Følg Sociale-Rettigheder på Facebook og hold dig opdateret
Seneste indlæg på forum

Fleksjob og bibeskæftigelse/lønnet hobby

Her stiller du spørgsmål til din situation og får et vejledende juridisk svar.

Fleksjob og bibeskæftigelse/lønnet hobby

Indlægaf Mirjam » lør dec 28, 2013 10:03 pm

Min mand har for nyligt fået bevilliget fleksjob, og jeg selv regner med at få det i løbet af et par mdr.
Min mand tegner, og har ind imellem fået honorar for nogle af hans tegninger. Hans sagsbehandler siger at det er totalt "no go" at tjene penge ved siden af et fleksjob.

For mit eget vedkommende har jeg tidligere solgt noget af det børnetøj som jeg syer. For begges vedkommende drejer det sig max om et par tusind om året.

Kan det være rigtigt at man ikke må få lidt for det? Vi vil selvfølgelig opgive indtægten, og jeg regner med det skal modregnes i fleksløntilskud.

Selvfølgelig vil vi kunne udøve vores hobby uden at kunne få noget for det, men det er dog trods alt skønnere at tjene lidt skillinger selv end at få dem fra det offentlige i den udstrækning det kan lade sig gøre.

Mvh Mirjam
Mirjam
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: lør dec 28, 2013 9:45 pm

Re: Fleksjob og bibeskæftigelse/lønnet hobby

Indlægaf Louise Schelde » lør jan 11, 2014 3:36 pm

Kære Mirjam,

Udgangspunktet er, at man ikke kan tjene penge ved siden af sit fleksjob. Dette med begrundelse i, at man via sit fleksjob udnytter sin fulde arbejdsevne - svarende til det niveau fleksjobbet er bevilget på. Dog skal det tilføjes, at lovgivningen ikke kan fortolkes så indskrænkende, med de indtægtsmuligheder der foreligger. I visse tilfælde kunne man forestille sig en fleksjobber, der fx. har passiv indtægt fra tidligere bogudgivelser, forud for fleksjobsbevillingen, men som eksempelvis fortsat giver indtægt. Det er derfor min opfattelse, at indtægter skal opgøres i det omfang det har betydning for selve fleksjobbet, og derved indgå i beregningen - og skattegrundlaget. Jeg vil anbefale, at i anmoder om en skriftlig afgørelse fra jeres bopælskommune med begrundelse for, hvornår en hobbyindtægt eller fx passiv indkomst skal indgå i beregning af løn til fleksjob.

Ud fra bekendtgørelsen om beregning om fradrag i ledighedsydelse, må vi endvidere gå ud fra, at lovgiver har indreguleret, at personer visiteret til et fleksjob, kan have sideløbende indtægter. Dette med begrundelse i, at lønindtægter kan og skal modregnes i ledighedsydelse. Dermed sagt, at der selvfølgelig også kan være nogle løbende indtægter for personer der bliver ansat i et konkret fleksjob og dermed går fra ledighedsydelse og til en beregnet løn i fleksjobbet.

Jeg indsætter denne bekendtgørelse nedenfor. Som ovenfor anført, anbefaler jeg, at i anmoder kommunen om en konkret afgørelse af, hvordan hobbyindtægter og fx passiv indkomst skal indgå i flekslønsberegningen.

De bedste hilsner

Louise Schelde Frederiksen



Bekendtgørelse om beregning af og fradrag i ledighedsydelsen samt varsling af ferie med ledighedsydelse

I medfør af § 74 d, stk. 5, og § 74 e, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012, som ændret ved lov nr. 1380 af 23. december 2012, fastsættes efter bemyndigelse:


