fuldt effektiv arbejdsindsats.

A-20-00: Kommunen var forpligtet til at tilbyde ansøger ansættelse i fleksjob på fuld tid, da hun ikke selv havde ønsket deltidsansættelse. Der blev lagt vægt på, at sigtet med bestemmelsen var, at beskæftigelsen efter ordningen skulle kunne være et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag for ansøger. Ankestyrelsen henviste endvidere til, at et nødvendigt skånehensyn kunne være at arbejde færre timer, men at dette ikke var til hinder for ansættelse på fuld tid med tilsvarende aflønning. Der var ikke nogen fast grænse for, hvor langt en person kunne gå ned i tid og samtidig modtage løn for fuld tid.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om, hvorvidt det har betydning ved vurderingen af, om en person skal tilbydes fleksjob på fuld tid eller deltid, at personen, som arbejder 30 timer om ugen, er fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse og anses for sygemeldt på fuld tid.

Resultatet er

• NN har ikke ret til fleksjob på fuld tid

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Vores afgørelse medfører ikke, at NN skal tilbagebetale eventuelle ydelser modtaget på baggrund af nævnets afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at NN ikke har ret til fleksjob på fuld tid alene på baggrund af oplysninger om, at hun efter sin seneste beskæftigelse, som var på 30 timer om ugen, har været fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse og sygemeldt på fuld tid.

Vi har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af beskæftigelsesindsatslovens § 72, at det er den forudgående beskæftigelsesgrad, der som udgangspunkt er afgørende for vurderingen af, om en person har ret til fleksjob på fuld tid eller deltid.

Vi har endvidere lagt vægt på, at det ikke fremgår af § 72 eller forarbejderne hertil, at det ved vurderingen af, om en person skal tilbydes fleksjob på fuld tid eller deltid, har betydning, om den pågældende er fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse eller sygemeldt på fuld tid.

Vi har samtidig lagt til grund for afgørelsen, at en arbejdstid på 30 timer/uge for en pædagog ikke efter overenskomst kan anses for fuldtidsarbejde.

Vi har desuden lagt til grund, at NN heller ikke er omfattet af reglerne om, at der er ret til et tilbud om fleksjob på fuld tid, selv om hun har haft deltidsarbejde, hvis hun godtgør, at deltidsbeskæftigelsen har været begrundet i forhold, der også er årsag til visitationen til fleksjob, eller hvis hun har været ude for samlivsophør eller andre ændringer i de personlige forhold.
Louise Schelde
 
Indlæg: 2087
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm

Tilbage til Cases til ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst