Side 1 af 1

Beskæftigelsesindsats-arbejdsredskaber-ordinær ansættelse

Indlæg: søn jun 19, 2016 5:45 pm
af Louise Schelde
Ankestyrelsens principafgørelse 27-16 om beskæftigelsesindsats - hjælpemidler - arbejdsredskaber - arbejdspladsindretninger - ordinær ansættelse - elev - lovens målgruppe

Resumé:
Til personer, der er i beskæftigelse, kan der ydes tilskud til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger for at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær ansættelse.
En person, som er i ordinær ansættelse, kan være omfattet af personkredsen for tilskud til hjælpemidler.
Ordinær ansættelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er ansættelse, hvor den ansatte får løn fra arbejdsgiver, og hvor arbejdsgiveren ikke modtager løntilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til ansættelsen af den pågældende. Det gælder også elevansættelse.
Tilskud til hjælpemidler forudsætter, at ansøger vil kunne være en del af målgruppen i beskæftigelsesindsatsloven og dermed kunne blive ansat med løntilskud, hvis den pågældende ikke var i ordinær ansættelse.
Vurderingen af, om ansøger vil kunne være en del af målgruppen i loven, er en generel vurdering, ikke en konkret vurdering. Det er således ikke et krav, at kommunen faktisk har truffet en afgørelse, der betyder, at borgeren er omfattet af en bestemt målgruppe.
I den konkrete sag var en elev ansat i ordinær ansættelse. Han var ansat som elev med en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser og uden løntilskud.
Han havde desuden nedsat arbejdsevne. Det var ikke nødvendigt at tage stilling til, om han konkret havde ret til revalidering, og dermed var omfattet af en af lovens målgrupper, fx om revalidender. Det var tilstrækkeligt at konstatere, at der ikke var forhold, der udelukkede, at han vil kunne have ret til revalidering.
Han var dermed omfattet af bestemmelsen om hjælpemidler. Kommunen skulle derfor tage stilling til, om han opfyldte betingelserne for tilskud til den stolelift eller lignende, han havde søgt om.
Det er ikke korrekt, når kommunen i den aktuelle situation henviste til, at udgiften til hjælpemidler skulle afholdes af uddannelsesinstitutionen som følge af sektoransvar, fordi eleven får ordinær ansættelse hos en arbejdsgiver, der ikke er omfattet af uddannelsessektoren.

Lovgivning:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 807 af 1. juli 2015 - § 100

Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats – bekendtgørelse nr. 1003 af 30. august 2015 - § 111

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, om elevansættelse med uddannelsesaftale må betragtes som ordinær beskæftigelse og dermed som omfattet af målgruppen, der har ret til tilskud til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Afgørelsen er et supplement til principafgørelse 133-12.

2. Reglerne

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 100 fastslår, at kommunen giver tilskud til hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær ansættelse eller ansættelse efter lov om seniorjob, eller at personer kan drive selvstændig virksomhed.

Det er en betingelse for at give tilskud, at

1) tilskuddet er af afgørende betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen i egen virksomhed eller

2) redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.

Det fremgår af § 111 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, at tilskud til hjælpemidler ydes på baggrund af dokumenterede udgifter, at udgiften ligger ud over, hvad arbejdsgiveren forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

N-15-06:

Folkepensionister er ikke omfattet af beskæftigelsesindsatslovens § 100, da folkepensionister ikke er omfattet af personkredsen i lovens § 2 og heller ikke kan få tilbud om ansættelse med løntilskud.

N-4-07:

Førtidspensionister er omfattet af den målgruppe, der kan få støtte efter beskæftigelsesindsatsloven, herunder bestemmelserne om tilskud til hjælpemidler, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.

Muligheden for eventuel støtte efter servicelovens bestemmelser forudsætter, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for støtte efter reglerne i beskæftigelsesindsatsloven.

133-12:

Der kan ydes tilskud til hjælpemidler for at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær ansættelse.

Formålet med § 100 i beskæftigelsesindsatsloven er at fremme, at personer opnår eller fastholder ansættelse uden løntilskud. Ansættelse med løntilskud må dermed anses for et alternativ til tilskud til hjælpemidler.

En person, som er i ordinær beskæftigelse, er omfattet af personkredsen for hjælpemidler efter beskæftigelsesindsatslovens § 100, selvom den pågældende i kraft af den ordinære ansættelse ikke er omfattet af målgrupperne i § 2.

Det er dog en forudsætning for at få hjælp efter § 100, at den pågældende, hvis den pågældende ikke var i ordinær ansættelse, ville kunne være en del af målgruppen i § 2 og dermed kunne blive ansat med løntilskud.