Kapitel 1
Begreber
§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Lønindtægt: Løn, som er A-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold.
2) Det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold: Den ansattes eget og arbejdsgiverens bidrag til pensionsordningen.
3) Arbejde: Aktiviteter, som enten medfører indtægt, eller som efter sin art normalt medfører indtægt. Dette gælder også arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage.
4) Aktiviteter: Aktiviteter, som en person udfører frivilligt og ulønnet for frivillige organisationer, foreninger eller lignende, og som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde.
5) Frivilligt, ulønnet arbejde: Arbejde, som en person udfører for frivillige organisationer, foreninger eller lignende, og som kan udbydes som almindeligt lønarbejde.
Kapitel 2
Lønindtægter m.v., der medfører fradrag i ledighedsydelse
Løn
§ 2. Lønindtægt fra arbejde af kortere varighed medfører fradrag i ledighedsydelsen.
Selvstændig bibeskæftigelse
§ 3. Udøvelse af selvstændig bibeskæftigelse medfører fradrag i ledighedsydelsen.
Løn, rådighedsløn, honorarer mv.
§ 4. Indtægterne, jf. § 2, medfører fradrag i ledighedsydelsen, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, som indtægterne dækker.
Stk. 2. Indtægter, der træder i stedet for de indtægter, der er nævnt i stk. 1, medfører fradrag i ledighedsydelsen, herunder
1) erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
2) beløb fra Lønmodtagernes Garantifond og
3) fratrædelsesgodtgørelse, jf. stk. 3 og 4.
Stk. 3. Fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i ledighedsydelsen i det omfang, beløbet helt eller delvist svarer til, hvad arbejdsgiveren skulle have betalt modtageren af ledighedsydelse i løn i en opsigelsesperiode, hvis personen var blevet afskediget. Hvis fratrædelsesgodtgørelsen ikke træder i stedet for løn i en opsigelsesperiode, medfører den ikke fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 4. Hvis det tidligere ansættelsesforhold efter lov, overenskomst, regulativ, cirkulære eller ansættelseskontrakt giver mulighed for rådighedsløn eller lignende i forbindelse med en afskedigelse medfører fratrædelsesgodtgørelsen fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 5. Stk. 1-4 finder anvendelse på både engangsbeløb og løbende indtægter.
Ombud og hverv
§ 5. Indtægter, som modtages for at udføre borgerlige ombud og offentlige og private hverv, medfører fradrag i ledighedsydelsen, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Indtægter, som modtages for hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand, medfører fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 3. Indtægter, som et medlem af en kommunalbestyrelse og et regionsråd modtager for hverv efter de kommunale styrelseslove og lov om regioner, medfører ikke fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 4. Indtægter, som modtages for hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer eller tilforordnet ved valg, medfører ikke fradrag i ledighedsydelsen.
Kapitel 3
Indtægter, der medfører fradrag i ledighedsydelsen
Ophavsrettigheder m.v.
§ 6. Indtægter fra førsteudsendelse og indtægter fra genudsendelse, genopførelse og anden form for genanvendelse af bøger, fotografier, teaterstykker, film mv., medfører fradrag i ledighedsydelsen, hvis indtægten stammer fra arbejde inden for den pågældendes sædvanlige arbejdsområde, hvor genanvendelser mv. er normale, jf. stk. 2.
Stk. 2. Licensafgifter, biblioteksafgifter, Koda/Gramex-afgifter, royalties og lignende rettigheder medfører ikke fradrag.
Legater
§ 7. Legater medfører fradrag i ledighedsydelsen, hvis der er knyttet en arbejdspligt til legaterne.
Aktiviteter og frivilligt, ulønnet arbejde
§ 8. Aktiviteter, jf. § 1, stk. 4, medfører ikke fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 2. Frivilligt, ulønnet arbejde jf. § 1, stk. 5, der kan udbydes som almindeligt lønarbejde, kan udføres uden fradrag i op til 4 timer om ugen, jf. dog stk. 4. De 4 timer regnes som et gennemsnit over en udbetalingsperiode. Arbejde herudover medfører fradrag.
