Side 1 af 1

Arbejdsskade - ulykke - uddannelse - praktik i Norge

Indlæg: ons maj 28, 2014 7:00 pm
af Louise Schelde
Ankestyrelsen har i principafgørelse nummer 13-14 taget stilling til, hvorvidt arbejdsskade under uddannelse med praktik er omfattet af arbejdsskadeloven.

Ankestyrelsens principafgørelse 13-14 om arbejdsskade - ulykke - personkreds - uddannelsessøgende - praktikophold i Norge

Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Arbejdsskade under uddannelse med praktikophold
Uddannelsesøgende er som udgangspunkt ikke sikret efter arbejdsskadeloven.
Det skyldes, at der ikke er tale om ansættelsesforhold mellem den uddannelsessøgende og uddannelsesstedet.
Dog er den uddannelsessøgende sikret efter arbejdsskadeloven, hvis den uddannelsesøgende deltager i SU-berettiget praktik som led i uddannelsen.
Territorialprincippet
Loven om arbejdsskade gælder i Danmark. Det betyder, at den danske lov kun gælder for skader, der sker under arbejde for en arbejdsgiver her i landet. Omvendt betyder det, at en skade, der sker under arbejde for en arbejdsgiver i udlandet, skal afgøres efter arbejdsgiverens lands regler.
Hvis en person bliver udsendt for at udføre arbejde i udlandet for sin arbejdsgiver, vil den danske lov finde anvendelse. Det gælder, hvis der er tale om en midlertidig udstationering.
Arbejdsskade under praktikophold i Norden
I den konkrete sag kom en uddannelsessøgende til skade under et kortvarigt praktikophold i Norge. Praktikopholdet var led i en SU-berettiget uddannelse her i landet.
Det fulgte af Nordisk Konvention om social sikring (som supplerer reglerne i arbejdsskadeloven), at de danske regler om arbejdsskadesikring gjaldt i dette tilfælde.

Lov:

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013 - § 2 og § 3

Bekendtgørelse nr. 937 af 26. november 2003 om arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende m.fl.

Nordisk Konvention af 18. august 2003 om social sikring

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, om en dansk uddannelsesøgende under praktik ophold i et andet skandinavisk land var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

2. Reglerne

Lov om arbejdsskadesikring § 2, stk. 1, fastslår, at loven gælder for arbejde udført for en arbejdsgiver her i landet.

Lov om arbejdsskadesikring § 2, stk. 1, fastslår, at der gælder et territorialprincip, hvorefter reglerne gælder for skader, der opstår under arbejde her i landet for en arbejdsgiver.

Lov om arbejdsskadesikring § 3, stk. 1, fastslår, at Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan loven skal gælde for uddannelsessøgende eller andre personer, der opholder sig på et uddannelsessted eller på en arbejdsplads som led i et uddannelses- eller praktikforløb m.v.

Det fremgår af § 1, nr. 12, i bekendtgørelse om arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende m.fl., at uddannelsessøgende, hvis uddannelse er godkendt som støtteberettiget efter lov om statens uddannelsesstøtte m.v. er omfattet af lov om arbejdsskadesikring.

Det fremgår af Nordisk Konvention af 18. august 2003 om social sikring, artikel 5, at personer, der ikke er eller har været arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forordningens forstand (Rådsforordning 1408/71), er omfattet af lovgivningen i det nordiske land, hvor de har bopæl.

3. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om anerkendelse af en skade, som du var udsat for den 10. december 2008.

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af hvorvidt danske studerende er omfattet af arbejdsskadesikringsloven under praktikophold i et andet skandinavisk land.

Resultatet er

• Du var under dit praktikophold i Norge omfattet af den personkreds, som er sikret af arbejdsskadeloven

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Arbejdsskadestyrelsen vil nu vurdere, hvorvidt der er tale om en ulykke i arbejdsskadesikringslovens forstand, og om du var på arbejde da skaden skete, jf. § 4 i arbejdsskadesikringsloven.

Du vil høre nærmere fra Arbejdsskadestyrelsen.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Vi vurderer, at du som praktikant i Norge på skadestidspunktet den 10. december 2008 på X Sygehus i Norge kan anses for at være omfattet af arbejdsskadeloven.