134-12:

Hvervet som tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant anses for at være en naturlig del af enhver ordinær ansættelse.

Der kan derfor ydes tilskud til hjælpemidler til varetagelsen af hvervet som tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant til personer i ordinær ansættelse, hvis hjælpemidlet er nødvendigt for varetagelsen af hvervet.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over X Kommunes afgørelse truffet den 25. august 2015 om hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven).

Resultatet er:

• Elevansættelse med en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser og uden løntilskud er ordinær ansættelse i beskæftigelsesindsatslovens forstand.
• Du er en del af persongruppen, der kan have ret til hjælpemidler.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Det betyder, at du kan have ret til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger, når du har indgået en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser med en virksomhed om at gennemføre hovedforløbet af din uddannelse til teknisk designer.

Kommunen vil kontakte dig.

Kommunen skal tage stilling til, om du opfylder betingelserne for den stolelift eller lignende, som du har søgt om. Det vil sige hvilket tilskud til hjælpemidler, der er af afgørende betydning for ansættelsen, og om redskaber og/eller arbejdspladsindretning kompenserer for dine begrænsninger i arbejdsevnen.

I den forbindelse skal kommunen inddrage oplysninger om, hvorvidt udgiften ligger ud over, hvad en arbejdsgiver forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at din ansættelse som elev er en ordinær ansættelse i beskæftigelsesindsatslovens forstand.

Vi vurderer, at ordinær ansættelse i beskæftigelsesindsatslovens forstand er ansættelse uden løntilskud.

Vi vurderer samtidig, at du kunne have været omfattet af personkredsen for beskæftigelsesindsatsloven, hvis du ikke var i ordinær ansættelse.

Vi lægger vægt på, at du får løn i din elevansættelse, og at der ikke er bevilget løntilskud efter beskæftigelsesindsatsloven til din arbejdsgiver.

Det er oplyst, at du er under uddannelse som teknisk designer.

Du har gennemført grunduddannelsen på ordinære vilkår. For at færdiggøre din uddannelse skal du gennemføre hovedforløbet, som blandt andet består af praktik på en virksomhed. I den forbindelse har du ønsket at indgå en uddannelsesaftale med en konkret virksomhed.

Uddannelsesaftaler er reguleret i lov om erhvervsuddannelser. Hovedreglen i lov om erhvervsuddannelser er, at løn- og ansættelsesvilkår aftales i overensstemmelse med gældende overenskomst for området.

Dit ansættelsesforhold stiller krav om, at du får stillet relevante hjælpemidler til rådighed, og at arbejdspladsen bliver indrettet, så du som kørestolsbruger kan komme ind på virksomheden, der ligger på 1. sal.

Det er en forudsætning for at få tilskud til hjælpemidler i ordinært arbejde, at du vil kunne være en del af målgruppen i beskæftigelses-indsatsloven og dermed kunne blive ansat med løntilskud, hvis du ikke var i ordinær ansættelse.

Vi lægger vægt på, at du kunne være omfattet af reglerne om revalidering, hvis du ikke var i ordinær beskæftigelse, idet du som kørestolsbruger har begrænsninger i din arbejdsevne. Vi har også lagt vægt på, at du ikke har ret til handicaptillæg til SU til gennemførelse af en erhvervsuddannelse.

Efter reglerne giver kommunen tilskud til hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær ansættelse eller ansættelse efter lov om seniorjob, eller at personer kan drive selvstændig virksomhed.

Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse 133-12, at formålet med reglen om hjælpemidler i beskæftigelsesindsatsloven er at fremme, at personer opnår eller fastholder ansættelse uden løntilskud. Ansættelse med løntilskud må dermed anses for et alternativ til tilskud til hjælpemidler.

En person, som er i ordinær beskæftigelse, er omfattet af personkredsen i reglen om hjælpemidler i beskæftigelsesindsatsloven, selvom den pågældende i kraft af den ordinære ansættelse ikke er omfattet af en af lovens målgrupper.

Det er dog en forudsætning for at få hjælp efter reglen om hjælpemidler i beskæftigelsesindsatsloven, at den pågældende, hvis den pågældende ikke var i ordinær ansættelse, ville kunne være en del af lovens målgrupper og dermed kunne blive ansat med løntilskud.

Efter reglerne er personer, som har begrænsninger i arbejdsevnen, omfattet af målgrupperne i beskæftigelsesindsatsloven og dermed også for ansættelse med løntilskud.

Bemærkning til kommunen

Det er ikke korrekt, når kommunen henviser til, at udgiften til hjælpemidler skal afholdes af uddannelsesinstitutionen som følge af sektoransvar, fordi du som elev får ordinær ansættelse hos en arbejdsgiver, der ikke er omfattet af uddannelsessektoren.