Stk. 3. Aktiviteter eller frivilligt ulønnet arbejde skal for at være omfattet af denne bekendtgørelse foregå i Danmark. Aktiviteten eller arbejdet, jf. § 1, stk. 4 og 5, skal udføres, uden at modtageren af ledighedsydelse er underlagt sædvanlige ansættelsesretlige pligter.
Stk. 4. Frivilligt, ulønnet arbejde, der vedrører primær drift og vedligeholdelse, medfører fradrag, jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 5. Frivilligt, ulønnet arbejde, der vedrører primær drift, medfører ikke fradrag, hvis arbejdet altid har været udført af ulønnet arbejdskraft, og arbejdet i lignende organisationer mv. udføres af ulønnet arbejdskraft.
Stk. 6. Frivilligt, ulønnet arbejde, der vedrører vedligeholdelse, medfører ikke fradrag, hvis
1) arbejdet kan sidestilles med almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig, jf. § 9, stk. 3,
2) arbejdet udføres lejlighedsvist,
3) arbejdet altid har været udført af ulønnet arbejdskraft i organisationen mv.,
4) arbejdet i lignende organisationer mv. udføres af ulønnet arbejdskraft, og
5) arbejdet kan udføres, uden at der kræves autorisation.
Stk. 7. En modtager af ledighedsydelse, der udfører frivilligt, ulønnet arbejde, jf. stk. 2 og 4, skal skriftligt oplyse kommunen om arbejdets art og varighed, samt hvilken organisation, forening eller lignende arbejdet udføres for.
Selvbygger og medbygger
§ 9. Der kan ikke udbetales ledighedsydelse til en person, der som selvbygger eller medbygger deltager i at opføre eller ombygge egen bolig mv., jf. dog stk. 2. Der kan igen udbetales ledighedsydelse, når den personlige medvirken i byggeriet er ophørt.
Stk. 2. Ved mindre byggearbejder i egen bolig, kan den pågældende fortsat modtage ledighedsydelse, men arbejdet medfører fradrag.
Stk. 3. Almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig medfører ikke fradrag.
Pensioner mv.
§ 10. Løbende udbetaling af pension, inklusive tillæg, som er led i et tidligere ansættelsesforhold, og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, medfører fradrag i ledighedsydelsen, jf. dog § 11.
Stk. 2. Løbende udbetaling af pension, som har forbindelse med en arbejdsperiode i udlandet, medfører fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 3. Løbende udbetaling af en pension og pensionslignende ydelser til en person, der tidligere har været borgmester, udvalgsformand, rådmand, regionsformand, medlem af Folketinget eller Europaparlamentet mv., medfører fradrag i ledighedsydelsen.
Stk. 4. Løbende udbetaling fra en tidligere arbejdsgiver af beløb, som kan sidestilles med pension, medfører fradrag i ledighedsydelsen.
Indtægter, der ikke medfører fradrag i ledighedsydelse
§ 11. Der sker ikke fradrag for arbejdsfrie indtægter, herunder:
1) Kapitalpensioner og kapitalforsikringer.
2) Indtægter fra opsparings- og forsikringsordninger, herunder livrente, der er uden forbindelse med et arbejdsforhold.
3) Ydelser efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (herunder SP) og udbetalinger efter lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
4) Pension efter ægtefælle eller samlever samt børnepension.
5) Erstatninger, herunder erstatninger efter lov om arbejdsskadesikring.
6) Krigsskadeerstatning, renteudbetaling til besættelsestidens ofre og hædersgaver.
7) Livsvarige ydelser på finansloven til kunstnere og deres efterladte.
8) Invaliditetsydelse efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
9) Efterløn efter funktionærlovens § 8, efterindtægt efter kapitel 6 i lov om tjenestemandspension, godtgørelse for usaglig afskedigelse efter hovedaftalens § 4, stk. 3, og funktionærlovens § 2 b mv., fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a og godtgørelse efter ligebehandlingsloven.
10) Indtægter ved salg af erhvervsvirksomhed og fast ejendom.
11) Forpagtningsafgift og indtægt ved udlejning, der ikke kan betragtes som erhvervsmæssig, og overskud af egen bolig.
12) Renter, aktieudbytte og lignende, arv, gaver og gevinster.
13) Underholdsbidrag.
14) Pension, der udbetales som følge af tab af erhvervs-/arbejdsevne, og som er led i et tidligere ansættelsesforhold.
15) Den forhøjelse af pensionen, som en tjenestemand modtager som følge af arbejdsskade (tilskadekomstpension).