Vi har lagt til grund, at du var i praktik i Norge som et led i din uddannelse til ergoterapeut i Danmark. Der var tale om ulønnet praktik. Praktikken er identisk med lignende praktik i Danmark.

Under denne praktik, faldt du den 10. december 2008 og slog højre skulder, som gik af led.

De norske myndigheder har meddelt, at du under praktikopholdet ikke var medlem af den norske Folketrygden, og derfor var du ikke dækket af norsk lovgivning i forbindelse med arbejdsskaden.

Vi har vurderet sagen i forhold til Nordisk Konvention, jf. bekendtgørelse nr. 40 af 12. december 2004. Konventionen henviser til de fælles-europæiske regler om koordinering af medlemslandenes sociale sikringsordninger i forhold til vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som findes i forordning 1408/71 (nu afløst af forordning 883/2004).

Rådsforordning 1408/71 tillægger ikke borgerne rettigheder efter de sociale sikringsordninger, men koordinerer alene anvendelsen af disse ordninger i det omfang borgeren i forvejen er omfattet af en social sikringsordning.

Blandt andet Danmark og Norge har ved bekendtgørelsen af Nordiske Konvention forpligtet sig til i vid udstrækning at anvende Rådsforordningens regler på visse persongrupper, der ikke direkte er omfattet af forordningen, nemlig personer, der ikke er eller har været arbejdstagere i forordningens forstand.

Nordisk Konvention om Social Sikring bestemmer i artikel 5, at personer, der ikke er eller har været arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forordningens forstand, er omfattet af lovgivningen i det nordiske land, hvor de har bopæl. Der er tale om en bestemmelse, der giver udvidet beskyttelse for blandt andet danske borgere, der opholder sig (kortvarigt) i et andet nordisk land.

Dit ophold i Norge var tidsbegrænset til cirka 5 uger, hvorfor du på ulykkestidspunktet må anses for at have haft bopæl i Danmark.

Vi vurderer, at du er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da du var i praktik som led i en SU-berettigende uddannelse. Havde din praktik foregået i en virksomhed i Danmark, havde du været arbejdsskadesikret på lige fod med de ansatte i virksomheden. Det vil sige, at arbejdsgiverens forsikringsselskab i tilfælde af skader, der kan anerkendes som arbejdsskader under praktikken, skal dække erstatningsudgifterne. Der er tale om en særordning, der udvider arbejdsskadesikringen til personer, der ikke er arbejdstagere og ikke er sikret efter lovens almindelige regel, jf. bekendtgørelse om arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende m.fl., § 1, litra 12.

Vi finder således, at du er omfattet af arbejdsskadesikringslovens bestemmelser, jf. § 3, stk. 1, nr. 2 om uddannelsessøgende under praktikforløb, da du kom til skade i Norge.

Bemærkninger til klagen

Y har i klagen og i brev af 10. april 2012 anført, at du er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da Rådsforordning 1408/71 finder anvendelse i din konkrete sag, uanset, at du var studerende, da forordningen sikrer arbejdstagere ret til at gøre krav på de sociale sikringsydelser, som de har erhvervet ret til i den enkelte medlemsstat.

Vi bemærker, at oplysningerne i klagen og i brev af 20. april 2012 er indgået i vores vurdering af sagen. Vi vurderer, at du som studerende er omfattet af personkredsen i Arbejdsskadesikringsloven qua bekendtgørelsen om arbejdsskadesikring til uddannelsessøgende, der berettiger dig til at være omfattet af arbejdsskadesikringslovens personkreds, og at det er Nordisk Konvention om Social Sikring, der finder anvendelse for at fastslå, hvorvidt du er sikret efter dansk lovgivning under dit ophold i Norge. Rådsforordning 1408/71 med senere ændringer finder således ikke direkte anvendelse i din sag.

Oplysningerne i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af

• de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen
• Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 20. juli 2011. Ved denne afgørelse fik du afslag på at være omfattet af den personkreds, der er sikret efter arbejdsskadesikringsloven
• klagen til Ankestyrelsen
• Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering
• brev af 10. april 2012 fra Y