16) Vederlag, der modtages for at overholde konkurrence- eller kundeklausuler.
17) Feriepenge og betaling for feriefridage, der udbetales uden at afholde ferie eller feriefridage efter ferieloven mv., hvis der har været en feriehindring efter ferielovens regler.
§ 12. Tantieme, gratiale, bonus, opsparet søgnehelligdagsbetaling og lignende udbetalinger, som vedrører et arbejdsforhold, medfører ikke fradrag i ledighedsydelsen.
Kapitel 4
Beregning af fradraget i ledighedsydelsen
§ 13. Fradrag efter §§ 2, 4, 5, stk. 1 og §§ 6, 7 og 10 i ledighedsydelsen sker med 30 pct. af lønnen og anden indkomst, der træder i stedet for lønindkomst, indtil bruttoindkomsten inkl. arbejdsgiverens og den fleksjobvisiteredes eget pensionsbidrag udgør 13.208 kr. (2013-niveau) og med 55 pct. af indtægten derover.
§ 14. Fradrag for udøvelse af selvstændig bibeskæftigelse, jf. § 3, frivilligt ulønnet arbejde, jf. § 8 og for mindre byggearbejder i egen bolig, jf. § 9, sker på baggrund af det timetal, der er anvendt, ganget med den gældende omregningssats efter lov om arbejdsløshedsforsikring. Omregningssatsen er i 2013-niveau fastsat til 213,19 kr. Når der skal ske fradrag i ledighedsydelsen for den beregnede indtægt efter 1. pkt., finder § 13 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 5
Indhentelse af oplysninger om løn m.v.
§ 15. Kommunen skal ved beregningen af ledighedsydelsen anvende oplysninger om løn, løn under sygdom, sygedagpenge m.v., som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.
Stk. 2. Kommunen skal indhente oplysninger om lønindtægter, indtægter fra selvstændig bibeskæftigelse m.v., som ikke fremgår af indkomstregisteret, fra den ansatte i fleksjobbet eller den ledige efter reglerne i § 11, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
§ 16. Ledighedsydelsen udbetales månedsvis bagud. Fradraget i ledighedsydelsen sker bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet efter §§ 13 og 14.
Stk. 2. Den første måned beregnes ledighedsydelsen på baggrund af den forventede lønindtægt. Der skal efterfølgende ske regulering af ledighedsydelsen på baggrund af den faktisk udbetalte lønindtægt.
Stk. 3. Der skal ske efterregulering af ledighedsydelsen, hvis lønindtægten m.v. efterfølgende ændres. Efterregulering kan foretages for en periode på op til 12 måneder.
Kapitel 6
Varsling af ferie med ledighedsydelse
§ 17. En person, der er ansat i et fleksjob, og som ønsker at holde ferie med ledighedsydelse efter § 74 e i lov om aktiv socialpolitik, skal før feriens afholdelse med ledighedsydelse give kommunen besked herom.
Stk. 2. En person, der er ledig og modtager ledighedsydelse, har ret til at holde ferie med ledighedsydelse efter § 74 e, i lov om aktiv socialpolitik, hvis jobcenteret modtager meddelelse herom senest 14 dage før, ferien skal afholdes, og der ikke allerede i ferieperioden er fastsat møder, givet tilbud om fleksjob eller afgivet tilbud mv., som personen har pligt til at deltage i.
Stk. 3. Er der mindre end 14 dage til at ferien ønskes afholdt, kan jobcenteret godkende det, såfremt afholdelsen ikke modvirker beskæftigelsesindsatsen for personen.
Stk. 4. Der kan afholdes ferie med ledighedsydelse på enkelte dage, når jobcenteret modtager meddelelse herom, og der de pågældende dage ikke er fastsat møder, afgivet tilbud om fleksjob eller afgivet tilbud mv., som personen har pligt til at deltage i.
Stk. 5. Der kan udbetales ledighedsydelse under ferie fra og med den dag, hvor kommunen har fået besked om ferien, og der ikke i ferieperioden er fastsat møder, givet tilbud om fleksjob eller afgivet tilbud mv., som personen har pligt til at deltage i.
Kapitel 7
Ikrafttrædelse
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 291 af 27. marts 2012 om beregning af ledighedsydelse, fradrag i ledighedsydelse og varsling af ferie med ledighedsydelse eller særlig ydelse.
Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, den 23. december 2012
Jakob Jensen
/ Kirsten Brix Pedersen
Louise Schelde
 
Indlæg: 2045
Tilmeldt: ons jun 15, 2011 5:24 pm


Tilbage til Juridisk forum til fleksjob og ledighedsydelse

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 2 gæster